AE: Den tyske reformvej er ikke farbar for Danmark

Af Erik Bjørsted
Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Mellem 2003 og 2005 gennemførte Tyskland de såkaldte Hartz-reformer. Det var reformer af arbejdsmarkedet, der bl.a. forkortede dagpengeperioden, skar i ledighedsydelserne – specielt for de langtidsledige – og som indførte minijob, dvs. lavtlønnede job, som til gengæld er fritaget for skattebetaling.

Når man diskuterer behovet for arbejdsmarkedsreformer herhjemme, er der mange, som fremhæver de tyske Hartz-reformer som hovedårsagen til, at arbejdsløsheden i Tyskland aktuelt er blandt de laveste i EU.

De Tyske Hartz-reformer er dog ikke en god inspirationskilde for evt. kommende reformer herhjemme.

Ikke et sundere arbejdsmarked
På trods af, at Tyskland er gået hele vejen med forkortede dagpengeperioder og lavere ydelser til langtidsledige, har Hartz-reformerne i Tyskland ikke grundlæggende skabt et sundere arbejdsmarked, end vi har i Danmark.

Godt nok er ledigheden lavere i Tyskland end i Danmark, ligesom også en højere andel af tyskerne i den arbejdsdygtige alder er i beskæftigelse, men i midt-90’erne og op til krisen var billedet faktisk omvendt. Samtidig har Danmark også været hårdere ramt af krisen end Tyskland. Bl.a. har Tyskland i modsætning til Danmark ikke haft en boble på boligmarkedet.

Når vi tager et røntgenbillede af det tyske arbejdsmarked og i stedet kigger på mere strukturelle nøgletal, er de tyske arbejdsmarkedstal knap så imponerende. Tyskland døjer for eksempel med en meget tung arbejdsløshed. Ca. 45 pct. af de tyske ledige er langtidsledige, mod lige over hver fjerde i Danmark. Og når vi kigger på den strukturelle ledighed, som måler arbejdsløsheden i en normal konjunktursituation, vurderer OECD, at den faktisk er lavere i Danmark end i Tyskland. Og undersøger vi endelig de flotte tyske beskæftigelsestal nærmere, dækker de over en markant stigning i deltidsarbejde.

Skævvridning af arbejdsmarkedet 
Hartz-reformerne har samtidig resulteret i en skævvridning af det tyske arbejdsmarked. I Tyskland arbejder en markant større andel af arbejdsstyrken til lav løn end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Omfanget af lavlønsarbejdere er i Tyskland steget de senere år – ikke mindst efter, at tyskerne besluttede at udvide ordningerne for minijob, hvor den maksimale månedsløn er på 3.350 kr.

Mere end hver femte tysker er i dag således lavtlønnet – det er en andel, der er tre gange så stor som i Danmark

Især det voksende antal af lavtlønnede er et alvorligt problem. Det påpegede EU-beskæftigelseskommissær László Andor da også tilbage i januar i år, da EU offentliggjorde sin årlige rapport ”Employment and Social Developments in Europe Review 2013”. Selvfølgelig skal vi have folk i job, men vi er nødt til også at fokusere på kvaliteten af de job, vi skaber. Job skal ikke kun mindske arbejdsløsheden, men også fattigdommen, lød det fra EU-kommissæren.

Der er i dag 7,2 millioner tyskere med minijob. De mange lavlønsarbejdere er med til at skævvride det tyske arbejdsmarked, hvor det især er den tyske servicesektor, der er sakket helt bagud i lønudviklingen.

Ingen grund til idealisering
Når vi diskuterer reformer herhjemme, er det derfor meget afgørende, at vi ikke kommer til at idealisere det tyske arbejdsmarked på falske præmisser. De pæne tyske arbejdsmarkedstal fortæller ikke hele historien om det tyske arbejdsmarked.

Med tilbagetrækningsreformen, kontanthjælpsreformen, SU-reformen, sygedagpengereformen og reformen for førtidspension og fleksjob er der herhjemme faktisk gennemført en række tiltag, som har til formål at øge beskæftigelsen og sænke antallet af overførelsesmodtagere.

Samtidig er der også en reform af beskæftigelsesområdet i pipelinen på baggrund af Carsten Koch-udvalgets arbejde. Det eneste område, hvor der ikke allerede er gennemført reformer eller planlagt yderligere reformer, er barselsordningen.

Derfor er den vigtigste problemstilling her og nu heller ikke flere reformer som fx Hartz-reformerne, som alene har til formål at øge arbejdsudbuddet, men derimod reformer, som øger kvaliteten af arbejdsstyrken og dermed sikrer, at vi høster det maksimale udbytte af de reformer, vi allerede har vedtaget.

Fx kommer vi til at mangle uddannet arbejdskraft frem mod 2020, og hvis vi ikke får hævet uddannelsesniveauet og lukket hullerne, bliver udbyttet af de allerede vedtagene reformer mindre end ventet.

Ved at løfte uddannelsesniveauet løfter vi samtidig også produktiviteten i Danmark, som er det andet store hovedproblem i dansk økonomi.

debat@altinget.dk