Nyt forsøg på samtænkning af bistand og politik

Af Uffe Torm
NGO-konsulent

"Regeringen burde ... igangsætte et udredningsarbejde, der skal føre til formuleringen af en langsigtet u-landspolitik ...og fremover omfatte alle sider af vores økonomiske, handelsmæssige, bistandsmæssige og politiske relationer med u-landene, bidrage til en kortlægning af de problemer, som det danske erhvervsliv og samfund i det hele taget vil komme til at stå overfor, hvis en sådan politik gennemføres, samt pege på en strategi for gennemførelsen af denne politik, der nødvendigvis må inddrage de hjemlige perspektiver og konsekvenser".

Nej, ovenstående er ikke et uddrag af kommissoriet for udarbejdelsen af den "Handlingsplan for sammenhængende politikker for global udvikling", som regeringen lancerede mandag 16. juni 2014.

Det er et uddrag af en kronik, som Kristeligt Dagblad bragte for godt 34 år siden, 18. marts 1980, hvori jeg i al beskedenhed argumenterede for en global dansk udviklingspolitik.

Det kom der ikke så meget ud af den gang. Det er der heller ikke kommet ud af efterfølgende forsøg på at rejse en debat om en sammenhængende dansk politik overfor de såkaldte udviklingslande.

Store udfordringer
Men nu er regeringen sandelig kommet med et konkret udspil til en sammenhængende global udviklingspolitik til gavn for både det rige Danmark, hvor væksten er stagneret, og de fattige lande især i Afrika og Asien, hvor væksten i mange lande buldrer frem.

Det begyndte med udnævnelsen af Mogens Jensen (S) som både handels- og udviklingsminister i februar måned 2014.

Sammenlægningen af handels- og udviklingsministerposten fremkaldte både forsigtigt positive og mere skeptiske kommentarer blandt ngo'er og i erhvervslivet.

Modtagelsen af den nye handlingsplan har i princippet været overvejende positiv. Men samtidig er der blevet udtrykt en del skepsis, når det kommer til forventningerne til de konkrete resultater heraf, som er forskellige blandt ngo'erne og i erhvervslivet.

Det er ikke så lidt af en udfordring, regeringen her stiller sig selv overfor. Det gælder ikke mindst på handels-, landbrugs- og fiskeriområdet. Men det gælder sandelig også indenfor eksempelvis energi-, miljø-, fødevare- og klimapolitik samt international finans- og skattepolitik og global freds- og sikkerhedspolitik.

Det gør ikke udfordringen mindre, at der på disse områder findes en række EU-love og direktiver, som Danmark er forpligtet på at overholde. Så en stor del af indsatsen skal gøres i Bruxelles, hvilket da også fremgår af handlingsplanen.

Og her kan det godt blive meget op ad bakke, selv om EU i Lissabon-traktaten faktisk har forpligtet sig på at føre en sammenhængende udviklingspolitik. På den anden side ville det jo ikke gøre den store forskel for ulandene, hvis Danmark gik enegang i udviklingspolitikken.

Udviklingsbistand som en undskyldning
I min kronik i Kristeligt Dagblad i 1980 foreslog jeg, at: "alle u-landsrelevante forslag, der i dag behandles i andre ministerier, for eksempel Landbrugsministeriet, Undervisningsministeriet og Finansministeriet, naturligvis bør overdrages til Udenrigsministeriets nye u-landsdepartement."

Det var næppe en god idé. Det nye forslag lægger snarere op til, at alle ministerier skal tænke globalt, når de lovgiver nationalt. Det er en langt bedre idé. Men det forudsætter, at de forskellige ministerier konsulterer Udenrigsministeriet i sådanne sager, ligesom det er normalt at konsultere Justitsministeriet eller Finansministeriet, når det drejer sig om juridiske eller økonomiske konsekvenser af lovgivningen.

Derfor er det godt, at der oprettes en koordinerende komité med deltagelse af de mest relevante ministerier i Udenrigsministeriets regi.

Det vigtigste er imidlertid, at der nu langt om længe er taget et seriøst politisk initiativ til at se dansk udviklingsbistand i sammenhæng med andre politikområder, som også påvirker ulandenes udviklingsmuligheder.

Det skal være med til at sikre, at der er sammenhæng og konsekvens i Danmarks samlede politik overfor udviklingslandene, hvilket bestemt ikke altid har været eller er tilfældet. Men naturligvis er det tåbeligt, hvis vi selv undergraver resultaterne af vores egen udviklingsbistand.

Det har længe været klart, at traditionel udviklingsbistand ikke alene kan løse de alvorlige fattigdoms- og udviklingsproblemer i ulandene.

Ydelse af udviklingsbistand har imidlertid for længe været en undskyldning for ikke at tage fat på de internationale og nationale økonomiske og magtmæssige strukturer, der fortsat vil holde millioner af mennesker fast i fattigdom.

Nu kan vi ikke længere bruge den undskyldning for ikke at gøre det nødvendige.

Det må komme an på en prøve
Tiden må vise, hvem der vinder (mest) ved at samtænke udviklingspolitik, handelspolitik og andre væsentlige politikområder.

Vil det være Danmark i form af øget eksport og nye jobs i erhvervslivet? Eller vil det være de fattigste i udviklingslande i form af anstændige levevilkår? Eller kan vi i samarbejde med udviklingslandene skabe en såkaldt win-win-situation til gavn for både fattige og rige? Det må komme an på en prøve.

Ministeren siger klogeligt, at der vil være tale om en afbalancering af forskellige hensyn og interessemodsætninger. Og han vil naturligvis ikke garantere, at afvejningen af forskellige interesser hver gang vil falde ud til de fattigstes fordel.

Men som det så smukt hedder i handlingsplanen, så "handler det om solidaritet med mennesker i fattigdom og om at skabe grobund for bæredygtig vækst og velstand i udviklingslandene".

Handlingsplanen skal først og fremmest bedømmes på, om denne hovedmålsætning for dansk udviklingsbistand opfyldes, når den til sin tid skal evalueres.

Ikke på antallet af nye eksportordrer og arbejdspladser i Danmark. Men naturligvis vil positive sidegevinster være meget velkomne.

debat@altinget.dk