Efter oversvømmelser: Rige lande har moralsk ansvar for klimakatastrofer i ulande

Årets sommer vil blive husket for de mange oversvømmelser rundt om i verden. Skræmmende og tragiske billeder fra lande som Tyskland, Belgien, Kina, Bangladesh, Nepal og Danmark har fyldt i medierne.

Skaderne er enorme – både for de enkelte familier, der har mistet ting og sager, og for lokalsamfund, hvor skader på infrastruktur er store. Tragedien for dem, der er ramt, er enorm, men når vandet trækker sig tilbage, kommer spørgsmålet om, hvem som skal betale.  

Det bliver dyrt at genbygge og genetablere det, som er tabt og beskadiget ved oversvømmelserne. I Tyskland løber regningen for årets oversvømmelser op i flere milliarder kroner.

Det er godt, at forsikringsselskaber og offentlige myndigheder kan gå ind og give støtte til de mennesker, der nu skal prøve at genetablere deres tilværelse efter at vandet har trukket sig tilbage.

Oversvømmelserne i Nepal og Indien har været lige så tragiske som i Tyskland, men i de fleste ulande findes der ikke meget støtte at hente hos myndighederne.

Penge til genopbygning mangler, og staten kan blive nødt til at tage penge fra uddannelse og hospitaler for at genetablere den mest nødvendige infrastruktur. For den enkelte familie kan det betyde fattigdom, sult og endda migration.

Forskerne er enige om, at der er en kobling mellem klimaforandringer og oversvømmelser, og det er dermed os, som har store udledninger af drivhusgasser, der har det største ansvar for de klimakatastrofer, det rammer i stigende grad.

Alligevel vil de rige lande, inklusive Danmark, ikke åbne op for spørgsmålet om, hvorvidt ulandene skal have penge, der kompenserer for de tab og skader, som opstår på grund af de klimarelaterede katastrofer.

Det officielle argument er, at ulandene allerede kan få støtte ved katastrofer fra eksisterende budgetter, men i realiteten handler det nok om, at de er bange for, at antallet af klimakatastrofer kommer til at vokse, og forventningerne til støtte øges voldsomt, hvis behovet for penge til at håndtere tab og skader bliver anerkendt.

Den frygt er velbegrundet. Vi vil uden tvivl se flere og større katastrofer på grund af klimaforandringerne. Men netop derfor er det meget skuffende, at de rige industrilande ikke vil anerkende vores del af ansvaret for tab og skader.

Menneskerne i Bangladesh og Nepal har jo ligesom mennesker i Tyskland brug for hjælp til at genopbygge deres samfund efter katastroferne, og vi i de rige lande har et moralsk og principielt ansvar for de skader.

I november bliver der afholdt et nyt klimatopmøde, COP26. Ulandene kommer at foreslå, at der laves aftaler om penge til klimarelaterede tab og skader, og jeg håber, at Danmark og de andre rige lande vil bakke op.

Det er godt, at tyskerne får hjælp med at håndtere oversvømmelserne, men fattige mennesker i Nepal har også brug for hjælp.