Cepos fyrer topchef og henter erstatning i Dansk Erhverv

Martin Ågerup er færdig som direktør for Cepos. Tænketanken hyrer i stedet Jes Brinchmann Christensen, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Dansk Erhverv.

Efter 19 år på posten er det slut for Martin Ågerup som Cepos-topchef. 

Det bekræfter han på det sociale medie X.

"Cepos' bestyrelse har i dag afskediget mig. Det skete i mindelighed: Bestyrelsen ønsker at se, hvad en ny direktør kan udrette med Cepos. Det er fair nok. Jeg fik 19 år i mit drømmejob, hvilket jeg er dybt taknemmelig over. Stor tak til alle, især mine fantastiske medarbejdere," skriver Martin Ågerup. 

Han bliver erstattet af Jes Brinchmann Christensen, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Dansk Erhverv, skriver Cepos i en pressemeddelelse.

"Cepos er en central aktør, når der skal tænkes i nye politiske løsninger og frembringes viden. Jeg ser flere muligheder, der kan bidrage til at nå endnu bredere ud, og glæder mig meget til at tage fat i den videre udvikling af arbejdet med at udvikle vores samfund positivt med resten af organisationen,” lyder det fra Jes Brinchmann Christensen i pressemeddelelsen.

Jes Brinchmann Christensen er 49 år og er uddannet cand.polit. ved Københavns Universitet. Han har tidligere været særlig rådgiver for forhenværende erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Han tiltræder stillingen som direktør for Cepos 1. november 2023.

Forrige artikel Dorthe Boe Danbjørg er ny forkvinde i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg er ny forkvinde i Dansk Sygeplejeråd Næste artikel De økonomiske vismænd henter ny direktør De økonomiske vismænd henter ny direktør