Seniortænketank giver bolden op til politikere, overenskomstparter og pensionsselskaber

SENIORARBEJDSLIV: Seniortænketanken leverer få konkrete anbefalinger, men gøder jorden i flere retninger. Beskæftigelsesministeren ser potentiale i flere initiativer og er ikke afvisende over for at mikse tidlig pension og senere pension i en politisk aftale.

Den politiske dagsorden om tilbagetrækning har slået mange kolbøtter, siden VLAK-regeringen nedsatte Seniortænketanken i foråret 2018 med en overordnet målsætning om at få flere ældre til at udsætte pensionen.

Socialdemokratiet gik til valg på tidlig pension til nedslidte, men blev overhalet indenom af en blå aftale om seniorpension, som S-regeringen nu har overtaget, mens de fortsat kæmper for at realisere en mere omfattende aftale om differentieret pension.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ser dog ingen modsætning mellem tidlig pension og sen pension og tog varmt imod Seniortænketankens anbefalinger, da de blev præsenteret i Beskæftigelsesministeriet torsdag formiddag.

"Vi ser ikke ambitionen om at få flere seniorer, der kan og vil, til at blive længere på arbejdsmarkedet som værende i modstrid med vores meget store ønske om at sikre tidlig tilbagetrækning til dem, som efter mange års arbejde enten ikke kan mere, eller som gerne vil nå at have nogle seniorår, hvor de er nogenlunde friske. At gøre begge dele på samme tid tager i virkeligheden højde for kernen i vores forslag, nemlig at seniorer er forskellige – og har forskellige arbejdsliv," siger han.

Partnerskab skal sikre, at flere udsætter pension
Seniortænketankens rapport rummer 20 anbefalinger, som groft sagt fordeler sig på politikere, arbejdsmarkedets parter og pensionsselskaberne. Der er få konkrete tiltag blandt anbefalingerne, som mere har karakter af opfordringer til opfølgende arbejde.

Centralt står anbefalingen om, at der etableres et partnerskab mellem regeringen og centrale aktører på området, som fremadrettet skal sikre stigende beskæftigelse blandt seniorer.

"Nu skal vi lige have tid til at grave os ordentligt ned i det, men jeg synes, at der ligger nogle spændende anbefalinger i de her partnerskaber, som jeg tror, kan være altafgørende for, at man rammer der, hvor de største udfordringer gemmer sig. Nemlig at man får tilrettelagt arbejdet på virksomhederne sådan, at man rent faktisk gør det muligt for seniorer at blive længere," siger Peter Hummelgaard.

Også hos Venstre, der som tidligere regeringsparti søsatte Seniortænketanken, falder anbefalingerne i god jord.

"Det er nogle spændende og vigtige anbefalinger, de kommer med, som vi vil tage med i det videre arbejde. Det er jo heldigvis i forvejen en tendens, at flere seniorer arbejder længere tid, men vi har simpelthen brug for at gøre det endnu mere attraktivt at tage nogle flere år på arbejdsmarkedet, hvis man kan og vil," siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen, som blandt andet har et godt øje til anbefalingen om at gøre arbejdstiden mere fleksibel og at have en dialog med sin leder i god tid før pensionsalderen.

Seniortænketanken foreslår også en kommission, som skal se på forenkling af pensionsreglerne.

Hans Andersen finder det oplagt at kombinere forslaget med den kommission, som allerede er aftalt i forbindelse med den politiske aftale om seniorpension.

"Der er jo ingen tvivl om, at økonomi også spiller en rolle. Vi har mennesker, som ser ind i en marginalskat på 80 procent, hvis de fortsætter med at arbejde efter pensionsalderen. Og det er altså en udfordring. Derfor er det vigtigt at få det arbejde med i den kommission, som vi allerede har aftalt at sætte i gang," siger han.

Børsting undsagde differentieret pension
Tidligere LO-formand Harald Børsting har stået i spidsen for tænketanken, som har haft til opgave at levere et sæt anbefalinger, som samlet set er udgiftsneutralt. Børsting lægger ikke skjul på, at man med penge i ryggen kunne have lavet mere vidtrækkende forslag.

"Det er klart, at der er nogle ting, du kunne have finpudset og gjort flottere, hvis man havde haft flere penge, men jeg mener ikke, at det har været nogen kæmpe hæmsko. Lige præcis på det her område er det ikke så meget penge, der er problemet. Her har vi meget at gøre med, hvad der rent faktisk sker ude bag virksomhedernes porte. Der har vi meget mere brug for at bruge grundkonstruktionerne i den danske model," siger han.

Undervejs i tænketankens arbejde vakte det opsigt, da Harald Børsting offentligt advarede imod, at Socialdemokratiets forslag om differentieret pension ville trække raske ud af arbejdsmarkedet.

Nu lyder det mere diplomatisk fra den tidligere topfigur i fagbevægelsen, at det ikke er et problem, man har interesseret sig for at løse i tænketanken.

"Jeg har respekt for, at regeringen holder fast i den dagsorden, og det skal de bare arbejde videre med. Hvis man endelig skal se en sammenhæng, vælger jeg at se på det som en solidarisk handling i de her generationer, hvor dem, der kan og vil, får mulighed for at fortsætte lidt længere og dermed er med til at skaffe økonomisk rum til, at dem, der ikke kan, får en mulighed for tidligere tilbagetrækning," siger han.

Seniortænketankens 20 anbefalinger

Forrige artikel Opbakning til seniorpolitikker og pensionskommission: Se reaktionerne på Seniortænketankens anbefalinger Opbakning til seniorpolitikker og pensionskommission: Se reaktionerne på Seniortænketankens anbefalinger Næste artikel DI-direktør fratræder med øjeblikkelig virkning DI-direktør fratræder med øjeblikkelig virkning