Dansk Metal: Træk produktion hjem til Danmark og forebyg fremtidig EU-krise

DEBAT: Fortsat opbakning til EU skal sikres ved at forebygge fremtidige kriser. Omdrejningspunktet er at skabe arbejdspladser i industrien og trække produktion hjem til EU og Danmark, skriver Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal.

Af Johan Moesgaard
EU-chef i Dansk Metal

”Vi har brug for et Europa, som befolkningerne har tillid til, og som løser de store grænseoverskridende udfordringer, der optager borgerne.”

Lars Løkke Rasmussen slog i sidste uge et vigtigt slag for EU i en tale for Europa-Parlamentet. Det er godt nyt.

Og faktisk også helt i tråd med danskernes holdning. For lige nu ønsker rekordmange danskere – knap 4 ud af 5 – at blive i EU.

Opbakning til EU trods kriser
Selvom det er positivt med stor dansk opbakning til EU, må vi ikke hvile på laurbærrene. Det sidste årti har nemlig vist os, at finanskrisen, gældskrisen og flygtningekrisen hver især har slået skår i EU-samarbejdet.

Det må derfor være EU’s vigtigste opgave allerede nu at forebygge fremtidens udfordringer. Her bør omdrejningspunktet være at sætte arbejdspladser i industrien først.

Rejser vi en tur tilbage med tidshelikopteren, viste både finans- og gældskrisen, at EU kunne samarbejde om at minimere skaderne af de globale kriser.

Flere er kommet i arbejde over hele Europa, og økonomien er i fremgang. Det ser vi også sporene af her i Danmark.

Nød skal lære EU at spinde
Et gammelt ordsprog lyder, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Her tyder meget heldigvis på, at EU har lært af fortidens kriser til næste gang, Europa bliver ramt af et stød udefra.

Men der er god grund til at forebygge, at det sker igen. Vi ved, at industriområderne har været særligt EU-kritiske i Sydeuropa og ikke mindst ved Brexit-afstemningen i Storbritannien.

Der er brug for, at EU viser vælgerne i disse områder, at der kan leveres konkrete resultater. Heldigvis bakker danske ansatte i industrien massivt op om EU.

Tag bare Dansk Metals undersøgelse af tillidsfolk, som viser, at kun 1 ud af 50 vurderer, at det indre marked er negativt for deres arbejdsplads. Tillidsrepræsentanterne ved godt, at EU er med til at sikre arbejdspladser.

EU-kritikere i England bløder op
Samme tendens begynder vi at se i Storbritannien. Ifølge en stor undersøgelse fra Survation er særligt de tidligere så EU-skeptiske industriområder i England begyndt at rykke sig i retning af at blive mere EU-positive.

Her skal man bare kigge til områder som Middlesbrough, Stoke og Wigan, hvor opbakningen til EU er øget med op mod 20 procentpoint siden Brexit-afstemningen. Noget tyder på, at jo tættere briterne kommer på Brexit-skrænten, des mere skræmmende er udsigten til potentielt at sætte sin arbejdsplads på spil. 

Behov for industristrategi og flere arbejdspladser hjem til EU
Erkendelsen af, at EU grundlæggende er til gavn for industriarbejdspladser, kan dog godt nå bredere ud.

Her bør EU vise en endnu tydeligere vej for industriansatte gennem en aktiv politik. Derfor er det helt oplagt, at EU lancerer en ambitiøs industristrategi – gerne straks efter EP-valget i maj, når det nye Europa-Parlament er på plads.

Her bør ambitionen være at samle alle gode EU-kræfter – også de danske EU-politikere – om at trække produktionsarbejdspladser hjem til Europa og Danmark.

Så kan EU faktisk slå to fluer med ét smæk. På den ene side styrke Europas og Danmarks produktionsarbejdspladser og på den anden side styrke den opbakning til EU-samarbejdet, som statsministeren efterlyser hos de mange europæiske vælgere i industrien.

Det kan gøre, at EU står endnu stærkere rustet, næste gang der kommer bump på vejen.

Forrige artikel Socialpædagoger: Følg intentionerne til dørs og skab et arbejdsmarked for alle Socialpædagoger: Følg intentionerne til dørs og skab et arbejdsmarked for alle Næste artikel PwC: Hver anden virksomhed tror ikke på et nyt erhvervsfremmesystem PwC: Hver anden virksomhed tror ikke på et nyt erhvervsfremmesystem