A-kasse om beskyldninger: Nye ledige akademikere er et sæsonfænomen

DEBAT: Det er forkert, når der står i medierne, at de mange nyuddannede akademikere ligger samfundet til last. Inden for et halvt år er de fleste i arbejde, mener Akademikernes A-kasse.

Af Thomas Damkjær Petersen og Villy Dyhr
Bestyrelsesformand og direktør, Akademikernes A-kasse

Hver sommer er ledigheden for nyuddannede akademikere et varmt emne i medierne.

Ofte er fortællingen, at de nyuddannede ligger samfundet til last, hvor nogle hævder, at samfundet uddanner akademikere til ledighed og kalder på begrænsning af universiteternes optag.

Men faktisk er ledigheden for nyuddannede ikke ret meget større end for deres erfarne fagfæller.

Akademikernes A-kasse har analyseret den gennemsnitlige ledighedslængde for a-kassens medlemmer og sammenlignet nyuddannede med ikke-nyuddannede.

Tallene viser, at nyuddannede akademikere er under én uge længere ledige i gennemsnit sammenholdt med de etablerede på arbejdsmarkedet.

Forskellen er, at de etablerede akademikere bliver ramt af ledighed spredt ud over året, mens de nyuddannede typisk bliver ledige i samme periode, nemlig om sommeren.

Det betyder, at dimittendledigheden er et sæsonfænomen, som blæses op til proportioner, der slet ikke passer med virkeligheden.

Tre ud af ti kommer direkte i arbejde
Zoomer man ind på uddannelsesretning, ser vi, at nyuddannede sundhedsvidenskabelige akademikere har en kortere ledighed sammenlignet med deres etablerede fagfæller.

Det samme gør sig gældende for nyuddannede inden for de naturtekniske retninger. Her er nyuddannede i snit mere end en uge mindre ledige end de erfarne.

Generelt fylder det ikke meget i debatten, at mange nyuddannede akademikere går direkte i beskæftigelse. Denne gruppe når aldrig forbi hverken jobcenteret eller a-kassen.

For medlemmer af Akademikernes A-kasse er det tre ud af ti medlemmer, der slet ikke er ledige i overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked.

Mange går altså direkte ud og bidrager til opretholdelsen af den danske velfærdsmodel, som de ofte beskyldes for at bebyrde.

Og når efteråret og vinteren kommer, er langt de fleste nyuddannede i job.

Forrige artikel Alternativet: LA og SF har ret, når de siger, jobcentrene skaber håbløshed Alternativet: LA og SF har ret, når de siger, jobcentrene skaber håbløshed Næste artikel V: S fører misforstået ulighedskamp V: S fører misforstået ulighedskamp