Boligfond: Coronakrisen risikerer at skabe problemer for lærlinge

DEBAT: Tusindvis af elever på erhvervsuddannelserne er i fare for at miste praktikpladser som følge af coronakrisen. Vi må sikre fremtidens arbejdskraft nu, hvis vi ikke skal tabe flere årgange på gulvet, skriver Sidse Buch.

Af Sidse Buch
Direktør, Boligfonden Kuben

Finanskrisen var hård ved de unge på erhvervsuddannelserne. Indenfor byggeriet faldt antallet af lærlingepladser markant, og tusinder af unge måtte nøjes med en skolebaseret uddannelse uden kontakt til virksomhederne, som ellers er den traditionelle vej til en håndværksuddannelse.

Samtidig satsede byggefirmaerne på de erfarne kræfter, fyrede de unge og undlod at hyre ung arbejdskraft, når en stilling skulle besættes.

I en krise er det altid den erfarne arbejdskraft, som kommer mest helskindet gennem miseren. De unge uprøvede talenter bliver opfattet som et risikabelt kort, som ingen vil trække.

Konsekvenserne af denne kortsigtede tankegang ses tydeligt på lang sigt.

Da økonomien igen kom på fode efter finanskrisen, blev faglært arbejdskraft en mangelvare. Vi måtte i stigende grad ty til udenlandske håndværkere, og flere stillinger indenfor byggeriet kunne ikke besættes.

Kan miste 7700 praktikpladser
Nu er der fare for, at ulykken gentager sig. Dansk Byggeri har regnet sig frem til, at vi i værste fald får 7700 færre praktikpladser i år på erhvervsuddannelserne.

I sin yderste konsekvens vil det betyde, at flere tusinde unge vil stå med en uddannelse uden det praktiske ben, der er så vigtigt indenfor håndværksfagene.

De vil ikke have lært faget af en mester ude i en virkelig virksomhed med kunder og svende, men kun have høstet erfaring fra skolebænken. Og så har vi slet ikke set på skolernes kapacitet i forhold til praktikforløb.

Vil skolerne have mulighed for at skabe givende skolepraktikforløb, hvis de skal have mange flere lærlinge end normalt? Kan de dygtige faglærere overhovedet få det til at hænge sammen?

Manglen på praktikpladser skaber problemer for de unge og skolerne, men også for resten af samfundet.

Brug for flere unge håndværkere
Vi har i de senere år lagt mange kræfter i at genskabe håndværksfagenes prestige og anerkendelse i samfundet. Optaget på erhvervsskolerne er vendt fra nedgang til beskeden fremgang. De unge er begyndt at vælge håndværket til.

Nu risikerer vi at tabe momentum og få et tilbageslag. Den nuværende udvikling kan få unge til at vælge håndværket fra igen, fordi manglen på praktikpladser sender et signal om, at byggeriet ikke er en branche med fremtid i.

Vi må og skal vende udviklingen, hvis vi ikke skal mangle endnu mere faglært arbejdskraft om nogle få år. Allerede før coronakrisen styrede vi mod en stor mangel på faglærte i 2025. Nu kan manglen blive endnu større.

3F har foreslået, at arbejdsgivere bliver belønnet med en pengepræmie på 30.000 kroner, hvis de laver en praktikaftale frem til den 30. september. Et andet forslag er statstilskud til at fastholde lærlinge i praktik og øget lønkompensation under skoleophold.

Det er fornuftige forslag, som vil kunne hjælpe arbejdsgiverne til at træffe de rigtige valg og bevare de vigtige praktikpladser. Lad os sammen holde hånden under håndværket. Det er der fremtid i.

Forrige artikel 3F: Ledige skal tilbydes arbejde ved jordbrug eller gartnerier 3F: Ledige skal tilbydes arbejde ved jordbrug eller gartnerier Næste artikel Ase og Danske Soloselvstændige: Indfør bagatelgrænse for revisionspåtegninger Ase og Danske Soloselvstændige: Indfør bagatelgrænse for revisionspåtegninger