Militæret rev ned, civilsamfundet skal bygge op
DEBAT: Opbygning af sikkerhedsstyrker og fremme af civilsamfundets mulighed for udfoldelse er de to ben, dansk støtte skal gå på, hvis forandringerne i Mellemøsten skal slå rod. Det mener Birthe Hansen, lektor i international politik og ekspert i Mellemøsten.
Af Birthe Hansen
Ph.d., lektor i international politik ved Københavns Universitet og co-manager i Copenhagen Middle East Research Programme
Siden 2001 er der blevet væltet fem autoritære regimer i Stor-Mellemøsten. Alle fem fald er sket med et stort militært islæt: I Afghanistan og Irak var det med det amerikanske militær i spidsen, i både Tunesien og Egypten bidrog militæret til at trække tæppet væk under Ben Ali- og Mubarak-regimet, og i Libyen faldt Gaddafi ved hjælp af internationalt militær i samarbejde med oprørsregeringens militær.
Til gengæld har civilsamfundene i store dele af Mellemøsten været svage og prægede af mange års autoritært styre og undertrykkelse. I Egypten, Tunesien og Libyen skabte de imidlertid situationer under Det Arabiske Forår, hvor militæret fik mulighed for at gøre op med de hidtidige autoritære chefer.
Langt fra mål
De nye, elektorale demokratier er imidlertid skrøbelige, og nye civile ledere skal på banen i samfund, der er præget af omvæltninger, nye magtkampe og, især i Egyptens tilfælde, mangel på ressourcer. De nye politikere skal også på banen i en situation, hvor der er store forventninger og behov - der måske ikke umiddelbart kan indløses. Selv om de autoritære regimer faldt, er der stadig ungdomsarbejdsløshed, korruption og så videre. Og meget langt fra hverdagen til det liv, befolkningerne kan se i vestlige tv-serier.
Denne cocktail af omvæltning og forventninger giver store udfordringer, og forandringsprocessen skal formentlig ses som langvarig. I denne proces er det nødvendigt at støtte udviklingen af uafhængige og konstruktive civilsamfund.
Civilsamfundets nye udfoldelsesmuligheder skal gribes
For det første skal civilsamfundene frembringe nye ledere og opbygge lokale miljøer, og denne proces er værd at være med i. For det andet nødvendiggør den samfundsmæssige kontekst, at civilsamfundene tilføres ressourcer for at kompensere for årtiers mangel på udfoldelsesmuligheder, faciliteter og praksis. Dette kan meget vel tænkes at blive en længerevarende proces, da der vil være tale om ikke blot at støtte aktuelle aktivister, men reelt at opbygge nye miljøer.
Under Det Arabiske Forår i 2011 viste det sig, at en del af den civile del af oprørerne blev muliggjort ved hjælp af mobiltelefoner og lignende isenkram. De arabiske civilsamfund har hidtil været præget af manglen på logiske og teknologiske muligheder. Et fremtidigt støtteområde kunne derfor være opbygningen af disse muligheder i form af grønne pc'er og andet, der kan styrke civilsamfundenes teknologiske infrastruktur.
Dialog, krav og partnerskab er vejen frem
Det er imidlertid også vigtigt at stille krav til civilsamfundene. Lige som i Kosovo og Libyen er det nødvendigt, at de fastholder et konstruktivt perspektiv på den samfundsmæssige udvikling, herunder fred med naboerne og kvinders rettigheder. Dialog er derfor afgørende.
Danmark er ikke en stormagt i regionen, men via EU og vores handelsinteresser og idealer er vi tæt på, og i den aktuelle internationale situation vil det være en stor fordel, hvis området syd og sydøst for Danmark bliver en partner frem for kaos.
For at kunne bidrage hertil ser det ud til, at der skal satses på to fronter: den militære og den civilsamfundsmæssige. Den militære gennem NATO-samarbejdet, bidrag til opbygning af sikkerhedsstyrker, samt selv at beholde en kapacitet - der er stadig problemer i Mellemøsten! Den civile gennem en styrkelse af støtte til udviklingen af civilsamfundene og påvirkningen af den nye generation, der forhåbentlig skal bære en mere grundlæggende forandring af regionen igennem.
