R: Regeringen spiller fallit i nærområderne

Af Martin Lidegaard (R)
Udviklingsordfører og fhv. udenrigsminister

Krigen i Syrien har nu varet i fem år, kostet op imod 250.000 mennesker livet og skabt millioner af flygtninge. Konflikten har udløst de største flygtningestrømme, verden har set siden anden verdens­­krig. Regeringen har lovet, at den akutte humanitære bistand til Syriens nærområder vil stige, men samtidig skærer Venstre historisk hårdt i udviklingsbistanden. Denne håbløse prioritering sker med historisk dårlig timing og kan meget vel bidrage til at forværre den nuværende flygtningesituation.

I alles interesse
Syriens nabolande, Tyrkiet, Jordan og Libanon, kæmper nemlig ikke kun med håndteringen af den akutte nødhjælp, men også med de mere langsigtede samfundsmæssige og økonom­iske konsekvenser af de store flygtningestrømme.

Hvis der ikke ydes en helt anden form for offensiv støtte til nærområderne, vil det true stabiliteten af Syriens nabolande, der igen kan føre til endnu mere kummerlige vilkår for flygtningene, der i den situation basalt set kan vælge imellem at søge mod Europa eller miste håbet og lade sig radikalisere under Daesh’s sorte fane.

Alle, herunder Danmark og EU, har med andre ord en stærk interesse i at støtte Tyrkiet, Jordan og Libanon i håndteringen af de stadigt voksende flygtningestrømme. Radikale Venstre efterlyser derfor en samlet, differentieret og langsigtet strategi for fremtidens danske humanitære indsats med et særligt fokus på nærområderne. En strategi, hvor både den humanitære, økonomiske og samfundsmæssige indsats samtænkes.

Nye vilkår kræver en fuldspektret indsats
Krigen i Syrien er kompleks og langstrakt. I fremtiden må den danske humanitære bistand derfor vise vejen ved at yde en langsigtet, stabil og mere skræddersyet humanitær indsats i Syriens nærområder. Budgettet for den samlede indsats skal være større og mere stabilt. Dansk bistand skal også kunne hjælpe alle de flygtning­e, der ikke bor i egentlige flygtningelejre, og som faktisk udgør 80% af flygtningene.

Lande som Jordan og Libanon er dog ikke kun udfordret i forhold til den akutte nødhjælp. I takt med at flygtningestrømmen forsætter, presses offentlige institutioner i begge lande til det yderste. Nærområdets kapaciteter inden for helt centrale områder har derfor brug for vores støtte.

Uddannelsesområdet er f.eks. afgørende for flygtningenes videre skæbne. Uden helt basale kundskaber vil de ikke kunne få et arbejde og vil derfor ikke kunne forsørge sig selv eller deres familie. Det er derfor afgørende, at den kronisk under­finan­sierede uddannelsesindsats priori­te­res i nærområderne.

Ligeledes har de massive flygtningestrømme pres­set et allerede tyndslidt politi, retsvæsen og sundhedssystem i både Libanon og Jordan. Danmark har sær­lige erfaringer og kompetencer inden for træning og uddannelse af politi og offentlig administration. Det er derfor så meget desto mere uforståeligt, at regeringen ikke opruster på disse vitale områder.

Endeligt er det afgørende at anerkende, at de massive flygtningestrømme til Syriens nærområde har puttet særligt Jordan og Libanons økonomi og samfund under pres. På trods af verdenssamfundets støtte har disse lande stadig brug for vækst og udenlandske investeringer.

Nærområdets økonomiske vækst er ikke kun afgørende for at undgå, at flygtningene udgør en øko­no­misk byrde for værtslandet, men også for at undgå radikalisering. Flygtningenes mulighed for at få et job og delagtiggøre sig i den lokale økonomi er således afgørende for flygtningenes integration i samfundet.

Af den grund bør der gøres mere for at skabe økonomisk vækst og tiltrække private investereringer til nærområderne. Sidstnævnte kunne f.eks. opnås ved at etablere en garantifond og derved fjerne en del af den økonomiske risiko ved at investere i landene.

Ambitiøs målsætning søges
Alle disse udfordringer kan kun mødes, hvis Danmark får en egentlig strategi for indsatsen i nærområderne og en ledende ambitiøs målsætning både i forhold til sin udviklingsbistand og sin humanitære bistand.

Af den grund mener Radikale Venstre, at Danmark bør have en målsætning om, at dansk udviklingsbistand igen skal udgøre en procent af BNP, og at den humanitære bistand skal styrkes med ca. en mia. over de næste fire år.

Som et af de rigeste lande i verden, har vi et særligt ansvar for at hjælpe til i verdens brændpunkter, og vi har en mulighed for at gøre en reel forskel i nærområderne. Billedeligt talt opnår vi for lidt ved kun at uddele tæpper og mad.

debat@altinget.dk