Dansk Erhverv: Den voldsomme stigning af offentligt ansatte akademikere er paradoksal
Mens antallet af akademikere i det offentlige er eksploderet, har man sparet på eksterne rådgivere. Det er en ærgerlig tendens, for netop rådgivere kan være én af nøglerne til at vende den offentlige produktivitet fra minus til plus, skriver Louise Riisgaard.
Antallet af akademikere i det offentlige er eksploderet siden kommunalreformen i 2007. Det har der den seneste tid været en del beskrivelser af i medier som blandt andre Altinget.
Udviklingen er sket, alt imens danskerne er blevet mere utilfredse med den offentlige service, manglen på sosu-assistenter og sygeplejerske er nået nye højder, og produktiviteten i den offentlige sektor har været nær ikkeeksisterende.
Eksperter og kommuner har peget på mængden af og kompleksiteten i lovgivningen som årsag til udviklingen. Det er da også svært at anfægte det offentliges generelle behov for specialiseret viden og faglig ekspertise.
Alligevel er det værd at sætte spørgsmålstegn ved, om ansættelsen af tusindvis af fastansatte akademikere i det offentlige er den mest effektive og smarte måde at bruge pengene. Særligt set i lyset af, at den offentlige produktivitet har stået i stampe alt for længe.
{{toplink}}
En paradoksal udvikling
Da regeringen i 2019 valgte at indføre det såkaldte konsulentstop, var det med formålet om i stedet at bruge pengene på den grønne omstilling og velfærd i form af eksempelvis flere sygeplejersker. Det er derfor paradoksalt, at vi nu kan konstatere, at mens man har sparet på eksterne rådgivere, så har man brugt flere penge på at fastansætte akademikere i det offentlige.
Det er ærgerligt, for det betyder, at det offentlige går glip af viden, innovationskraft og det udefra-ind perspektiv, som rådgivere kan tilføre. Hvad der netop kan være en af nøglerne til at få vendt den offentlige produktivitet fra minus til plus.
Det handler blandt andet om at konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver. For konkurrence er helt afgørende for produktivitet. Det holder leverandørerne på tæerne og motiverer dem til at tage ny teknologi i brug, optimere arbejdsgange og investere i initiativer, der kan mindske omkostningerne.
Samtidig giver brugen af mere fleksibel arbejdskraft som private rådgivere større frihed til at stoppe samarbejdet, når opgaven er løst, eller omstændighederne ændrer sig.
Ekstern rådgivning
Ligeledes kan eksterne rådgivere som it-eksperter tilføre nye kompetencer og specialistviden, som den offentlige sektor ikke selv har, og som det ville være dyrt at dække gennem fastansatte medarbejdere.
{{toplink}}
En analyse foretaget af Dansk Erhverv blandt 200 forvaltningschefer i kommunerne bekræfter dette billede. Her svarer tre ud af fire forvaltningschefer, at de vil få svært ved at få fremtidige mål inden for grøn omstilling, velfærd og digitalisering uden at trække på eksterne rådgivere.
Alt det forudsætter, at man fra politisk hold tør at slippe tøjlerne en smule – frisætte og afbureaukratisere, om man vel. Det kan give mere plads til, at man lokalt i kommuner, regioner og staten selv kan bestemme, hvordan opgaverne skal løses, og hvem der skal løse dem.
Heldigvis er netop frisættelse og afbureaukratisering i den offentlige sektor højt på ønskelisten hos den nuværende regering. Skal vi ikke handle på det?
Fem forbundsformænd: Arne er gået på tidlig pension. Den ret skal bestå, selvom pensionsalderen stiger
Fobu: Pædagoglønnen i private dagtilbud skal følge med kommunens, hvis forældrenes frie valg skal sikres
