Kirsten Brosbøl afløser Martin Lidegaard som forperson for Det Politiske Akademi

Det stemmer ikke overens med Det Politiske Akademis formål at have en partileder som forperson. Derfor forlader Martin Lidegaard (R) posten. Tidligere miljøminister Kirsten Brosbøl (S) tager over. 

Martin Lidegaard (R) træder af som forperson for Det Politiske Akademi. Han afløses af tidligere MF'er og minister Kirsten Brosbøl (S), der i dag er medlem af 2030-panelet samt stifter af "handletanken" 2030beyond.  

Det meddeler direktør i Det Politiske Akademi, Olav Hesseldahl. 

"Martin Lidegaard træder ud af bestyrelsen, da det ikke er foreneligt med akademiets formål at være så tæt på et parti, som vi risikerer med en forperson der også er partileder, og så er hans tid også blevet en del mindre. Depechen som forperson er overdraget til Kirsten Brosbøl, der til gengæld har overordentligt meget at udrette på den post."

Det Politiske Akademi er et tværpolitisk initiativ, som skal rekruttere og uddanne kandidater, der kunne forestille sig en fremtid i politik. Derfor er Kirsten Brosbøl valgt som ny forperson, fordi hun har masser af erfaring inden for området. 

"Udover at Kirsten som forhenværende Obama Scholar har netværk blandt en masse andre akademier og politiker-inkubatorer i verden, så står hun også bag de bootcamps for nye medlemmer af Folketinget. Derfor er vi allerede ved at sprede Det Politiske Akademis vinger og netværk ud i verden," meddeler Olav Hesseldahl.

Omrokeringen skaber plads til René Christensen (DF), som skal være ny næstforperson, mens Villy Søvndal, tidligere formand i SF, træder ind i bestyrelsen.  

Forrige artikel Henrik Dahl bliver næstformand for Det Udenrigspolitiske Nævn Henrik Dahl bliver næstformand for Det Udenrigspolitiske Nævn Næste artikel Jeppe Kofod opretter tre selskaber Jeppe Kofod opretter tre selskaber