Rwanda-modellen blev kaldt et bluffnummer, men kan snart blive til virkelighed

”Et luftkastel, et totalt fantasifoster, en ren illusion, et bluffnummer.”
Der blev ikke sparet på hån, spot og latterliggørelse fra politiske iagttagere og politikere fra andre partier, da Socialdemokratiet i 2018 fremlagde sin ”helhedsplan for dansk udlændingepolitik”. Planen havde overskriften ”retfærdig og realistisk”, men var ifølge kritikerne både uretfærdig og urealistisk.

Kernen i planen er oprettelse af danske asylcentre i den tredje verden, hvor spontane asylansøgere skal overføres til. Planen er, at asylansøgerne ikke alene skal have behandlet asylansøgningen i tredjelande, men også blive der, såfremt de får tilkendt asyl.

Danmark skal så udelukkende tage kvoteflygtninge – og flygtninge fra det europæiske nærområde som aktuelt Ukraine, hvorfra den danske regering har erklæret sig villig til at tage mindst 100.000 flygtninge.

Forslaget er en hjørnesten i den nye socialdemokratiske udlændingepolitik.
Partiet ønsker helt at standse for trafikken af spontane asylansøgere uden for Europa, så man politisk kan styre, hvor mange flygtninge Danmark skal modtage fra den tredje verden. Det, mener regeringen, er nødvendigt for at bevare den sociale og kulturelle sammenhængskraft i det danske velfærdssamfund.

Derudover fremhæves det humanistiske aspekt ved at stoppe menneskesmugling i livsfarlige både over Middelhavet. Men det væsentligste aspekt er og bliver ønsket om kontrol med antallet.

Manglede modtagerland
Den helt store hindring har indtil videre været at finde et land i den tredje verden, der ville huse et modtagecenter. I hvert fald indtil det blev klart, at den danske regering sidste år indgik en kryptisk samarbejdsaftale med Rwanda.

Det var ikke en decideret aftale om et modtagecenter, men Rwanda erklærede sig på det principielle plan åben for idéen.

Modellen blev med samme mødt ved bastant kritik. Såvel fra FN, EU-kommissionen og den Afrikanske Union (AU), der kaldte forslaget for ”fuldstændig uacceptabelt og xenofobisk”. Det måtte være dødsstødet til de danske planer, mente flere asyleksperter.

Men AU er en papirtiger uden reel magt. Det demonstrerede Rwandas leder Paul Kagame i sidste uge, da han indgik en aftale med Storbritannien om lige præcis et modtagecenter på rwandisk jord.

Brexit og retsforbehold
Rwanda vil blive klækkelig betalt for modtagecentret, og det overskygger tydeligvis kritikken fra andre afrikanske lande.

Kritikken fra EU påvirker ikke Storbritannien efter Brexit, og premierminister Boris Johnson har understreget, at aftalen med Rwanda netop kun kan lade sig gøre på grund af Brexit.

Den danske regering har på trods af EU-medlemskabet mulighed for at indgå en lignende aftale, fordi Danmark har bevaret sit retsforbehold. Kritikken vil fortsat være hård fra EU-Kommissionen og fra Europa-Parlamentet, men ifølge regeringen er stemningen noget mere positiv på ministerplan.

Med aftalen lykkedes det den britiske regering at overhale Danmark, men det er til at leve med for integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye (S). Han ser den britiske aftale som et gennembrud, der også kan bane vejen for en færdiggørelse af en dansk aftale. Den er ikke lige om hjørnet, men regeringen satser på at få en aftale skrevet under inden valget.

Når Storbritannien har været hurtigere end Danmark, skyldes det, at landet har større diplomatiske muskler, og at Rwanda i forvejen havde nære forbindelser til den engelsksprogede verden Den tutsi-dominerende regering i Rwanda har fra starten vendt sig til Storbritannien og USA i modsætning til den tidligere hutu-regering, der var fransk orienteret. Det var ekstreme hutu-militser, der stod bag folkemordet på tutsierne i Rwanda i 1994.

Danmark har til gengæld andre ting, man kan tilbyde Rwanda. Det lille tæt befolkede land satser på at blive et afrikansk Silicon Valley, et højteknologisk land, der også er i front med grøn energi. Netop de områder, hvor Danmark står stærkt.

Ukristelig aftale
Selve idéen om at tilbyde flygtninge asyl i Afrika i stedet for Europa er både urimelig og inhuman, mener kritikerne. Et ”vanvittigt projekt” lød det eksempelvis fra Radikales udlændingeordfører Katrine Olldag, der kalder det ”etisk og moralsk helt på månen”.

Kritikerne mener, at Storbritannien og Danmark eksporterer flygtningeproblemer til dårligere stillede lande i den tredje verden, og at det er grundlæggende usolidarisk, hvis Danmark ikke tager sin andel af flygtninge.

Den britiske regering har ligeledes mødt heftig hjemlig kritik fra oppositionen i Parlamentet. Der er tilmed kommet kras kritik også fra ærkebispen i Canterbury, der ligefrem har kaldt aftalen ”ukristelig”. Herhjemme har flere danske biskopper fulgt trop.

Fra den danske regerings side fremhæver man, at man i høj grad er villige til at tage flygtninge. Men det skal primært være fra lande i Europa som Ukraine, ikke mindst fordi kulturforskellene her er meget mindre.

Samtidig erklærer regeringen sig villig til at tage flere kvoteflygtninge, hvis der bliver lukket af for den spontane asylstrøm.

Spørgsmålet er så, hvor mange ”flere” er i praksis.
Hvis man årligt tager nogle tusind kvoteflygtninge, vil det være sværere at beskylde Danmark for at være usolidarisk. Er man derimod nede på få hundrede kvoteflygtninge, vil kritikken fortsætte.

Dårlige erfaringer
Lykkes det den socialdemokratiske regering at få landet en færdig aftale med Rwanda, er første del af opgaven løst. Tilbage står at få det fungere i praksis. Det kan blive den allersværeste del.

Israel forsøgte en lignende aftale med Rwanda for nogle år siden, men mange flygtninge og migranter forlod Rwanda og søgte i stedet mod Europa.

Rwanda lever ikke op til vestlige demokratiske standarder, og der er mange, der vil have en stor interesse i at sabotere aftalen. Det kan både være menneskesmuglere, der ser deres kriminelle aktiviteter truet, og det kan være hutu-militser, der vil gøre alt for at ødelægge tutsi-regeringens vision for landet.

På den anden side har den rwandiske regering en særlig forståelse for flygtninges vilkår. Præsident Paul Kagame og mange andre politikere fra Rwanda tilbragte adskillige år i flygtningelejre, efter den første fordrivelse af tutsier fra Rwanda i starten af 60'erne.

Det er tanken, at asylansøgernes rettigheder skal overvåges af et organ, der er uafhængigt af de rwandiske myndigheder.

Banebrydende
Idéen om at sende asylansøgere til lejre i Afrika er ikke ny.
Tony Blairs Labour-regering havde lignende ambitioner, og herhjemme arbejdede Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering med daværende udlændingeminister Inger Støjberg i front på at virkeliggøre modellen. Men uden held.

De blå partier støtter fortsat idéen, selvom Venstre sidste år slog sig i tøjret og overvejede at stemme gult, da lovforslaget om modtagecentrene kom op i folketingssalen. Venstre endte dog med at stemme for, og lovgrundlaget er dermed på plads for en aftale med Rwanda (eller et andet land).

Regeringen holder torsdag et orienterende møde med ordførerne om forhandlingerne med Rwanda. I den borgerlige opposition er der en diskret anerkendelse af "det gode håndværk", S-regeringen har vist i den sag, de blå partier ikke selv kunne få i mål. Regeringens støttepartier er fortsat stærkt utilfredse, men det vil ikke stoppe Mattias Tesfaye i bestræbelserne på at få en konkret aftale med Rwanda i hus i løbet af de kommende måneder.

Der er stadig mange hindringer på vejen, men bliver Rwanda-modellen ført ud i praksis, er perspektiverne meget vidtrækkende.

Får Storbritannien og Danmark succes med projektet, ventes den spontane asylstrøm at svinde ind til næsten ingenting. Sker det, er det sandsynligt, at andre europæiske lande hurtigt kopierer modellen.

erik@altinget.dk