SF: Lars Løkke Rasmussen vil miste sin troværdighed

Af Holger K. Nielsen (SF)
Udviklingsordfører

Om 2 måneder mødes alle verdens lande i Paris ved klimatopmødet COP21 for at indgå en bindende klimaaftale. Den skal garantere, at vores planet ikke kastes ud i dramatiske klimaforandringer med katastrofale konsekvenser til følge for fremtidige generationer. En global klimaaftale vil være en historisk bedrift, fordi det ikke hidtil er lykkedes at indgå en aftale mellem rige og fattige lande, hvor alle skal bidrage til at få styr på klimaforandringerne.

Hvor udviklingslandene har forpligtet sig på at reducere deres udslip af klimaskadelige drivhusgasser, har Danmark sammen med resten af verdens industrialiserede lande lovet at opskalere den årlige klimafinansiering for netop at støtte den grønne omstilling i udviklingslandene. Det skete tilbage i 2009 ved klimatopmødet i København med statsminister Lars Løkke Rasmussen ved roret.

Dengang blev det foreslået, at de rige lande fra 2020 hvert år ville bidrage med 100 mia. dollars i ny og ekstra udviklingsbistand. Og så sent som i valgkampen understregede statsministeren, at en Venstre-regering ikke ville slække på klimaambitionerne.

Men piben har fået en anden lyd. Regeringen lægger nu tilsyneladende op til, at det danske klimafinansieringsbidrag ikke skal udgøres af nye penge til udviklingslande. Man vil i stedet bruge den aktuelle udviklingsbistand, som i dag går til at bekæmpe fattigdom i nogle af verdens absolut fattigste lande, hælde den over på nye flasker og kalde den klimafinansiering.

Danmark vil miste troværdighed
Det er ikke bare direkte amoralsk at tage pengene fra de allerfattigste til at finansiere klimaløfterne, det vil også endnu en gang medføre, at Lars Løkke Rasmussen kaster gift ind i de internationale klimaforhandlinger på det værst tænkelige tidspunkt. Hvis verdens rige lande ikke holder, hvad de lover, så får vi ganske enkelt ikke en international klimaaftale i Paris. Danmark vil miste sin troværdighed som en international forhandlingspartner, som man kan stole på. Og vi må alle forberede os på et nyt kapitel i menneskehedens historie, hvor vi går en verden i møde, som med Verdensbankens ord vil være ”uigenkendelig” i forhold til livet på jorden, som vi kender det i dag.

Danmark har som et af verdens absolut rigeste lande et moralsk ansvar for at bekæmpe ikke bare fattigdom, men også klimaforandringerne, som i de kommende år vil ramme verdens fattigste endnu hårdere, end det vil ramme os selv. Lars Løkke Rasmussen må vedkende sig det ansvar og handle derefter på den internationale scene. Han kan trøste sig selv med, at Danmark selv kun har entydige fordele af en international klimaaftale og en øget interesse for at reducere udledningen af klimaskadelige drivhusgasser i de mange udviklingslande.

Økonomisk set vil det direkte gavne Danmark, at udviklingslandene får hjælp til at satse på grøn omstilling. Allerede i dag henter mange lande deres energiteknologier i Danmark, og med en global klimaaftale vil vi fremover eksportere endnu mere til verdens grønne omstilling. Det vil konkret resultere i mange tusind grønne arbejdspladser herhjemme og penge til at investere i fremtidens velfærd.

Man bliver ikke automatisk statsmand af at være statsminister. Nu må Lars Løkke Rasmussen træde i karakter og bevise, at vores internationale forhandlingspartnere kan regne med Danmark, både når det gælder om at bekæmpe international fattigdom og klimaforandringerne.

debat@altinget.dk