Grønne ngo'ers pensionsmidler investeres i sort energi

BÆREDYGTIGHED: Pensioner fra danske klimaorganisationer ender i kulproduktion og firmaer, som stemples som miljøskadelige. Enhedslisten opfordrer ngo'erne til at rydde op.

Mens grønne organisationer arbejder på COP24 for en mere bæredygtig fremtid, sender de hvert år penge til selskaber, som bidrager til global opvarmning. 

Det viser en gennemgang af de grønne ngo'ers medarbejderpensioner, foretaget af Altinget.

Care Danmark, Verdensnaturfonden og Vedvarende Energi overfører alle deres pensionsmidler til PFA Pension, som ifølge den seneste aktieliste har en række investeringer i fossile brændstoffer.

Flere af firmaerne er endda sortlistede af Norges Bank, fordi de producerer kul, er baseret på kulproduktion eller på anden vis skader miljøet.

Det drejer sig blandt andet om American Electric Power Co Inc og NRG Energy Inc.

Medarbejderpensionerne hos Folkekirkens Nødhjælp investeres også i fossile brændstoffer.

Organisationens pensionsselskab Velliv har aktier i 36 selskaber, som er sortlistede af Norges Bank, fordi de er baseret på kulproduktion eller på anden vis skader miljøet.

Danmarks Naturfredningsforening fortæller, at medarbejderne benytter sig af flere forskellige selskaber. Men man har en husaftale med Danica Pension, som halvdelen af medarbejderne har tilsluttet sig. Danica Pension har også en række investeringer i fossile brændstoffer.

Altinget har forelagt oplysningerne for kampagneorganisationen Ansvarlig Fremtid. Her opfordrer man de grønne kollegaer til at genoverveje, hvor de placerer deres penge.

"Det er en mere rigtig strategi at have en pensionsopsparing, som flugter med det politiske mål, man arbejder for," siger talsperson Thomas Meinert Larsen.

Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, opfordrer også de grønne foreninger til at tage ansvar for deres medarbejderes pensionsinvesteringer.

"Det ville klæde organisationerne at se på, om ikke de skulle sørge for, at deres firmapensioner var bæredygtige og ikke bidrog til at fremme den globale opvarmning," siger han.

Ngo afviser interview
Altinget ville gerne have spurgt organisationen Vedvarende Energi, hvorfor medarbejdernes pension investeres i blandt andet fossile brændstoffer. Men trods gentagne henvendelser er organisationen ikke vendt tilbage.

Altinget har også forsøgt at få et interview med Folkekirkens Nødhjælp, men det har organisationen afvist. I stedet har man givet en skriftlig kommentar.

"Vores ambitioner for klimaet er store. Derfor ser vi gerne, at profilen hos Velliv bliver mere grøn, end den er i dag og på sigt overhovedet ikke indeholder fossile brændstoffer. Vi er derfor i dialog med dem om at investere mere grønt," lyder det skriftlige svar fra Folkekirkens Nødhjælp, som du kan læse i sin helhed her.

Verdensnaturfonden har gennem en årrække arbejdet med klimavenligheden i pensionsselskabernes investeringer. Derfor kommer Altingets oplysninger ikke bag på organisationen.

"Vi er fuldstændig klar over, at PFA ikke er perfekte og har investeringer i fossil energi," siger Hanne Jersild, som er seniorrådgiver inden for klima og energi.

Hvordan harmonerer det med jeres klimaprofil, at medarbejderpensioner investeres i blandt andet kul?

"Vi har lagt pres på PFA. Både som kunde og i vores generelle ngo-arbejde netop for at få klima højere op på dagsordenen i deres investeringer," siger Hanne Jersild.

Generalsekretær er overrasket
Care Danmark oplyser, man ikke vidste, at medarbejdernes pension bliver investeret i firmaer, som bidrager til den globale opvarmning.

"Det er jeg rigtig kritisk over for, og jeg var sådan set ikke klar over, at der er investeringer i de virksomheder, I nævner. Så det er jeg først og fremmest glad for, at I gør os opmærksom på," siger generalsekretær Rasmus Stuhr Jakobsen.

Danmarks Naturfredningsforenings direktør, Søren Bojer Nielsen, er også utilfreds med organisationens pensionsselskab.

"Ud fra det grønne perspektiv, vi normalt forfægter for andre, er deres bæredygtighed ikke god nok til at være vores hovedleverandør af pensioner," siger han.

Danmarks Naturfredningsforening oplyser, at man derfor overvejer at skifte væk fra Danica Pension. 

Så langt er Rasmus Stuhr Jakobsen fra Care Danmark ikke klar til at gå. Men han vil nu gribe fat i PFA for at bede dem forklare deres fossile investeringer.

"Vi skal selvfølgelig løbende kritisk vurdere, om vi er det rigtige sted. Og med de oplysninger, vi nu har fået, skal vi have en dialog med PFA omkring det," siger han.

To foreninger bruger grønt alternativ
Altinget har også kontaktet en række andre grønne organisationer. 92-gruppen og Concito oplyser, man ikke har nogen aftale med et pensionsselskab.

Verdens Skove og Greenpeace har valgt at lave en husaftale med Merkur, som har en grøn pensionsordning med fokus på bæredygtige investeringer. 

Verdens Skove og Greenpeaces ageren får applaus fra Ansvarlig Fremtid.

"De har taget konsekvensen og sagt; vi synes ikke, vi kan stå inde for at have en sort pensionsopsparing," siger talsperson Thomas Meinert Larsen.

Andre er mere skeptiske ved konstruktionen. Forvalteren af Merkurs grønne ordning er nemlig AP Pension, som scorede dumpekarakter i Verdensnaturfondens seneste bedømmelse om klimavenligheden i danske pensionsselskaber.

Det understreger de grønne organisationers dilemma, mener Verdensnaturfondens seniorrådgiver inden for klima og energi, Hanne Jersild.

"I vores øjne har der indtil nu ikke været det perfekte valg af pension," siger hun.

Læs flere kommentarer til sagen fra Verdensnaturfonden og resten af de grønne foreninger.

, ,

Forrige artikel Her er klima-organisationernes svar: Derfor investeres vores pensioner i fossile brændstoffer Her er klima-organisationernes svar: Derfor investeres vores pensioner i fossile brændstoffer Næste artikel Red Barnet-formand om fyret general: Red Barnet-formand om fyret general: "Han har været ualmindeligt blind"