Arbejdsmarkedet lider, mens en fiktiv kamp males op i medierne
DEBAT: Reformer af beskæftigelsessystemet er for vigtige til at blive kogt ned til en kamp mellem fagbevægelse og kommuner. Tiden er til langtidsholdbare løsninger, hvor alle bidrager, og staten betaler, mener fagforeningen 3F.
Af Mette Lyshøj
Arbejdsmarkedspolitisk konsulent, 3F
Flere medier og nu senest Altinget.dk forsøger at forsimple diskussionerne om beskæftigelsesindsatsens forankring til et spørgsmål om en politisk studehandel mellem fagbevægelsen og regeringen. Det kunne ikke være mere forkert.
I Altinget 20. februar puster forsker Thomas Bredgaard til denne ild ved at formane om, at beskæftigelsessystemet ikke må betragtes som en politisk handelsvare, der handles i et spil om snævre organisationsinteresser.
Det budskab har længe stået smerteligt klart for fagbevægelsen. Fagbevægelsen og dens mange arbejdsløse medlemmer ved bedre end nogen, at beskæftigelsesindsatsen er vigtig og skal behandles med forsigtighed. Det er jo netop det system, der burde træde til, når medlemmer er så uheldige at se deres arbejde forsvinde for altid, og de får brug for hjælp til at finde et nyt. Og det system har fejlet gennem mange år, hvor krisen samtidig har bølget henover arbejdsmarkedet. Så det gør ekstra ondt på arbejdsmarkedets parter og deres medlemmer, at systemet ikke leverer.
Virkeligheden er den, at beskæftigelsessystemet blev indført uden sagligt belæg for, at kommunerne kunne løfte opgaven, hvilket betyder, at vi står med et system, som ingen er tilfredse med. Fagbevægelsen, arbejdsgiverne og sågar kommunerne selv påpeger systemfejl, alt imens de mennesker det handler om - de arbejdsløse - har mistet troen på, at systemet er til for at hjælpe dem. Derfor skal der sker noget.
Kamp mellem stat og kommune
Thomas Bredgaard har mange gode betragtninger i sit indlæg, men han, ligesom flere andre, begår den fejl at sætte konflikten op som et valg mellem a-kasser og jobcentre. Den centrale udfordring står i virkeligheden mellem stat og kommune. Og det afgørende her er ikke organisationsinteresser, men økonomien. Det er spørgsmålet om, hvem der skal betale for gildet, det hele handler om. Den nuværende styring er alene baseret på økonomiske incitamenter, hvor kommunerne har en snæver interesse i at sende folk på den billigste form for aktivering, afholde samtaler på et bestemt tidspunkt, uanset om der er behov for det og ellers få folk hurtigst muligt væk fra offentlig forsørgelse. Fordi kommunerne betaler for det.
Det betyder, at der ikke styres efter arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft, men efter snæver økonomisk optimering: Hvad giver penge i kassen? Det er svært at bebrejde kommunerne at prioritere ud fra refusionsregler og økonomi - det er den måde, de reguleres. Men det er ikke tilfredsstillende, hvis man ønsker at tilgodese arbejdsmarkedets behov.
Kun kortsigtede løsninger
Et eksempel: Hele 31 pct. af de aktiverede var i 2011 i offentlige løntilskud. Dette sker, selvom undersøgelse på undersøgelse dokumenterer, at løntilskud i det offentlige direkte forringer de lediges muligheder for beskæftigelse. Læren heraf er den klare, at refusionsstyring af kommunernes aktiveringsindsats resulterer i en markant overdosering af de redskaber, der umiddelbart er billigst for kommunekassen, men den er ikke til gavn for de ledige eller behovet for kvalificeret arbejdskraft.
Dertil kommer, at indsatsen er alt for tilfældig og kortsigtet. På tværs af landet er der f.eks. stor forskel på, hvor mange penge jobcentrene investerer i uddannelse. En arbejdsløs 3F'er i Hjørring vil have seks gange så gode muligheder for at blive aktiveret i ordinær uddannelse end en 3F'er i Slagelse - og det er kun, fordi han bor i Hjørring. Den store variation i jobcentrenes indsats er uholdbar, hvis man har en ambition om et samlet uddannelsesløft, der på lang sigt sikrer en kvalificeret og fleksibel arbejdskraft. Det kan kun ske, hvis der er mulighed for at styre politisk og økonomisk på regionalt eller statsligt niveau og i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedets parter, så der kan lægges en samlet og koordineret opkvalificerings- og rekrutteringsstrategi. Og det er netop disse vigtige arbejdsmarkedspolitiske opgaver, der ikke løses i dag.
Fagbevægelsens særlige rolle
Det er derfor, fagbevægelsen taler for en ny arbejdsdeling mellem stat og kommune og arbejdsmarkedets parter. Målet skal være en faglig og saglig arbejdsdeling, hvor det er de instanser, der med deres spidskompetence bedst og mest effektivt hjælper folk i varig beskæftigelse. Når fagbevægelsen tilbyder at løse en del af opgaven, er det, fordi vi mener at have noget særligt at byde på.
Alle instanser kan opnå kompetencer i forhold til teknikker i samtaler, vejledning og coaching. Alle kan geare sig til at bruge de digitale muligheder til registrering og kontrol. Men kun de faglige organisationer har det detaljerede kendskab til medlemmernes uddannelses - og arbejdsmarkedsforhold samt tæt kontakt til virksomhederne og viden om deres arbejdskrafts- og uddannelsesbehov, som gør det muligt at hjælpe arbejdsløse hurtigt ind i nye jobåbninger. Det er på disse områder, at a-kasserne og de faglige organisationer kan bidrage med noget særligt i arbejdsmarkedsindsatsen.
Ambitionen er ikke blot, at a-kasserne og de faglige organisationer skal kunne løse nogle myndighedsopgaver på samme niveau, som det sker i dag i jobcentrene. Men at der skal føjes nye dimensioner til opgaveløsningen. Derfor bliver hele snakken om flere opgaver til a-kasserne kun relevant, hvis den politiske og økonomiske styring af arbejdsmarkedspolitikken kommer tilbage på sporet.
Så ja, beskæftigelsesindsatsen er for vigtig og for skrøbelig til at være en letkøbt handelsvare. Det er "serious business", og derfor skal holdbare løsninger denne gang findes i tæt samarbejde med dem, det hele handler om - repræsentanterne fra arbejdsmarkedet.
