SOSU-skoler: Der er brug for en faglig revolution, hvis ældreplejens udfordringer skal løses

Det er kun 30 år siden, at social- og sundhedshjælperuddannelsen med overbygningen som assistent kom til. Sammenlignet med andre erhvervs- og professionsfag er det ikke mange år til at skabe en fortælling og en identitet. Problemet er, at myterne allerede er skabt. Vi skal have vendt de negative fortællinger til positive, og her skal fokus være på fagligheden i faget.

Udfordringen er imidlertid, at der desværre er meget få i eller omkring faget, der forstår at omtale og behandle fagligheden med den respekt, den fortjener. Det er ikke af ond vilje. Men det udspringer af den fortsatte ubevidste holdning, der gennemsyrer både sundhedssektor og samfundet generelt: at passe på syge, børn og gamle, det kan alle da.

Men hjælpere og assistenter uddannes til en bred faglighed, der både dækker sundhedsfaglige, psykologiske og pædagogiske kompetencer. Og som noget helt særligt for vores uddannelser, har de nogle professionelle relationskompetencer, der sætter dem i stand til at yde pleje og omsorg til borgerne – uanset alder og udfordringer.

Det er netop disse kompetencer, der gør forskellen og sikrer, at borgeren eller patienten oplever at føle sig set, hørt og imødekommet. Det er uddannelsens adelsmærke. Desværre et ukendt et af slagsen. Skal vi lykkes med rekrutterings- og frafaldsudfordringerne, er der derfor brug for en faglig revolution.

Stoltheden skal komme indefra
Min største drøm er, at vores elever går ind på skolerne og forlader den igen med oprejst pande og en stor portion faglig stolthed. At de ved middagsselskaber i fagtermer taler vidt og bredt om, hvordan de hver eneste dag får hverdagen til at fungere for de mennesker, der har brug for hjælp. At de gør en forskel med deres faglighed og ofte møder medmennesker der, hvor selv ikke familien får lov.

Stoltheden skal komme indefra, og den skal vi også på skolerne påtage os et ansvar for at arbejde med, så elever kan bringe den med videre. Den del må vi tage på os og finde løsninger for. Men det kan ikke gøre det alene.

Se på tømrerlærlingen, der i knap fire år får lov at dyrke og nørde sit fag. Øve sig til færdighederne sidder i skabet. Kunne du forestille dig, at vi satte lærlingen til at bygge et hus efter en uges praktik? Gav ham en vagttelefon og bad ham ringe til mester, hvis han fik problemer med den bærende væg?

Som sosu-elev får du ofte stukket en køreliste i hånden inden for de første uger. Det er i mine øjne ikke at vise faget respekt.

LÆS OGSÅ: Ældre Sagen før topmøde: Regnearksledelse skal bandlyses fra fremtidens ældrepleje

Nationale mål skal styrke kvaliteten
98 kommuner gør det ofte tingene på 98 forskellige måder. Vi er nødt til at gøre os fri af ildsjæle og fodsoldater. Vi har et godt samarbejde parterne imellem og masser af redskaber i værktøjskassen efter de seneste politiske pakker. Det må vi udnytte, og vi må finde fælles nationale mål, der ikke nødvendigvis kun handler om tid, men om kvalitet.

Mange taler om, at vi skal tale ”faget op” – men allerede dér, taler vi faget ned. Derfor er det nødvendigt, at vi finder redskaberne til at tale anderledes om fagligheden, og det skal ske mange steder fra. Og først og fremmest gennem uddannelsen.

Skal vi i mål med rekruttering, skal fagligheden sættes i højsædet. Alles faglighed er lige meget værd. Komplekse sundhedsopgaver kræver forskellig faglighed, og derfor er tværfagligheden altafgørende. Vi skal væk fra historier om dokumentationskrav og forråelse og i stedet løfte medarbejdere med tillid og give dem stoltheden og fagligheden tilbage.

Vores elever arbejder med en enormt kompleks faglighed, både undervejs i deres uddannelse, og når de er færdiguddannet. Det skal vi skabe tid og rammer til, så alle kan få øjnene op for det. Og så vil vi komme til at se et fag, hvor folk har lyst til at være.

debat@altinget.dk