Doser regulering af beskæftigelsesindsats
DEBAT: Kommunernes beskæftigelsesindsats er gennemreguleret, hvilket kan hæmme indsatsen, skriver jobcenterchef i Esbjerg, Lise Willer.
Af Lise Wller
Jobcenterchef, Esbjerg
Beskæftigelsesindsatsen er så gennemreguleret, at kommunernes rolle nærmest er at betragte som leverandør af den indsats, som staten har bestilt.
"Ansvaret for beskæftigelsesindsatsen påhviler kommunalbestyrelsen." Det kan man læse i § 2 i Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. I forhold til de andre opgaver, som løses i kommunerne, har ansvar her en meget smal betydning.
Reguleringen optræder i 3 forskellige former:
For det første er der lovgivning, som fastsætter meget præcise krav til, hvor ofte vi skal have samtaler med forskellige grupper af borgere (kontanthjælpsmodtagere, forsikrede ledige, personer, der venter på fleksjob, modtagere af sygedagpenge, revalidender) afhængig af, hvilken ydelse de modtager og deres alder.
Dertil er det præciseret, hvad vi skal tale med borgerne om, hvad der skal registreres ved samtalerne, på hvilke tidspunkter de enkelte borgere skal i aktivering og sidst hvilke typer af aktivering, der kan gives, afhængig af borgerens forsørgelsesydelse, alder og ledighed.
For det andet er der et refusionssystem, som efter meget detaljerede regler belønner eller straffer kommunerne.
Refusionssystemet giver en høj refusion til udgifterne til personer, der er i aktivering og lav til personer uden, og straffer, hvis der er fejl i sagsbehandlingen, f.eks. en tidsfrist, der er overskredet. For eksempel mister kommunen refusion i 36 måneder, hvis der er formelle mangler i sagsbehandlingen, når en borger visiteres til fleksjob.
For det tredje bliver kommunerne overvåget meget tæt af et meget omfattende datasystem, som gør det muligt at sammenligne indsats og resultater på tværs af alle landets kommuner. Derudover følger beskæftigelsesregionerne indsats og resultater i de enkelte kommuner meget tæt.
Vi har ikke modsatte interesser
Når staten stiller op med så omfattende et styringsapparat, skulle man jo tro, at der er tale om en sag, hvor stat og kommune har modsatrettede interesser. Det er der vel ikke nogen, som kan finde gode grunde til.
Kommunens interesse i at få så mange som muligt i arbejde er ikke mindre end statens. Vi har brug for medarbejdere til virksomhederne i kommunen og har en klar fordel i at få flere skatteborgere og færre, der modtager offentlig forsørgelse.
Statens indgriben i beskæftigelsesindsatsen bliver begrundet med, at der er store statslige interesser og mange penge på spil. Det er klart nok, men derfor er det jo ikke sikkert, at det fremmer statens interesser, at bruge så mange virkemidler for at nå sit mål.
Styring hæmmer kommunal indsats
Den omfattende styring medvirker jo også til, at kommunerne fokuserer på de formelle krav frem for de gode resultater. Det er for dyrt for kommunerne, hvis vi ikke er meget opmærksomme på tidsfrister for samtaler med og aktivering af ledige borgere. Det er ikke så enkelt, som det måske lyder for, der kan optræde mange forhindringer - borgere, der er i deltidsarbejde eller midlertidigt arbejde, sygemeldte borgere eller medarbejdere ved jobcentret m.v.
Tidsfristerne og konsekvenserne af at overskride dem binder mange ressourcer, som kunne anvendes bedre. Oven i købet har undersøgelser vist, at der ikke er sammenhæng mellem gode resultater og rettidige samtaler og aktivering!
Borgere bliver mødt af et bureaukratisk system, medarbejderne i jobcentrene mister gejsten og det bliver mindre attraktivt for kommunalpolitikerne, at involvere sig i beskæftigelsesindsatsen
Doser regulering
Mit råd er at dosere reguleringen lidt bedre. Selvfølgelig skal vi have regler og metoder til at dele udgifterne til beskæftigelsesindsatsen. Jeg foreslår færre regler, et forenklet refusionssystem og større tillid til, at kommunerne faktisk vil det samme som staten på dette område.
Hvis Folketinget alligevel synes, at kontrol er bedre end tillid, så er man velkommen til at følge beskæftigelsesindsatsen både gennem statistik og beskæftigelsesregionernes tætte kontakt med jobcentrene. Her er nemlig tale om midler, som vi også i kommunerne kan bruge til at måle os mod hinanden og lære af dem, der har bedre resultater.
Men kontrollen og en fortsættelse af det omfattende tekniske refusionssystem vil ikke bidrage til, at kommunalpolitikerne får beskæftigelsesområdet ind som en "hjertesag", som de vil prioritere højt.
Dertil er deres reelle påvirkningsmuligheder for begrænsede.
Jobcenterchef, Esbjerg
Beskæftigelsesindsatsen er så gennemreguleret, at kommunernes rolle nærmest er at betragte som leverandør af den indsats, som staten har bestilt.
"Ansvaret for beskæftigelsesindsatsen påhviler kommunalbestyrelsen." Det kan man læse i § 2 i Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. I forhold til de andre opgaver, som løses i kommunerne, har ansvar her en meget smal betydning.
Reguleringen optræder i 3 forskellige former:
For det første er der lovgivning, som fastsætter meget præcise krav til, hvor ofte vi skal have samtaler med forskellige grupper af borgere (kontanthjælpsmodtagere, forsikrede ledige, personer, der venter på fleksjob, modtagere af sygedagpenge, revalidender) afhængig af, hvilken ydelse de modtager og deres alder.
Dertil er det præciseret, hvad vi skal tale med borgerne om, hvad der skal registreres ved samtalerne, på hvilke tidspunkter de enkelte borgere skal i aktivering og sidst hvilke typer af aktivering, der kan gives, afhængig af borgerens forsørgelsesydelse, alder og ledighed.
For det andet er der et refusionssystem, som efter meget detaljerede regler belønner eller straffer kommunerne.
Refusionssystemet giver en høj refusion til udgifterne til personer, der er i aktivering og lav til personer uden, og straffer, hvis der er fejl i sagsbehandlingen, f.eks. en tidsfrist, der er overskredet. For eksempel mister kommunen refusion i 36 måneder, hvis der er formelle mangler i sagsbehandlingen, når en borger visiteres til fleksjob.
For det tredje bliver kommunerne overvåget meget tæt af et meget omfattende datasystem, som gør det muligt at sammenligne indsats og resultater på tværs af alle landets kommuner. Derudover følger beskæftigelsesregionerne indsats og resultater i de enkelte kommuner meget tæt.
Vi har ikke modsatte interesser
Når staten stiller op med så omfattende et styringsapparat, skulle man jo tro, at der er tale om en sag, hvor stat og kommune har modsatrettede interesser. Det er der vel ikke nogen, som kan finde gode grunde til.
Kommunens interesse i at få så mange som muligt i arbejde er ikke mindre end statens. Vi har brug for medarbejdere til virksomhederne i kommunen og har en klar fordel i at få flere skatteborgere og færre, der modtager offentlig forsørgelse.
Statens indgriben i beskæftigelsesindsatsen bliver begrundet med, at der er store statslige interesser og mange penge på spil. Det er klart nok, men derfor er det jo ikke sikkert, at det fremmer statens interesser, at bruge så mange virkemidler for at nå sit mål.
Styring hæmmer kommunal indsats
Den omfattende styring medvirker jo også til, at kommunerne fokuserer på de formelle krav frem for de gode resultater. Det er for dyrt for kommunerne, hvis vi ikke er meget opmærksomme på tidsfrister for samtaler med og aktivering af ledige borgere. Det er ikke så enkelt, som det måske lyder for, der kan optræde mange forhindringer - borgere, der er i deltidsarbejde eller midlertidigt arbejde, sygemeldte borgere eller medarbejdere ved jobcentret m.v.
Tidsfristerne og konsekvenserne af at overskride dem binder mange ressourcer, som kunne anvendes bedre. Oven i købet har undersøgelser vist, at der ikke er sammenhæng mellem gode resultater og rettidige samtaler og aktivering!
Borgere bliver mødt af et bureaukratisk system, medarbejderne i jobcentrene mister gejsten og det bliver mindre attraktivt for kommunalpolitikerne, at involvere sig i beskæftigelsesindsatsen
Doser regulering
Mit råd er at dosere reguleringen lidt bedre. Selvfølgelig skal vi have regler og metoder til at dele udgifterne til beskæftigelsesindsatsen. Jeg foreslår færre regler, et forenklet refusionssystem og større tillid til, at kommunerne faktisk vil det samme som staten på dette område.
Hvis Folketinget alligevel synes, at kontrol er bedre end tillid, så er man velkommen til at følge beskæftigelsesindsatsen både gennem statistik og beskæftigelsesregionernes tætte kontakt med jobcentrene. Her er nemlig tale om midler, som vi også i kommunerne kan bruge til at måle os mod hinanden og lære af dem, der har bedre resultater.
Men kontrollen og en fortsættelse af det omfattende tekniske refusionssystem vil ikke bidrage til, at kommunalpolitikerne får beskæftigelsesområdet ind som en "hjertesag", som de vil prioritere højt.
Dertil er deres reelle påvirkningsmuligheder for begrænsede.
