Ulige børn er verdens store udfordring
DEBAT: 2015-målene har skabt retning og klarhed i udviklingsarbejdet, men overser ulighed, der viser sig at være allerstørst blandt verdens børn. Hvis ikke vi sætter ind her, vil nye generationer arve alvorlige fattigdomsproblemer, mener Julie Koch fra Red Barnet.
Af Julie Koch
Sektionsleder for uddannelse og rettigheder i Red Barnet
I debatten om livet efter 2015-målene kan ingen komme uden om de positive resultater, som er en konsekvens af, at verdenssamfundet har sat sig nogle fælles, klare og ambitiøse mål. Vi har givet hinanden håndslag på at gå samme vej for at bekæmpe den ekstreme fattigdom, udrydde børnedødelighed og få børn i skole med mere.
Men vi kommer heller ikke uden om, at ulighed har været 2015-målenes blinde vinkel og i visse tilfælde en direkte barriere for at nå vores fælles mål. Det gælder både uligheden imellem verdens lande og uligheden inden for landenes egne grænser. Selv i lande, hvor udviklingstallene nu viser stor fremgang, trives forskellige former for ulighed stadig i bedste velgående - og i en del tilfælde er kløften mellem rig og fattig kun blevet dybere, siden 2015-målene så dagens lys.
Ulighed er ikke bare et alvorligt problem for de mennesker, som er ramt af den, og derfor er sat tilbage og samfundsmæssigt ekskluderet. Ulighed har alvorlige konsekvenser for hele samfund og rammer derfor os alle. Undersøgelser viser, at uligheder bl.a. påvirker økonomisk bæredygtighed og vækst negativt og gør samfund mere sårbare over for konflikter og katastrofer.
Børn er mest ulige
Særligt alvorligt ser det ud, hvis man ser på udviklingen i børnehøjde. Her viser Red Barnets seneste undersøgelse af uligheden i 32 mellem- og lavindkomstlande, at kløften mellem verdens fattige og rige børn er næsten dobbelt så stor som kløften mellem rige og fattige voksne. Og at kløften vokser. Siden 1990 er forskellen mellem børn i landenes fattigste og rigeste familier vokset med 35 procent.
Vi ved, at ulighed rammer børn hårdere end voksne, fordi det er børnenes overlevelsesmuligheder og hele deres udviklingspotentiale, der bliver udfordret og påvirket af en manglende adgang til sund mad, uddannelse, lægehjælp osv. Vi ved også, at økonomisk ulighed blandt børn forstærkes af andre former for ulighed - som ulighed mellem drenge og piger og mellem land og by.
Alvoren bliver endelig understreget af det faktum, at den ulighed, som børn oplever i deres barndom, i langt de fleste tilfælde forfølger dem resten af livet og går i arv til kommende generationer. Selv relativt kortvarige afsavn som fejl- eller underernæring i de vigtige første år af barndommen kan få permanente konsekvenser for et barn.
Ulighed skal bekæmpes med rettigheder
Mens kampen mod ulighed blandt verdens børn er den helt store udfordring, er processen frem mod nye ambitiøse 2030-mål den helt store mulighed.
Hvis vi er parate til at sætte klare fælles mål for bekæmpelse af verdens uligheder allerøverst på to-do-listen, har vi en historisk mulighed for at komme i hus med det afgørende projekt, vi sammen har set i søen med Millennium-processen. Det kræver ikke bare vilje og ressourcer, men også et klart fokus på rettigheder som det bærende princip, der skal sikre en mere lige og bæredygtig investering i nutidens børn og fremtidens voksne.
Ambitionen skal være, at alle har adgang til uddannelse, mad, deltagelse, sundhed og andre rettigheder. Vi har ikke råd til mindre.
Kan Europa levere et paradigmeskift?
