Uddannelse i aktivering stærkt nedprioriteret

Arbejdsmarkedspolitik er blevet en vindersag i Europa. Det sker også i en tid præget af massearbejdsløshed og økonomisk stagnation i Europa, og hvor offentlige besparelser ellers står på dagsordenen. Alle dyder ved en sådan politik er gennem de senere år blevet opregnet igen og igen - af kommentatorer, politikere, administratorer, forskere og internationale organisationer.

Arbejdsmarkedspolitiske indsatser forventes at kunne bekæmpe arbejdsløsheden, få de ledige væk fra passiv forsørgelse og mindske virksomhedernes omkostninger ved rekruttering og brug af arbejdskraft. Danmark har været rollemodel siden den store arbejdsmarkedsreform i 1993/1994. Som bekendt har EU taget begrebet helhjertet til sig og som del af "flexicurity" gjort aktiv arbejdsmarkedspolitik til officiel politikkurs.

Det er næsten gået hen og blevet en policy-virus i Europa. Centralt i politikviften står uddannelse, herunder uddannelse i aktivering. Det gøres til én af de centrale veje til at realisere politikmål.

Manglende politiske prioriteringer
Men så kommer det paradoksale: Den politiske medvind ude matcher ikke helt den stille tilværelse, som aktiv arbejdsmarkedspolitik lever herhjemme. Stille i den forstand, at der her ikke er foretaget politiske omprioriteringer gennem de senere år - selv om vi er gået fra lav til høj og struktureret ledighed.

Beskæftigelsesministeren administrerer blot videre på den politikkurs, som Claus Hjort Frederiksen havde lagt i højkonjunkturforløbet. Her lød budskabet til de ledige, at det nok var deres egen skyld, hvis de ikke fandt sig et arbejde eller en uddannelse, og til beskæftigelsessystemet var budskabet: de ledige skal blot "vendes i døren".

Konjunkturfremgangen gjorde det nemt at argumentere for, at det kun gjaldt om at få alle ud på arbejdsmarkedet. Målgrupperne blev udvidet, sygefraværsindsats og andre forsøg på at få øget udbuddet af arbejdskraft blev systematiseret, samtidig med at aktivering blev neddroslet.

Massearbejdsløsheden har ramt Danmark
Uddannelse i aktivering var det hyppigst brugte instrument i det meste af 1990´erne. Siden er det blevet nedprioriteret. Meget endog - i takt med, at de arbejdsløse blev portrætteret som "inaktive" eller potentielt dovne; de ville nok hellere "ligge hjemme i hængekøjen" på skatteborgernes regning.

Der har ikke været meget blik for, at mange ledige også kunne have andre typer af problemer end blot manglen på et aktuelt job, at der skulle tålmodighed og gradvis progression til for mange, eller at uddannelse ikke umiddelbart fører til en jobplacering. De ledige - forsikrede eller ikke-forsikrede - skulle bringes i en anderledes "aktiv" og ansvarlig rolle i forhold til deres forhold til lønarbejdet. Umiddelbar jobplacering blev det eneste saliggørende. De lediges forsørgelsesgrundlag skulle ændres hurtigt. Det måles der på.

Men parolen om at transportere de ledige væk fra passivitet til job - fra "hængekøje til trampolin", som det metaforisk er udtrykt - er i stigende grad blevet en tom floskel, som massearbejdsløsheden også har ramt Danmark. Unges ledighed og langtidsarbejdsløshed er der nok besluttet nogle tiltag over for, men de sidste kommer både for sent, i foråret/sommeren 2010, og med utilstrækkelige midler. Uddannelse har været set ned på gennem længere tid, og traditionelle økonomer har ment at skulle hjælpe politikerne og administratorerne med begrundelser herfor. Det er pauvert. Og det er forkert.

Kraftig nedskæring i uddannelsestiltag
Så meget mere pauvert er det, at der med den stigende ledighed kun er sket en omfangsmæssig udvidelse af aktivering, men ingen kvalitativ omlægning. Tværtimod er det beretninger om elendig og nedværdigende aktivering, vi har hørt mest om gennem det sidste halve års tid. Og uddannelseselementerne bliver mindre og mindre, hos jobcentrene og hos "andre aktører", som selv skal bære alle omkostninger, og derfor fravælger uddannelse. Der, hvor resten af Europa nu satser på uddannelsestiltag, står vi ikke blot i stampe, men reducerer vedvarende indsatsen. Kraftigt endog. Det er forkert.

Der kan ved hjælp af nyeste tal fra Danmarks Statistik gives et konkret udtryk herfor ved faldet i andel af ordinær uddannelse i aktivering siden 1990'erne. Det er tal for job- og erhvervsrettede forløb på erhvervsskoler og andre uddannelsesinstitutioner, og de bevidner den markante politiske nedprioritering af uddannelsesindsats i arbejdsmarkedspolitikken. De viser ydermere, at kriseperioden aldeles ikke har hjulpet på forståelsen af værdien af uddannelse eller lysten til at bruge instrumentet - tværtimod. Tallene ses nedenfor.

Hvordan vil beskæftigelsesministeren forsvare disse tal, når hun officielt lover at gøre noget ekstraordinært for de ledige for at sikre, at de har forudsætninger for at kunne vende tilbage til det åbne arbejdsmarked? Eller er ministeren af den opfattelse, at EU og resten af Europa tager fejl, sådan at forstå, at der er dumt at give ledige uddannelse i en nedgangskonjunktur?

debat@altinget.dk