Uddannelse og ansvar

Den økonomiske krise i Danmark er tæt knyttet til den internationale krise, der startede som en krise i det finansielle system og derefter bredte sig til hele det internationale produktionssystem med massearbejdsløshed til følge. Men krisen i Danmark rummer også nogle særegne nationale træk, der er affødt af strukturproblemer, som ikke forsvinder, når den internationale krise engang afløses af en ny højkonjunktur.

I en lang periode har den danske produktivitetsudvikling haltet efter udviklingen hos vore konkurrenter på den internationale scene, og en del af produktivitetsfaldet i Danmark hænger givetvis sammen med, at vores uddannelsesniveau ikke følger med niveauet i de lande, som vi normalt sammenligner os med.

Færre unge i Danmark får en ungdomsuddannelse og endnu færre tager en længerevarende uddannelse. Og da vi ved, at vores vækst og levestandard hænger snævert sammen med de kvalifikationer og kompetencer, som er knyttet til vores arbejdskraft, er langtidsperspektiverne for vores levestandard ret så mørke. De økonomisk vismænd har i deres seneste rapport lavet en fremskrivning af væksten i vores produktion frem til år 2020, der er præget af et lavvækstscenarium uden sidestykke i dansk økonomisk historie.

Lovgivning løser ikke problemerne
Vejen ud af denne lavvækstfælde går givetvis over massive investeringer i uddannelse og forskning, men er det alene et spørgsmål om at tildele flere ressourcer til vort uddannelsessystem, kan lavvækstkrisen løses ved hjælp af lovgivning og bevillinger fra Christiansborg? Svaret er et rungende nej!

Ressourcetildeling via politisk vilje og lovgivning er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelser for at redde Danmark ud af sumpen. Personer i produktionen og i civilsamfundet må selv påtage sig et øget ansvar for, at uddannelsesressourcerne anvendes optimalt. I civilsamfundet må forældrene påtage sig et større ansvar for at deres børn klarer sig bedre i folkeskolen i stedet for at punke politikerne og lærerne. Og lærerstanden og deres fagforening må påtage sig et ansvar for at forbedre pædagogikken og læringen i folkestolen som i stedt for at råbe på flere ressourcer.

På ungdomsuddannelserne må forældrene igen mere på banen og være tættere på deres halvvoksne børn i gymnasiet og på erhvervsskolerne for at støtte dem og motivere dem. Samtidigt påhviler der arbejdsmarkedets parter - ikke mindst virksomhederne - et stort ansvar for, at erhvervsuddannelserne har en kvalitet og en pædagogik, som lever op til moderne standard og virksomhederne må sørge for, at der findes tilstrækkeligt med praktikpladser til elever og lærlinge.

Borgfred om centrale spørgsmål
Virksomhederne tænker for kortsigtet, er for fokuserede på egne økonomiske interesser og glemmer, at de på et tidspunkt får brug for den arbejdskraft, som de har nægtet selv at være med til at uddanne.

Frafaldet på erhvervsskolerne er en ren katastrofe, og i dag er en ungdomsgeneration dårligere uddannet end forældregenerationen. Især drengebørnene mistrives i vort uddannelsessystem, og derfor bør hele det danske samfund have fokus på, hvordan drengenes vilkår kan forbedres i uddannelsessystemet i stedet for at være optaget af, hvor mange kvinder der er placeret i professorstillinger eller i virksomhedsbestyrelser.

Christiansborgpolitikernes opgave i fremtiden bliver at skabe tilstrækkeligt med ressourcer og gode rammebetingelser for uddannelsessystemet. Uddannelsespolitikken bør ikke gøres til genstand for permanente slagsmål, og der bør i stedet etableres en borgfred om dette centrale spørgsmål og bruges kræfter på at ansvarliggøre alle nøgleaktører om at løse opgaven i fællesskab.

debat@altinget.dk