Verdensmålsmøde i FN: Lande skærper kampen for 2030-mål trods corona og krig

I sommerferien løb det vigtige verdensmålsmøde High Level Political Forum af staben i New York. Her kan du læse op på, hvad du måske gik glip af i ferien.

Trods krig, corona og krise vil verdens lande klø på for at nå FN's bæredygtige verdensmål i 2030.

Sådan lød budskabet fra over 140 statsoverhoveder og ministre til et vigtigt verdensmålsmøde i FN's hovedkvarter i New York. Det såkaldte High Level Political Forum eller bare HLPF blev afholdt i juli, mens mange danskere holdt sommerferie.

HLPF er årlig status, hvor landene kan holde hinanden op på løfterne for 2030 og eksempelvis blive enige om, hvordan man bedst måler fremskridt og tilbageslag.

Det var første gang efter to år med corona og virtuelle møder, at HLPF blev afholdt fysisk.

"Det er positivt, at der ved det første fysiske møde i flere år er en så stærk tilslutning til 2030-dagsordenen, selvom vi står midt i en tid med pandemi, kriser og konflikter," siger Saionara Reis, programleder for SDG Accountability ved Dansk Institut for Menneskerettigheder.

Størstedelen af de såkaldte sideevents med blandt andet ngo'er og interesseorganisationer blev dog stadig afholdt virtuelt.

Modsat aftaleteksten fra eksempelvis FN's klimatopmøder er den såkaldte ministererklæring ved High Level Political Forum forhandlet på plads, inden det ni dage lange arrangement går i gang.

Tilbageslag for flere mål

Det er allerede velkendt, at coronapandemien har været et stort tilbageslag for verdensmålene. Det gælder især mål nummer 1 om at afskaffe fattigdom, fordi corona har skubbet mange flere mennesker ned under den ekstreme fattigdomsgrænse.

Men ministererklæringen fra sommerens møde erkender også store problemer ved andre mål, herunder mål 4 om kvalitetsuddannelse.

Således udtrykker erklæringen bekymring for, at de "globale skolelukninger har haft alvorlige konsekvenser for læring, udvikling og velvære for børn og unge verden over."

Værst har skolelukningerne været for piger, børn og unge med handicap og udsatte børn og unge, lyder det.

Fokus på menneskerettigheder

Et lys i mørket er dog ifølge Saionara Reis, at ministererklæringen lægger stor vægt på menneskerettigheder som en forudsætning for bæredygtig udvikling.

"Pandemien har hjulpet os til at forstå, hvor vigtigt det er at tænke menneskerettighederne med ind i den bæredygtige udvikling," siger Saionara Reis.

"Vi ville ikke have set så stor en mangel på på adgang til sundhed, vand og sanitære forhold eller social beskyttelse, hvis menneskerettighedsforpligtelserne var blevet overholdt. De ting, der var så fundamentale for nogle menneskers overlevelse, var der ikke," siger hun.

Også i ministererklæringens afsnit om verdensmål 4 om kvalitetsuddannelse er der lagt fokus på menneskerettigheder.

"Retten til uddannelse er en menneskeret, der både støtter realiseringen af de øvrige menneskerettigheder og opnåelsen af bæredygtig udvikling," lyder det erklæringen.

Du kan læse hele erklæringen her.

{{toplink}}

Forrige artikel Dansk nødhjælpsorganisation åbner kontor i Kyiv: Forventer lang konflikt Dansk nødhjælpsorganisation åbner kontor i Kyiv: Forventer lang konflikt Næste artikel Overblik: Her holder partierne sommergruppemøde Overblik: Her holder partierne sommergruppemøde