Akademikernes A-kasse: Unge risikerer at forlade dagpengesystemet efter forringelser af dimittendsatsen

Politikerne har nedsat nyuddannedes dagpengesats og halveret dagpengeperioden. Hos Akademikernes A-kasse har vi derfor besluttet at give en håndsrækning til vores nyuddannede medlemmer ved at nedsætte deres betaling. Og det samme bør politikerne gøre, skriver Lasse Grønbech.

De nye dagpengeregler trådte i kraft tilbage i maj måned. Her blev dagpengesatsen for nyuddannede under 30 år, der ikke er forsørgere, nedsat fra 14.106 kroner til 9.700 kroner efter tre måneders ledighed. Samtidig gik dagpengeperioden fra to til et år.

Folketinget har dermed stort set halveret, hvad man som nyuddannet kan få udbetalt, og hvor længe – men har samtidig fastholdt prisen. Det var der ikke mange private virksomheder, der havde overlevet.

Hos Akademikernes A-kasse nedsætter vi som direkte konsekvens af den beslutning nyuddannedes betaling til os med det beløb, vi får for at administrere deres medlemskab. Kontingentet til en a-kasse består af et statsbidrag, et beløb til ATP og et beløb til a-kassens drift. Det er beløbet til drift, vi fjerner fra 1. januar 2024.

Helt konkret vil de ledige nyuddannede, der fra årsskiftet kommer ned på den lave sats, blive fritaget for at betale 103 kroner i administrationsbidrag til os. Der ikke er tale om en herregård, men det er nu en gang det beløb, vi kan røre ved. Selve forsikringspræmien er fastsat af Folketinget

For de, der er i arbejde, lyder det ikke nødvendigvis af meget, men når de nyuddannede skal forlade studieboligen eller kollegieværelset og ikke længere opnår studierabatter, er det som oftest en helt anden økonomisk situation, de står over for. Og ulig når de modtager SU, kan de ikke gå ud og tjene ekstra til at supplere deres dagpenge.

Det kan de på supplerende dagpenge, men så bliver det trukket fra deres dagpenge.

Beslutningen om at nedsætte dagpengesatsen for nyuddannede beror på politikernes antagelse om, at det vil få de unge hurtigere i arbejde. Men det er der ingen evidens for. Satsen er blevet forringet før, og det øgede ikke beskæftigelsen. {{toplink}}

Et tydeligt signal til Christiansborg

Med beslutningen om at nedsætte nyuddannedes kontingent, ønsker vi at sende et tydeligt signal til politikerne på Christiansborg.

Det er langt fra første gang, dagpengesystemet har været udsat for betragtelige forringelser, og dermed svækker man – igen – en af de vigtigste støttepiller i dansk flexicurity, som mange politikere ellers ynder at tale om med stolthed i stemmen. Og når dagpengene igen forringes, så kan vi stå med en vigende tilslutning til systemet.

Men hvis vi skal bevare et fleksibelt og sikkert arbejdsmarked, kræver det, at de unge ser vigtigheden af at være medlem af en a-kasse.

Helt grundlægende er dagpengesystemet jo langt hen af vejen en medlemsfinansieret forsikring, som skal sørge for, at medlemmerne kan bevare deres levestandard indtil de kommer i job igen.

Men med den kontinuerlige svækkelse risikerer vi at tabe mange unge på gulvet. De skal betale det samme som alle andre, men får kun halvt så meget udbetalt den første og måske eneste gang, de er ledige.

Så fristes man jo til at sætte spørgsmålstegn ved, om den oplevelse gør dem mere eller mindre interesserede i at fastholde deres medlemskab. Hvis svaret bliver et ”nej tak” til at tilslutte sig fællesskabet, kan det medvirke til at undergrave systemet.

Så kære politikere: Vi har taget vores del og fjerner administrationsbidraget for nyuddannede.

Nu venter vi på, at I gør jeres og halverer forsikringspræmien for de medlemmer, som har fået halveret deres udbetaling. {{toplink}}

Forrige artikel Københavns Uddannelsesråd: Vi har en arbejdskraftskrise, der kræver akut handling Københavns Uddannelsesråd: Vi har en arbejdskraftskrise, der kræver akut handling Næste artikel Trine Bramsen: Selvfølgelig skal vi lytte til dem, der bliver stressede af at gå på arbejde Trine Bramsen: Selvfølgelig skal vi lytte til dem, der bliver stressede af at gå på arbejde