Palæstinensisk pessimisme 20 år efter Oslo
AMBASSADØRERNES BLOG: For de fleste palæstinensere skabte Osloprocessen mange forhåbninger, men i palæstinensisk optik bragte processen dem reelt ikke tættere på deres egen stat, skriver Anders Tang Friborg, dansk repræsentationschef i Ramallah.
Af Anders Tang Friborg
Danmarks repræsentationschef i Ramallah
Det er nu 20 år siden, Oslo-aftalen blev indgået. Årsdagen var dog ikke præget af feststemning på palæstinensisk side.
For de fleste palæstinensere fremstår Oslo-processen som et forløb, der skabte mange forhåbninger, men reelt ikke har bragt dem tættere på det ultimative mål – etableringen af en selvstændig, palæstinensisk stat. Man kan diskutere, om det er en fair vurdering, men det er ikke desto mindre en udbredt opfattelse i befolkningen.
Det er i dag nemt at glemme, hvor skelsættende Oslo-aftalen var, da den blev underskrevet 13. september 1993.
Israel og PLO anerkendte for første gang hinandens ret til at eksistere; der var enighed om at forhandle om en endelig løsning på konflikten, og der blev etableret et palæstinensisk selvstyre i Gaza og Jericho.
To år senere blev den såkaldte Oslo II-aftale underskrevet. Det palæstinensiske selvstyre blev udvidet med opdelingen af Vestbredden i A-, B- og C-områder – med forskellige grader af autonomi – og en lovgivende forsamling blev etableret.
Spirende tillidsforhold dengang
En afgørende faktor i processen var det spirende tillidsforhold mellem forhandlerne, ikke mindst den israelske premierminister Rabin og PLO-formand Arafat.
Det medvirkede til palæstinensernes accept af de midlertidige Oslo-aftaler, der ikke beskrev principperne for den endelige løsning på konflikten, men i stedet opererede med en 5-årig overgangsperiode.
For mange palæstinensere står drabet på Rabin i Tel Aviv, begået af en jødisk ekstremist, som et afgørende vendepunkt, hvor ånden i Oslo-processen gik tabt.
To årtier senere er der få optimister blandt palæstinenserne. For det første er Vestbredden fortsat opdelt i A-, B- og C-områder, hvor israelerne har fastholdt fuld civil og sikkerhedsmæssig kontrol i område C, der omfatter mere end 60 procent.
Der er tale om en meget synlig sikkerheds-tilstedeværelse med direkte indvirkning på de fleste palæstinenseres dagligdag.
Samtidig er antallet af israelske bosættere på Vestbredden, inkl. Østjerusalem, fordoblet siden 1993 (ca. 520.000 bosættere i dag); adskillelsesbarrieren mellem Vestbredden og Israel er blevet opført, og kun ganske få procent af område C er reelt tilgængelige for palæstinensiske udviklingsaktiviteter.
I palæstinensisk optik er der sket en gradvis underminering af mulighederne for at skabe en levedygtig stat.
For det andet har de hidtidige mislykkede forhandlingsrunder gjort palæstinenserne meget desillusionerede mht. muligheden for et gennembrud, og mange frygter, at realiteterne på jorden vil blive yderligere forværret, mens de nuværende forhandlinger pågår.
Denne frygt er forstærket som følge af de israelske udmeldinger om nye bosættelser på Vestbredden og Østjerusalem de seneste måneder. Den palæstinensiske tillid til Rabin under Oslo-processen er (endnu) ikke tilstede ift. Netanyahu-regeringen.
For det tredje er de økonomiske udsigter ikke opløftende. Efter en periode med relativ økonomisk fremgang er udviklingen vendt det seneste år. For første gang siden 2002 har der i første kvartal været en negativ vækstrate på Vestbredden.
Hæmmet økonomi
I Gaza har lukningen af de fleste tunneler fra Egypten de seneste måneder bidraget til en i forvejen vanskelig økonomisk situation. Der er en betydelig arbejdsløshed, ikke mindst blandt unge.
Verdensbanken har anført, at det især er de israelske import- og eksportrestriktioner, begrænsningerne på arbejdskraftens bevægelighed samt den manglende adgang til område C, som hæmmer udviklingen af en bæredygtig palæstinensisk økonomi.
Det er denne hjemlige virkelighed, som præsident Abbas må forholde sig til i forbindelse med de igangværende fredsforhandlinger.
Præsidenten har personligt været drivkraften bag palæstinensernes tilbagevenden til forhandlingsbordet, imod anbefalingerne fra centrale politiske aktører i Palæstina, der ønskede flere forhåndstilsagn fra israelerne, bl.a. et stop for nye bosættelser.
I lyset af Oslo-processen har Abbas understreget, at den nuværende fredsproces skal munde ud i en endelig aftale – ikke en interim-model – og at der skal være en klar tidsramme for forhandlingerne på ni måneder.
Stemningen blandt palæstinenserne er dog også præget af væsentlige interne udfordringer. Selvom der er sket betydelige fremskridt i opbygningen af statsinstitutioner – bl.a. med støtte fra Danmark – er især fraværet af nationale, demokratiske valg en afgørende udfordring.
Håbet lever
Det er nært forbundet med opdelingen mellem Vestbredden og det Hamas-kontrollede Gaza. I forbindelse med præsident- og parlamentsvalgene i 2005 og 2006 fremstod Palæstina som demokratisk eksempel for landene i regionen, men den position har ikke kunnet fastholdes.
Et valg kun på Vestbredden vil ifølge iagttagere de facto betyde en opsplitning af det palæstinensiske territorium, men omvendt kan en forsoningsproces have lange udsigter.
Palæstinenserne er generelt meget taknemmelige for den støtte, Danmark og EU har givet over årene. I palæstinensisk optik har det været med til at holde håbet om en to-statsløsning i live.
Det er meget positivt, at lederne i Israel og Palæstina har accepteret at genstarte fredsforhandlingerne med amerikansk mægling.
En forhandlet løsning mellem de to parter vil ikke kun have stor betydning for israelere og palæstinensere, men også langt bredere for udviklingen i regionen.
Så man må håbe, at den historiske aftale i Oslo snart vil blive fulgt af endnu et forhandlingsgennembrud mellem partnerne – trods den palæstinensiske befolknings grundlæggende pessimisme.
For reelt er der ingen realistiske alternativer hertil.
