Ministerium overvejede at placere afviste asylansøgere på tidligere militærbaser

Før Langeland blev regeringens bud på, hvor et nyt udrejsecenter skulle placeres, var en række andre lokationer oppe at vende, oplyser udlændingeminister Mattias Tesfaye. Oplysningerne har hidtil været mørklagt af ministeriet.

Det blev kaldt "den mindst dårlige løsning", da udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i foråret foreslog at placere et nyt udrejsecenter for udvisningsdømte og afviste asylansøgere i Holmegaard på Langeland.

Hidtil har det været mørklagt, hvilke mulige løsninger der ellers var oppe at vende på Slotsholmen.

Men "den vurdering burde have været anderledes", konstaterer ministeren, som derfor i et brev til Finansudvalget sætter navn på. Der er tale om det i dag nedlagte Haderslev Sygehus og de to tidligere militærbaser Jonstruplejren og Flyvestation Skalstrup. 

Alle har de "fremgået af interne sager som mulige alternative lokationer", hedder det i brevet.

"Lokationerne blev dog ikke indstillet som forslag fra ministeriets side og blev heller ikke vurderet relevante. Det skyldes blandt andet, at alle de tre nævnte lokationer er beliggende i umiddelbar nærhed af større byer," skriver Mattias Tesfaye, der tilføjer:

"Der er derfor fortsat ingen planer om at anvende dem som udrejsecenter."

Politisk flertal imod udrejsecenter på Langeland

Tidligere i år foreslog udlændinge- og integrationsministeren at oprette et nyt udrejsecenter på Langeland ved Bagenkop. Den idé blev mødt af højlydte langelandske protester og hurtigt droppet, fordi det ikke lykkedes politisk flertal imod at oprette udrejsecenteret på lokationen.

Siden er Mattias Tesfaye desuden blevet kritiseret for købet af Holmegaard. Prisen lød på 13,5 millioner kroner, hvilket er tre millioner kroner mere, end en ekstern ejendomsmægler har vurderet bygningen til.

Planen om at huse de 130 udviste, kriminelle udlændinge på Holmegaard blev luftet, for at man kunne aflaste området omkring Bording i Midtjylland, hvor det nuværende udrejsecenter, Kærshovedgård, ligger.

”Hvis partierne kommer med forslag til andre mulige og nye placeringer, er min dør altid åben, og jeg har kaffe på kanden. Men som det ser ud nu, så betyder det desværre, at udrejsecentret foreløbigt må blive, hvor det er,” udtalte Mattias Tesfaye i en pressemeddelelse i maj. {{toplink}}

Både den tidligere og nuværende regering har haft et ønske om at rykke udrejsecenteret, da det har skabt utryghed i området. Men da der ikke er fundet en alternativ lokation, fortsætter udrejsecenteret foreløbigt med at have adresse på Kærshovedgård i Midtjylland.

Og de tre andre bud, som ministeren nu sætter ord på, ændrer "således ikke på, at Holmegaard på Langeland var regeringens bud på en placering af et nyt udrejsecenter". Det skriver ministeren i brevet til Finansudvalget.

"Det var der som bekendt et flertal i Folketinget, der var imod, og regeringen havde i denne sag intet ønske om at se bort fra et flertal i Folketinget," lyder det.

"Fokus er nu på at give en håndsrækning til borgerne omkring Kærshovedgård," tilføjer Mattias Tesfaye.

,

Forrige artikel Regionsvalg: Fire ud af fem regionsformænd holdt stand Regionsvalg: Fire ud af fem regionsformænd holdt stand Næste artikel Et år på posten: Borgens måske rareste politiker har strammet den danske ulandskurs Et år på posten: Borgens måske rareste politiker har strammet den danske ulandskurs