Politiske visioner frem for mere kommunikation

Af Anders Ladekarl
Generalsekretær i Røde Kors

Churchill har vist nærmest æren for at have opfundet fokusgruppe-konceptet, og det var i hvert fald ham, der sagde, at man aldrig skal stole på en statistik, man ikke selv har forfalsket.

Det er kloge ord, som kan være værd at skrive sig bag øret i en tid, hvor analyseinstitutter måler og vejer alt for os, og hvor mange politikere og organisationer måske lidt for ofte tilpasser politikken efter markedsundersøgelserne frem for at holde sig til værdier, principper og stringens.

Politisk mod, vision og is i maven synes ganske enkelt at være gået af mode.

I forhold til at arbejde med at skabe fremskridt i udviklingslande er der i hvert fald mindst ét iboende problem knyttet til at navigere efter meningsmålinger og fokusgrupper: Det er ofte der, hvor behovet for hjælp er størst, at den folkelige opbakning vil være vanskeligst at sikre.

Ikke de rene hænders politik
Når vi er aktive i lande, hvor magthaverne opfører sig uhensigtsmæssigt, er det ikke magthaverne, men befolkningerne, vi hjælper. Og det kan være vanskeligt at forstå.

Derfor kan det også være svært for almindelige borgere at acceptere, hvorfor hjælpen går til lande med udemokratisk adfærd, undertrykkelse eller sågar voldsanvendelse mod dele af befolkningen. Zimbabwe kunne være et eksempel på et sådant land. Men der er ganske mange andre eksempler … desværre.

Politisk mod i den sammenhæng består ikke i at prøve at justere hverken kurs eller kommunikation. Ulandsbistand er ikke et feel good politikområde. Derfor bør den heller ikke føres med meningsmålinger som partitur.

Udviklingsministeren skriver i sit første indlæg i denne debat, at vi ikke er gode nok til at fortælle om vores arbejde. Det kan der givetvis være en pointe i, når de hårde tal viser os, at danskerne generelt ved meget lidt om forholdene i de lande, vi hjælper. Det forekommer så bare usandsynligt, at problemet er mangel på kommunikation, for vi har aldrig kommunikeret mere, end vi gør i dag.

Under alle omstændigheder: Hvis vi ønsker at fortælle mere, er det samtidig vigtigt at gøre sig klart, at øget indsigt kan trække begge veje. Faktum er, at vi arbejder i lande med regimer og forvaltning, vi ikke bryder os om. Vi gør det på en måde, hvor vi søger at sikre, at indsatsen gør gavn i den mest sårbare del af befolkningerne. Men vi er der. Og vi kan i yderste konsekvens med vores hjælp være med til at cementere de selvsamme regimer.

Det er ikke de rene hænders politik – men det er måden at gøre en forskel på. Og det er på den ene side svært at forklare, men på den anden side noget, jeg meget stærkt vil opfordre alle politikere til at turde stå fast på!

Politisk strategi frem for mere kommunikation
Skal vi ikke kommunikere om det? Jovist skal vi det. Men ligesom jeg ikke tror, at flere ord og mere kommunikation kan erstatte klogere bistand (se mit forrige indlæg i denne debat), tror jeg oprigtigt talt heller ikke, at mere kommunikation er svaret, når vi taler om de problematiske lande, vi arbejder i.

Jeg hører til dem, der tror, at det at samle handelspolitik og bistandspolitik under én minister har betydelige perspektiver i sig. Den fællesinteresse mellem giver og modtager, vi dermed kan pleje, kan reelt være med til at sikre og måske endda øge opbakningen til ulandsbistanden uden af den grund at svække værdien af bistanden - tværtimod. Men det er strategien og ikke kommunikationen, der er forudsætningen for dette.

Men - som skrevet herover - der er samtidig behov for at arbejde i nogle af verdens mest udsatte befolkninger, der er underkastet nogle af verdens mest ubehagelige regimer. Simpelthen fordi det også er i de lande, nogle af de mest udsatte befolkningsgrupper findes.

I denne sidste sammenhæng er behovet politisk vision og mod frem for mere kommunikation, for det er mit bedste bud, at det under alle omstændigheder vil være vanskeligt at skabe øget opbakning til den del af bistanden i befolkningen.
 

debat@altinget.dk