Tidl. ambassadør: Udenrigsministeriet uden politiske venner

Af Niels Erik Andersen
Tidligere ambassadør

I september 2012 slog Lykke Friis og Søren Pind i Jyllands-Posten fast, at Udenrigsministeriet var i havsnød, og avisen skrev samme dag, at "Venstre vil endevende diplomatiet". Under valgkampen i forsommeren 2015 præciserede Søren Pind uden en foregående behovsundersøgelse, at Venstre ville styrke Udenrigsministeriet med 70 millioner kroner.

Noget andet skete. Efter regeringsskiftet i juni 2015 blev udviklingsbistanden således beskåret med milliarder.

Regeringen vidste, at beslutningen ikke kun ville få konsekvenser på udviklingsbistandens område, fordi administrationsbidraget fra håndteringen af bevillingen til udviklingsbistanden i årevis – sådan lidt på selskabstømmervis – har finansieret andre aktiviteter og opgaver.

Når Udenrigsministeriet de seneste 33 år flere gange har været nødt til at nedlægge ambassader og afskedige hundredevis af medarbejdere, så skyldes det overvejende politiske beslutninger og kun i et vist omfang administrationens mindre heldige omgang med de midler, som har været til rådighed.

Udpinte ministerier
Den blå regering, som tiltrådte i 1982, besluttede som en af sine første gerninger at reducere udenrigstjenestens medarbejdere med omkring fem procent. Den blå regering, som tiltrådte i 2002, reducerede udenrigstjenestens medarbejdere med omkring ti procent, og den samme blå regering besluttede før sin afgang i 2011 en reduktion af udenrigstjenestens medarbejdere med omkring fem procent. En beslutning, som den tiltrædende røde regering valgte at gennemføre. I 2016 kom så den hidtil seneste blå reduktion.

Jeg har i flere år naivt, må jeg nu erkende, troet, at svaret på Udenrigsministeriets trængsler ville være en Udenrigskommission, der kunne afdække behov, seriøst diskutere og komme med anbefalinger om prioriteringer og strategier for løsninger samt udmåle de nødvendige bevillinger.

Jeg må imidlertid nu erkende, at situationen på Forsvarsministeriets område, hvor flere kommissioner har hærget siden 1989, og hvor de store linjer for bevillinger og disses anvendelse vedtages med regelmæssige mellemrum i en bred forligskreds, ikke er spor bedre. Der er alene forskel på måden, hvorpå de to ministerier er havnet udpint, hvor de er.

En stiltiende overenskomst
Decimeringen af udenrigstjenesten over tid er bekvemt eksekveret ved stiltiende overenskomst mellem alle de partier, der har været med i regeringerne siden 1982. Ingen af støttepartierne uden for disse regeringer har ej heller løftet en finger, når de har haft indflydelse.

Begge modeller har ført til et fællestræk på de to for riget så vigtige ministerier, nemlig at de har svært ved at levere på politiske ønsker. Det er status i en tid med udfordringer i form af en muskuløs ikke helt venligtsindet nabo og med et behov for at kunne bidrage til løsning af konflikter med indflydelse på sikkerheden i vores dagligdag og for fremtiden. Gid Majestætens fromme afslutning på nytårstalen må blive hørt.

debat@altinget.dk