Dansk Metal om ny analyse: Danmark sakker bagud i robotkapløbet

Vi er allerede blevet overhalet af lande som Slovenien og Schweiz i robotkapløbet, og gør vi ikke noget snart, kommer andre lande efter os. Det er et stort problem. For hvis ikke vi opretholder vores høje grad af automatisering, bliver det svært at fortsætte som et af de lande, hvor arbejdsgiverne får mest for lønkronerne, skriver Emil Drevsfeldt Nielsen.

Vi danskere skal ikke konkurrere om at have de laveste lønninger, men derimod om at gøre vores arbejde så godt og så effektivt som muligt. Når det princip overføres til industrien, handler det i høj grad om produktivitet.

For det kan godt være, at virksomheder kan producere billigere, hvis de flytter til for eksempel østeuropæiske lande, men det ændrer ikke på, at danske virksomheder er meget mere effektive.

{{toplink}}

Det skyldes i høj grad vores utrolig dygtige faglærte, men det skyldes også, at vores produktion har en meget høj grad af automatisering. Der er simpelthen mange robotter per medarbejder.

Det billede bliver bekræftet i en helt ny analyse fra Dansk Metal, hvor Danmark placerer sig som det land med 12.-flest robotter per medarbejder i industrien.

Det er flot for så lille et land, men det er vigtigt, at vi ikke bliver magelige. For på trods af den flotte placering, så fortælles der også en anden historie. Danmark var nemlig på en 11. plads sidste år og en 10. plads for to år siden.

Få SMV’erne med

Vi er allerede blevet overhalet af lande som Slovenien og Schweiz i robotkapløbet, og gør vi ikke noget snart, kommer lande som Holland og Italien efter os.

Det er et meget stort problem. For hvis ikke vi opretholder vores høje grad af automatisering, så bliver det meget svært at fortsætte som et af de lande, hvor arbejdsgiverne får mest for lønkronerne.

Samtidig ser vi jo lige nu et arbejdsmarked, hvor der er ekstrem stor mangel på arbejdskraft. Her vil robotter også være en stor hjælp.

Det helt store problem finder vi i de små og mellemstore virksomheder i Produktionsdanmark. Her er man blandt andet udfordret af manglende viden om robotter, og hvad man faktisk kan bruge dem til helt konkret.

Derfor er det for en del små og mellemstore virksomheder svært at investere, og derfor er det også virkelig gode nyheder, at regeringen har foreslået en ny pulje, SMV:Robot, som skal gøre det muligt for virksomhederne at få hjælp til at anskaffe sig ny teknologi.

Der er nemlig ingen tvivl om, at når først den nye teknologi har fundet sin plads på arbejdspladsen, så er det en stor gevinst for både virksomheden og medarbejderen.

For virksomheden betyder det større effektivitet, og samtidig frigiver det medarbejdere til andre opgaver. For medarbejderen betyder det større arbejdsglæde og mindre nedslidning.

Selvom væksten de seneste fem år har været på et meget lavt niveau på kun seks procent, så var den sidste år tolv procent.

Det kan jo lyde godt, men det var især båret af de store medicinalfirmaer, som i disse år investerer massivt i ny produktion og ny teknologi. Det er jo meget positivt, men når det hele tiden er de store virksomheder, der investerer, så bliver hullet ned til de mindre også større.

For Danmarks konkurrenceevnes skyld skal opfordringen herfra lyde til de små og mellemstore virksomheder: Kom ind i robotkapløbet.

Det vil uden tvivl hjælpe på jeres virksomheds produktivitet og medarbejdernes trivsel.

{{toplink}}

Forrige artikel Enhedslisten: Konflikten med Tesla er en kamp om fremtidens arbejdsmarked Enhedslisten: Konflikten med Tesla er en kamp om fremtidens arbejdsmarked Næste artikel Forsker: Hvorfor taler vi ikke om balancen i den aktuelle debat om arbejdsmarked? Forsker: Hvorfor taler vi ikke om balancen i den aktuelle debat om arbejdsmarked?