Tidligere Nyrup-minister bliver ny formand for Folkemødet

NAVNE: Jann Sjursen bliver ny formand for Foreningen Folkemødet. Han er nuværende formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Det bliver 55-årige Jann Sjursen, der fremover skal stå i spidsen for den politiske festival Folkemødet, som hvert år samler mere end 100.000 mennesker i Allinge på Bornholm.

Det står klart efter Foreningen Folkemødets generalforsamling mandag aften.

Det skriver Bornholms Tidende.

Jann Sjursen er nuværende formand for Rådet for Socialt Udsatte og har en fortid som minister og medlem af Folketinget.

Svingdør
Jann Sjursen overtager posten som formand for Folkemødet efter Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), som siden november 2018 har siddet som konstitueret formand. 

Winni Grosbøll trådte til, efter at forhenværende formand Michael Valentin blev fyret fra sit job som direktør i Akademikernes A-kasse og dermed måtte forlade formandsposten.

Men nu har Folkemødet igen fået en ny formand, som fremover skal lede arbejdet med den populære politiske begivenhed. 

Politisk fortid
Foruden sin snart ti år lange erfaring som formand for Rådet for Socialt Udsatte har Jann Sjursen også en baggrund på Christiansborg. 

Fra 1990 til 2002 var han formand for Kristeligt Folkeparti, og fra 1993 til 1994 sad han som energiminister i Poul Nyrup Rasmussens regering. 

Han var desuden medlem af Folketinget fra 1998 til 2005.

Jann Sjursen er uddannet lærer fra Haslev Seminarium.

Folkemødet afholdes i år på Bornholm 13.- 16. juni.

Forrige artikel Verdensmålene er stærkt underfinansierede i ulandene Verdensmålene er stærkt underfinansierede i ulandene Næste artikel Red Barnet sadler om: Red Barnet sadler om: "Vores hidtige strategi var meget indadvendt"