Lykketoft: Nye FN-mål bliver min vigtigste opgave

Selvom Mogens Lykketoft først formelt tiltræder som formand for FN’s Generalforsamling under topmødet september 2015, vil han inden da bruge en del tid på at deltage i forberedelserne. 

”Der må ikke overses nogen procedurer eller detaljer, der kan få det til at gå i fisk. Vi bliver forhåbentligt så godt forberedt, at det ikke kan gå helt galt - som med klimaforhandlingerne under COP15 i København,” siger Mogens Lykketoft, formand for Folketinget.

Denne gang er der ikke tale om en global klimaaftale. Men de afsluttende forhandlingerne om FN’s nye bæredygtighedsmål, der skal afløse de såkaldte Millennium Development Goals fra 2000 og sætte rammerne frem mod 2030 for, hvor verden ifølge FN bør bevæge sig hen.

Den opgave bliver ifølge den tidligere udenrigsminister uden tvivl den vigtigste opgave, når han sætter sig i formandsstolen i New York.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, der skal arbejde tæt sammen med Lykketoft, har netop fremlagt et udkast til de nye mål. Og de er i den grad ambitiøse: De sigter mod blandt andet at udrydde alle former for fattigdom, øge ligheden, løfte de fattiges uddannelses og sundhedsniveau samt skabe en bæredygtig vækst.

På den lange bane er bæredygtighedsmålene vigtige, fordi fattigdommen skal ned, og væksten skal være bæredygtig for at forebygge nye konflikter, mener Mogens Lykketoft:

”Det handler om at kombinere social og miljømæssig bæredygtighed, i forståelse af at man kun får maksimalt udbytte af menneskelige ressourcer, hvis man skaber større lighed og mindre armod. Og at man kun løser langsigtede udfordringer ved, at den nødvendige vækst, der er basis for at bekæmpe fattigdom, også er bæredygtig i forhold til ressourcer, klima osv.”

FN-generalforsamlingens magt rækker ikke til at forpligte de enkelte lande – det kan kun FN’s Sikkerhedsråd, som har sin egen formand. Derfor er det ifølge Lykketoft afgørende at lave så præcise og forpligtende mål som muligt.

”Resolutionen i sig selv er ikke nok, selvom den er vigtig. Det handler om at lave nogle mål, som medlemslandene også vedkender sig som bindende. Især i forhold til, at de enkelte lande forpligter sig til at afrapportere i forhold til, hvordan det går med målene i hvert enkelt land,” lyder det.

Det måske mest vidtgående i de kommende FN-mål er, at der lægges op til, at alle lande – også de rige lande – skal afrapportere på målene til FN-systemet. Pointen er, at man bedre skal kunne udpege de lande, der sakker bagud, eller ifølge FN går i den forkerte retning.

Mod nye mål

I de nuværende fattigdomsmål fra år 2000, er det det samlede tal for hele verden, der tages udgangspunkt i. Og det første af de otte af FN’s nuværende fattigdomsmål handler om at halvere den ekstreme fattigdom. Hvilket allerede skete fem år før tid i 2010 – alligevel var der stadig 700 millioner mennesker, der levede for under 1,25 US dollar om dagen i 2010.

Udviklingen skyldes blandt andet den enorme økonomiske vækst i Kina, hvor en 16-dobling af landets BNP har trukket hundredevis af millioner ud af fattigdom. Men fattigdomsmålene har i sig selv også gjort en forskel, mener Lykketoft:

”Man kan aldrig fuldstændigt udrede betydningen af målene. Kina har leveret en uforholdsmæssig stor del af reduktionen af ekstremt fattige. Men målene har i sig selv fået både rige og fattige lande til at fokusere mere på fattigdomsbekæmpelse, end de ellers ville have gjort.”

Desuden er det et stort skifte, at man med de nye bæredygtighedsmål stræber efter mindre ulighed, både internt i landene og landene imellem.

”Selv konservative organisationer som Verdensbanken og Valutafonden taler nu om nødvendigheden af at øge ligheden i verden, fordi uligheden er blevet større og større, både landene imellem og internt. De snakker ellers mest om at skabe vækst, ikke hvordan den fordeles,” siger Lykketoft og fortsætter:

”Voksende ulighed er et ekstremt problem. Udover at væksten er fordelt skævt i Kina, er det meget dramatisk, at hele USA’s velstandsvækst over 35 år er gået til den rigeste ene procent. Det opbygger i verdens rigeste samfund en vældig spænding mellem de super rige og en meget stor fattig befolkning.”

Temaer som bæredygtighed og mindre ulighed er i nogle lande meget kontroversielle og kan måske skubbe lande længere væk fra at vedkende sig målene. Hvordan ser du på det?

”Det kan de selvfølgelig godt. Men vi er nødt til at sætte os rimeligt skarpe målsætninger her. Og et øget globalt fokus på de her dagsordener gør det formentlig lettere at blive enige,” lyder det fra Lykketoft.       

International erfaring vigtigst

FN har 193 lande repræsenteret i Generalforsamlingen. Til sammenligning er Lykketoft til daglig formand for 189 parlamentsmedlemmer, der er fordelt mellem otte partier i Folketinget. Men trods – i en dansk kontekst - tydelige politiske skel, bliver det intet at regne for i forhold til FN-systemet.

Her spænder Generalforsamlingen fra Iran til USA og fra Luxembourg til Sydsudan. Og selvom Lykketofts nuværende formandspost på mange måder umiddelbart minder mest den nye stilling i FN, ser han ser sit tidligere arbejde med det udenrigspolitiske felt som sin vigtigste erfaring.

”Der er mange variable at tage hensyn til i FN-systemet. Og forudsætningen for at lave ordentlige kompromiser er, at man har sat sig ordentligt ind i andres tankegang,” siger Lykketoft, der fylder 70 år i januar 2016 – samme år, som FN fejrer sine første 70 år på den internationale scene.

Selvom om det ikke er nødvendigt med fuldstændig enighed i FN’s Generalforsamling for at kunne vedtage de nye bæredygtighedsmål, er der ifølge Lykketoft behov for så bredt et flertal som muligt:

”Meget vil handle om at bringe en meget heterogen forsamling til enighed. Der er ikke meget tyngde i beslutninger taget med små flertal. Det har ikke meget appel. At få vedtaget resolutioner er mindre vigtige i forhold til, at det skal være så forpligtende så muligt – både i forhold til at levere på målene og afrapportere.”

Det rette miks

At Mogens Lykketoft skulle stille op som kandidat til formandsposten var en idé, der blev født tilbage i 2012 af især daværende FN-ambassadør Carsten Stauerm og daværende udviklingsminister Christian Friis Bach, der nu er undergeneralsekretær i FN.   

Danmark kunne ifølge Udenrigsministeriet maksimere sin chance for at få formandsposten med Lykketoft som kandidat. Han havde det rette miks som ældre statsmand med lang erfaring, den rigtige profil som formand for Folketinget samt tidligere udenrigsminister, var analysen i Udenrigsministeriet.

”Og det var da et udmærket argument,” lyder det fra Lykketoft her næsten to år efter, idéen første gang blev præsenteret for ham med et prik på skulderen.

I marts 2013 blev Mogens Lykketoft så officielt kandidat til formandsposten. Herefter gik godt halvandet års intenst lobbyarbejde af Udenrigsministeriet, og i starten af december i år lykkedes det så at få opbakning til at blive eneste kandidat for FN's vestlige gruppe af lande fra Vesteuropa, Nordamerika, Australien og New Zealand, som besætter posten hvert femte år.

Arbejdet med at finde folk til Mogens Lykketofts formandskabinet på ca. 20 personer er så småt begyndt at gå i gang. Det kommer til at bestå af 5-6 danskere, 5-6 folk fra FN-systemet og en række personer fra andre lande, blandt andet også fra stormagterne i Sikkerhedsrådet.

”Der kommer også til at sidde folk fra stormagter som USA og Kina, og det er bestemt også praktisk for os, så vi bedre kan tage den politiske temperatur hos de vigtigste spillere,” lyder analysen.

Et svagt FN

Men hvordan står det egentligt til med FN-systemet og dermed Lykketofts nye arbejdsgiver, der ofte er blevet kritiseret for at være både ineffektiv og bureaukratisk?  

”For det første er FN’s blotte eksistens et stort fremskridt i forhold til tidligere tider. Vi har et sted med fast institutionelle rammer, hvor alle verdens lande praktisk talt er til stede og kan forhandle med hinanden,” siger Lykketoft.

Men i samme åndedræt anerkender han, at der også er store begrænsninger forbundet med opbygningen af FN-systemet, der stammer fra oprettelsen af FN lige efter Anden Verdenskrig:

”Man kan beskrive FN som svag, fordi man ikke har kunnet gribe ind i Syrien eller Ukraine af den indlysende grund, at en af stormagterne er part i sagen og har nedlagt veto. Men på den anden side af samme blad har FN med over 120.000 udsendte rekordmange soldater på fredsbevarende operationer,” siger Lykketoft og fortsætter:

”Man kan hele tiden koge det ned til: Hvis vi ikke havde FN, måtte vi opfinde det.”

FN’s Sikkerhedsråd har fem faste medlemmer, som kan nedlægge veto mod beslutninger vedrørende krig og fred. De fem medlemmer er USA, Frankrig, Storbritannien, Kina og Rusland - ellers de såkaldte sejrende magter efter Anden Verdenskrig.

Behov for reformer

Her har de faste medlemmer ofte nedlagt veto om sager, de har særlige interesser i. Derfor ligger nøglen til et mere slagkraftigt og effektivt FN i en reform af Sikkerhedsrådet, mener Lykketoft.

”Det ville bestemt være ønskeligt at få de fem gamle vetoberettigede medlemmer af Sikkerhedsrådet til at renoncere på vetoen eller begrænse anvendelse af den og undlade at bruge den, når store humanitære katastrofer er under opsejling,” lyder det.

Desuden ønsker Lykketoft, at Sikkerhedsrådets sammensætning af faste medlemmer i højere grad afspejler det nuværende magtforhold i verden. Han savner blandt andet, at Indien, Brasilien, afrikansk repræsentation samt Tyskland og Japan er repræsenteret i Sikkerhedsrådet.

Men en reform af Sikkerhedsrådet har været diskuteret de sidste 15-20 år i FN-systemet.

”Det er en gammel diskussion, og det vil være naivt at forestille sig, at det kan løses det næste år. Når diskussionen forhåbentlig dukker op igen, er det eneste man kan gøre - at skabe mest muligt pres for, at noget efterhånden kan ske,” siger han.

Lykketoft håber, at en reform af Sikkerhedsrådet bliver en del af diskussionen og valgkampen, når man i løbet af 2016 skal finde en ny FN-generalsekretær efter Ban Ki-moon, der har siddet på posten siden 1. januar 2007.

Dagordenssættende magt

Selvom Generalforsamlingens beslutninger ikke er bindende, har den en stor magt i at sætte temaer og emner på den internationale dagsorden. Det er f.eks. Ban Ki-moon og Mogens Lykketoft, der i fællesskab igangsætter højniveaumøder eller konferencer i regi af Generalforsamlingen.

"Man skal ikke forfalde til storhedsvanvid og tro, at man kan ændre verden på et år. I stedet kommer til det at handle om at sætte dagsordener," siger han.

”Kunsten er at gribe nogle temaer an der, hvor der er størst chance for at få sat noget i bevægelse. Det gælder om at finde det gyldne snit mellem noget, der er vigtigt,  og noget, der kan tiltrække de tunge beslutningstagere og de vigtige indlæg for mange tilhørere. Og på den måde bidrage til den globale debat,” lyder vurderingen fra Lykketoft.

Han mener dog, at det er for tidligt at udpege særlige temaer, der skal på dagsordenen.

Men i forhold til spørgsmålet om, i hvilken retning FN bør gå i fremtiden, er svaret klart:

”Jeg så gerne, at verdens lande i højere grad deponerede deres handlefrihed i FN, og at stormagterne i et eller andet omfang siger god for kvalificerede flertalsbeslutninger i FN, også når det gælder krig og fred samt humanitære katastrofer.”

Hvordan tror du det bliver at vende tilbage til dansk politik, når du stopper efter et år som formand for FN?

”Det er svært at sige. Det er jo på den anden side af et valg. Så det afhænger af, hvilket politisk miljø, der er, og hvilke opgaver, der er til den gamle mand. Det må tiden vise. Jeg bestemmer det jo ikke alene, men jeg tror, at jeg vil kunne bidrage til noget ideudvikling i mit eget parti,” siger Lykketoft.

Formelt bliver Lykketoft først valgt som ny formand i juni 2015 af de 193 lande i FN's generalforsamling. Formandskabet løber fra 15. september 2015 og et år frem.

kafr@altinget.dk