Vi pumper blindt penge i et korrupt statsapparat

Af Jeppe Handwerk
Ejer og administrerende direktør, Copenhagen Group A/S

Siden 2001 har Danmark bidraget med godt tre milliarder til udviklingen af Afghanistan. Et bidrag, som er vigtigt for landets fremtid og hver enkelte afghaner, men vigtigst af alt for et gennemkorrupt statsapparat, som udnytter det internationale samfunds naive tro på, at vi gør en forskel. Vi pumper blindt penge ind øverst i pyramiden, og de forventede resultater udebliver, fordi dette ikke er vejen frem. 

Problemet ligger i, at Danmark skelner mellem budgetstøtte og projektstøtte; ingen af delene er effektive. Størstedelen af midlerne, Danmark donerer til opbygning af infrastruktur og samfundsinstitutioner, ender som bundter af dollarsedler i sportstasker med Dubai som destination. En profitorienteret dansk virksomhed med lokal arbejdskraft løser opgaven og skaber samtidig organisk vækst - det gør den nuværende indsats ikke.

Pengeslugende bureaukrati
I perioden 2003-2011 har Danmark udbetalt cirka 531 mio. kr. til uddannelse i Afghanistan. Mange børn af begge køn er kommet i skole - en dobbelt succes sammenlignet med årene før vi gik ind i landet - men det er ikke med spidsede blyanter og tunge tasker. Det er ikke i nye, lækre klasselokaler med mange veluddannede lærere.

Embedsmændene får erfaring med at håndtere store summer, men med den erfaring flyttes pengene ligeså let ud af som rundt i landet. Der er mange led fra ministerium til bogtrykker og mange, der skal have en bid af kagen undervejs.

Tanken, om at det samlet set nytter mere at lade et organ i landet sætte et andet i sving, som så igen får flere og flere med i processen og giver ejerskab over resultatet, den holder ikke – og kvaliteten af de skolebøger, der i sidste ende ligger på skolebordene, er slet, slet ikke de mange millioner værd.

Om projektet giver pote, det er en anden sag. Det lyder godt at bruge store pengebeløb, og man håber blåøjet på, at pengene på magisk vis finder ud i de ender af samfundet, hvor de bør være – og vist er det, at det er tanken, der tæller, men der er forhåbentlig ikke længere nogen, der tror, at dette er med til at skabe forudsætningerne for et velfungerende samfund. Afghanere skal derimod støttes, så de entreprenante får muligheden for at opbygge bæredygtige virksomheder, hvormed andre kan få gavn af arbejdspladserne.

Spænder ben for projekter
Jeg har drevet virksomheden IM JENSEN i Kabul, som servicerede pansrede biler for diplomater og embedsmænd. Det var et værksted, som beskæftigede cirka 100 lokalt ansatte, meget dygtige afghanere, og vi fik efterhånden en fin virksomhed op at rulle. Jeg er stolt over at gøre en forskel. Vi satsede, og vores forretnings medvind hang fuldstændigt sammen med, at vi selv var med i spillet.

Problemerne kom lige så stille slag i slag, og det blev klart, at vi ikke kunne operere uden om den allestedsnærværende korruption. Det afghanske finansministerium ændrede en skatteregning fra USD 70.000, som var certificeret af KPMG Kabul, til USD 320.000, fordi vi ikke ville betale smørelsen af embedsmænd.

Vi fik beslaglagt pansrede køretøjer til en værdi af mange hundrede tusinde USD af det lokale afghanske politi, og da vi efterfølgende prøvede at få dem tilbage, krævede de dokumentation for, at vi havde solgt dem til dem. En absurd situation, der resulterede i et tovtrækkeri, som jeg valgte at stoppe, inden vi mistede alt. Mine medarbejdere i virksomheden og deres familier mistede deres livsgrundlag.

Virksomheder bør få støtte til initiativer
Profitgivende virksomheder i Afghanistan mødes med skepsis herhjemme, og det er en hindring for udviklingen. Den store fattigdom kombineret med en kort tidshorisont og væbnede konflikters generelt omskiftelige forhold betyder enten, at projekter, som først bliver rentable efter en længere periode, bliver afhængige af økonomisk støtte udefra, eller at de slet ikke bliver til noget. Projekter med en kort tidshorisont eller en hurtigere gevinst for lokale har en større chance for at have en effekt.

Når jeg går i gang eller er i gang med nye projekter i Afghanistan, møder jeg ikke opbakning herhjemme, men heldigvis er andre lande gode til at se den mulighed, der i de firmaer, som ønsker at arbejde i landet.

Hvorfor får danske virksomheder ikke mere hjælp med at sætte projekter i gang? Vi kan langt mere effektivt, endda også billigere, aflevere den virkning, der søges, på store og små opgaver - eksempelvis skolebøger, der er klar til at lægge på skolebordet frem for bålet. Hænger det måske sammen med, at det er federe bare selv at brænde pengene af?

Der er lang vej endnu, før vi kan kalde opbygningen af Afghanistan en succes. Når det internationale samfund trækker sig ud af landet, er der kun det tilbage, som afghanerne selv har opstillet og lært, mens der var ro. Lad os håbe, at vi i fremtiden kan gøre det smartere og ikke bare som vi plejer: At ministerier, forsvar, ngo’er og industri kan samarbejde internt og på tværs, så vi kommer til at gøre en forskel til gavn for Afghanistan og Danmark.

debat@altinget.dk