Ulige vækst hæmmer udvikling i Mozambique

Af Mogens Pedersen
Danmarks ambassadør i Mozambique

Der er ingen tvivl om, at Afrika nu for alvor er kommet på det økonomiske verdenskort. De sidste 10-15 år har mange afrikanske lande oplevet høje økonomiske vækstrater, og Afrika er det kontinent, der i de sidste fem år er vokset hurtigst.

Men i modsætning til hvad man kunne tro, synes væksten kun i begrænset omfang at komme de fattige til gode. Resultatet er stadig mere ulige samfund, som virker stærkt hæmmende for udviklingen og potentielt også sammenhængskraften og stabiliteten i mange afrikanske lande. Prisen for ulighed er høj. Det gælder også i Mozambique.

Høj vækst og voksende ulighed
Mozambique har over de seneste par årtier oplevet stabile og høje økonomiske vækstrater - ja, blandt de højeste i verden. Landet er i dag på top 3 over de hurtigst voksende lande i Afrika. Den årlige vækst på 7-8 procent i BNP over det sidste årti har mere end en fordoblet økonomiens størrelse. Dog er det en vækst, som kun en forsvindende lille del af befolkningen tager del i.

Så mens BNP er fordoblet, er fattigdommen forblevet nogenlunde den samme. I følge de seneste målinger fra 2010 lever lidt over halvdelen af befolkningen under den nationale fattigdomsgrænse, hvilket vil sige, at hver person i gennemsnit overlever for mindre end det, der kan købes for knap 4 kroner om dagen.

I Mozambique drives væksten først og fremmest af udenlandske investeringer i udvindingsindustrien, især i miner og i naturgasanlæg. Investeringer, som i sig selv kun skaber meget få arbejdspladser, og som i Mozambique har meget ringe forbindelser til den øvrige del af økonomien.

Samtidig ligger produktiviteten i landbruget, hvor langt størstedelen af befolkningen kæmper for at holde næsen oven vande, på samme niveau som før uafhængigheden af Portugal i 1975. Heller ikke forarbejdningsindustrien har set nogen videre udvikling. Den efterspørgsel, som investeringsboomet giver anledning til, er i væsentlig grad rettet mod importerede varer, og hvad der måtte være af stigende forbrugsefterspørgsel fra eliten og den meget spæde middelklasse mættes også af importerede varer.

Bundplaceringer
Mens Mozambique er nummer tre i Afrika, hvad angår økonomisk vækst, er landet nummer tre fra bunden, når det drejer sig om FN's Human Development Index. Dette indeks måler udviklingen og ikke blot på produktionen per indbygger, men indregner også forskellige mål for uddannelse og sundhed. Sidste år indtog Mozambique plads nr. 185 ud af 187, kun foran Niger og Den Demokratiske Republik Congo.

Placeringen viser, at de høje vækstrater endnu ikke har ført til en bredere udviklingsproces. Væksten skaber kun i begrænset omfang arbejdspladser og forbedret indtjening for den brede befolkning. Der er risiko for, at Mozambique låses fast i en uheldig vækstspiral ensidigt afhængig af udvindingsindustrien og alene til gavn for en lille elite, som man har set i mange andre afrikanske lande med store mineralrigdomme.

Sker dette, viser al erfaring, at det er meget svært at lægge kursen om i retning af en bredere og mere inklusiv vækst. Den ekstreme økonomiske ulighed virker som en bremseklods på den videre udviklingsproces.

Den politiske økonomi og magt 
Som i mange afrikanske lande er økonomien i Mozambique stærkt præget af de politiske magtstrukturer. Den politiske magt bruges eller misbruges til at befæste økonomiske nøglepositioner. I Mozambique dominerer den nuværende elite i partiet Frelimo, der har haft regeringsmagten uafbrudt siden uafhængigheden og sidder tungt på statsapparatet. Mange af de ledende medlemmer er blandt de rigeste erhvervsfolk i landet.

Anvendelsen af den politiske magt til af fremme bestemte gruppers økonomiske interesser hæmmer den dynamik og bredere vækst, som især små og mellemstore virksomheder og landbruget gerne skulle bidrage med. Politisk magt synes vigtigere end privat initiativ og foretagsomhed.

Brikkerne i en mere inklusiv vækst
Hvordan kan man så fremme en inklusiv vækst som grundlag for en bredere udviklingsproces? Som de fleste andre afrikanske lande har Mozambique i løbet af den sidste halve snes år gjort betydelige fremskridt inden for uddannelse og sundhed. I dag kommer langt flere børn i skole og langt flere af dem, inklusive pigerne, gennemfører grundskoleforløbet.

Den næste store udfordring bliver at højne kvaliteten af undervisningen. På sundhedsområdet er der ligeledes tale om betydelige fremskridt, eksempelvis er børne- og mødredødeligheden reduceret markant. Investeringer i disse sociale sektorer og kapacitetsopbygning i forvaltningen og forbedringer af den fysiske infrastruktur har været, og er, danske prioriteter. Disse investeringer er en forudsætning for en stabil og bæredygtig vækstproces, om end selve afkastet typisk kan være årtier undervejs.

Så lang tid kan vi ikke vente, og om end uddannelse og sundhed er nødvendige forudsætninger for udvikling, er de ikke tilstrækkelige. Der skal skabes arbejdspladser og forudsætninger for at øge almindelige menneskers indkomster.

Derfor arbejder Danmark for at forbedre vilkårene for små og mellemstore virksomheder, som typisk skaber mange arbejdspladser, men som i dag har svære betingelser i Mozambique: vanskelig adgang til kredit, usikker adgang til retssystemet, besværlig registrering af rettigheder og handel med jord og andre aktiver, korruption og store vanskeligheder i deres møde med myndighederne i det hele taget. Fokus er på at øge produktiviteten i landbruget og på virksomheder, der kan forarbejde landbrugsproduktionen og skabe beskæftigelse og et bredere indkomstgrundlag.

Ulighed på international dagsorden  
I det seneste års tid er ulighed rykket op på den udviklingspolitiske dagsorden, skønt der stadig synes at være et stykke vej igen. På World Economic Forums møde i januar var økonomisk ulighed hovedtemaet.

Med sit nye mål for "shared prosperity" har Verdensbanken har også taget temaet til sig. Og selv Den Internationale Valutafond, der traditionelt begrænser sig til at analysere de makroøkonomiske balancer og ikke blander sig i fordelingsspørgsmål, har nu vedkendt sig, at høj og stigende ulighed ikke er forenelig med en bæredygtig vækstproces.

På FN's Generalforsamling i oktober sidste år fremførte Danmark et indlæg, hvor man på klar vis taler for nødvendigheden af at sætte fokus på de voksende problemer med ulighed i den internationale udviklingsdagsorden, hvis man effektivt skal eliminere ekstrem fattigdom og forhindre ustabilitet.

Det ville være et vigtigt redskab og en god referenceramme for arbejdet for inklusiv vækst på landeniveau, om reduktion af ulighed blev afspejlet i de kommende post-2015 mål.