Vi har undervurderet vores danske publikum
DEBAT: Vi skal blive bedre til at fortælle de udviklingshistorier, der har fokus på støtten til aktive borgere, som kan kæmpe for egne rettigheder. Det skriver Olga Ege og Signe Skovmand fra FORDI.
Af Olga Ege og Signe Skovmand
Koordinator og kommunikationsmedarbejder, Forum for Rettigheder og Diversitets sekretariat (FORDI)
At vi oplever en faldende folkelig opbakning til den danske udviklingsbistand, synes vi er rigtigt ærgerligt.
Årsagerne til den faldende opbakning er givetvis flere, men vi finder en del af forklaringen hos ngo'erne og vores kommunikation omkring udviklingsproblematikkerne.
Vores egen erfaring er, at alt for mange danskere har en utidssvarende eller fejlagtig forståelse for, hvilke type projekter udviklingsmidlerne faktisk bruges på.
Vi skal blive bedre til at fortælle de nuancerede historier fra et udviklingslandskab, hvor det ikke handler om at give penge til stakkels fattige og sultne mennesker, men om at støtte aktive og handlekraftige borgere i at insistere på egne rettigheder.
Vi skal ikke undervurdere danskerne og tro, at de ikke er i stand til at sætte sig ind i de komplekse forhold, udviklingsbistanden opererer inden for.
Mette Gjerskov har ret, når hun skriver, at bistandsdebatten ikke kun skal være for kloge-åger og fagnørder – men at den bør være åben for alle, også for eksempel repræsentanter fra erhvervslivet og fagbevægelsen.
Hvis udviklingsbistanden skal bestå, er det absolut nødvendigt, at vi sikrer, at danskerne tager ejerskab og er stolte over, at de er med til at støtte verdens udsatte befolkningsgrupper, så de kan nyde godt af de samme rettigheder som os.
Forældet forståelse af udviklingsarbejdet
Vi, der arbejder med at forvalte bistandsmidlerne, møder ofte forældede og stereotype forestillinger om, hvad udviklingsarbejdet rent faktisk går ud på, blandt vores medborgere.
Men her er det udviklingsaktørerne, som har svigtet deres formidlingsopgave. Danskerne vil nemlig gerne udfordres af de mere komplekse budskaber.
Et godt eksempel på dette er dokumentar-teaterstykket SEVEN om syv kvinders kamp for basale rettigheder. Forrige år trak det flere tusinde danskere tættere på denne problemstilling – hvoraf rigtig mange af gæsterne fortalte, at de ikke arbejdede med udviklingsproblematikker, hverken professionelt eller som frivillig.
For mange danskere er udviklingsbistand stadig synonymt med opførelse af skoler, brønde og infrastruktur, der straks falder fra hinanden, så snart de vestlige donorer trækker sig ud. Det er altså stadig det, man i udviklingssprog kalder en behovsbaseret tilgang, som mange forbinder med udviklingsarbejde. I den behovsbaserede tilgang er succeskriteriet for udviklingsarbejdet at opfylde målgruppens basale behov, såsom adgang til rent drikkevand, mad og uddannelse.
Her er udviklingsorganisationernes opgave at sikre de logistiske behov, som lokale myndigheder eller lokalsamfund ikke selv har været i stand til at løfte. Og det kan godt virke som en fuldstændig uoverskuelig opgave, man aldrig kan blive færdig med.
Her er det, vi ofte møder ”det-nytter-jo-alligevel-ikke-noget”-tankegangen om, at de fattige lande (og specielt de afrikanske) er et stort sort hul, så om vi giver 2,5 milliarder kroner mere eller mindre, gør ikke den store forskel, for det bliver alligevel aldrig bedre.
Rettigheder nytter
Men det gør en forskel – en kæmpe forskel! Og det handler om helt basale menneskerettigheder. At have ret til at leve et liv fri fra frygt, til selv at bestemme over egen krop, hvem man vil giftes med og hvor mange børn man vil have. Det handler om retten til den jord, man dyrker, retten til at samle sig og ytre sig – også når man er uenig med magthaverne. De rettigheder, vi tager helt for givet i Danmark, sætter mennesker andre steder deres liv på spil for at opnå.
DANIDA og langt de fleste udviklingsorganisationer er i dag for længst overgået til at arbejde ud fra en rettighedsbaseret tilgang, hvor man fokuserer på de strukturelle årsager til fattigdom og marginalisering og taler om sin målgruppe som rettighedshavere. Men desværre er det en pointe, vi ikke har været gode nok til at formidle klart til den brede befolkning. Og lige netop her har vi som udviklingsorganisationer undervurderet vores danske publikum, ved ikke i tilstrækkelig grad at lade vores kommunikation afspejle det arbejde, der udføres.
Klar opgave for udviklingsbistanden
Hvis vi var bedre til at formidle, at udviklingsarbejde i dag i højere grad handler om at støtte verdens fattigste i at kræve deres rettigheder, samtidig med, at vi støtter udviklingslandendes regeringer i at levere på deres rettighedsforpligtelser over for borgerne, blandt andet i form af støtte til økonomisk vækst, ville flere danskere måske kunne se fornuften i at afsætte offentlige midler til udviklingsbistand.
De fleste er nemlig enige i, at menneskerettighederne bør være universelle og sikret for alle. Og når flertallet af udviklingslande oven i købet har underskrevet menneskerettighedskonventionerne, men ofte mangler erfaring med at implementere disse rettigheder, så er udviklingsorganisationernes opgave og eksistensberettigelse klare.
Målet må altså være at udviklingsbistanden bidrager til at sikre grundlæggende rettigheder for verdens fattigste samt støtte til en økonomisk vækst, som kan mærkes i målgruppens lommer. Og på den måde vil udviklingsbistanden en dag blive overflødig, hvilket må være et overbevisende argument over for bistandsskeptikerne.
Indlægget er skrevet af Olga Ege og Signe Skovmand fra Forum for Rettigheder og Diversitets sekretariat. Holdningerne i indlægget er debattørernes egne og er derfor ikke udtryk for et fælles synspunkt fra samtlige medlemsorganisationer i FORDI.
Verden har brug for en stærk europæisk udenrigspolitik
