Intern debat skal sætte kunst og kvinder fri
DEBAT: Den egyptiske vicekulturminister, kvindelige graffitimalere og organisationer under DAI står over for et dilemma: En demokratisk valgt regering knægter nu grundlæggende demokratiske rettigheder. Det skriver Morten Gøbel Poulsen fra CKU.
Af Morten Gøbel Poulsen
Projektleder, Center for Kultur og Udvikling (CKU)
For nyligt besøgte en delegation af danske kulturjournalister Cairo. Én episode gjorde et særligt indtryk på dem, og det blev nøglehistorien i mange af avisartiklerne bagefter. Det var mødet med den trætte vicekulturminister Said Tawfik, der angiveligt er under stort pres fra Det Muslimske Broderskab, salafister og andre for at forstærke censuren i landet.
Men omvendt er det jo hans job at værne om kulturen og den frie kunstneriske udvikling. Det er usikkert, hvor længe han holder, for som han siger, "I just hope that I do not loose hope".
I februar i år gik den tidligere kulturminister af i protest mod politiets vold mod en ung aktivist, som blev banket og slæbt nøgen gennem gaderne, hvilket var blevet filmet og lagt ud på nettet.
Dilemma: Demokratisk valg, udemokratiske resultater
Det Arabiske Initiativ (DAI) kan nu fejre 10 års jubilæum og et stort tillykke med det. Det er et rigtigt og vigtigt initiativ, som sigter på at skabe dialog mellem Danmark og den arabiske verden samt at styrke demokratiske reformer i regionen. Behov, som blot er blevet yderligere aktualiseret undervejs med tegningekrisen og Det Arabiske Forår, som dog kan minde mere om et efterår lige nu.
Mange organisationer fra vores nabolande misunder os Det Arabiske Initiativ som en sammenhængende, visionær og ambitiøs indsats.
Men den stakkels viceministers dilemma er også relevant for DAI-aktørerne. For hvordan forholder man sig i en situation med en regeringsbærende bevægelse som Det Muslimske Broderskab - der er demokratisk valgt, men som på nogle områder opfører sig udemokratisk? Og det netop i forhold til en række af de basale menneskerettigheder og værdier, som er vigtige for DAI, såsom sikring af uafhængige civilsamfund, ligestilling, ytringsfrihed, pressefrihed, magtens demokratiske tredeling, etc.
"Alle meninger er lige gode"
Nu handler DAI selvfølgelig om at passe ind i en mellemøstlig - og ikke en dansk initieret- forandringsagenda. Og netop støtte til reformkræfterne i regionen med afsæt i basale menneskerettigheder har været en rød tråd i CKU's kulturprogram siden starten i 2006.
Kunstnere kan være med til at forandre verden, og de har vist det i Mellemøsten. Når CKU støtter et netværk for kvindelige bloggere i regionen eller D-caf-kunstfestivalen i Egypten, ja, så er det jo de egyptiske partnere og ikke os, som har sat barren højt op i forhold til kvinders rettigheder og kunstnerisk ytringsfrihed.
Men hvad så med de tilfælde, hvor værdigrundlaget er forskelligt mellem de danske DAI-organisationer og de lokale aktører? Hvad gør man her?
På det kulturelle område er erkendelsen den, at det ikke kun handler om at støtte dem, vi godt kan lide og dem, vi er enige med, til at gøre noget bestemt - men snarere at skabe platforme for den frie kunstneriske udvikling og udveksling. Her vil kunstnere, aktivister og andre byde ind med det, de nu engang har på hjerte, og så er det op til dem at tage debatten internt.
Alle meninger er så at sige lige gode i udgangspunktet - men selve de demokratiske hjørnesten med frihed, tolerance, plads til kreativitet, fredelig sameksistens og respekt for hinandens synspunkter rokker vi ikke ved.
Kvindegraffiti vækker både nysgerrig og vrede
Dette er imidlertid ikke altid lige let i praksis. Lad mig give et eksempel. Lige nu gennemfører et egyptisk netværk af graffitikunstnere workshops i en række af de større egyptiske byer. Dette foregår selvfølgelig ude i byrummet, og fokus er på kvinders situation i Egypten.
Inspirationen kommer bl.a. fra Mira Shihadehs værk "Superhero", der forestiller en kvindelig graffitimaler i lårkort og på stilethæle, som sprayer mandlige sexual harassers væk. Eller den såkaldte "kvindeintifada" arrangeret af Harimi-gruppen, hvor man portrætterer stærke kvindelige ikoner fra Egypten - sangerinder, skuespillere m.fl. Formålet er at lade kvinderne indtage det offentlige rum, bryde sociale tabuer og starte diskussion om kvinders roller og rettigheder i et moderne egyptisk samfund.
Dette afføder typisk to typer af reaktioner fra lokalmiljøet: Det ene er en nysgerrighed/skepsis kombineret med en lyst til at diskutere med kunsterne. Ikke nødvendigvis for at søge eller opnå en enighed, jf. pointen ovenfor, men at der bliver åbnet et umiddelbart og direkte rum for refleksion og meningsudveksling, hvor folks faste overbevisninger også kan blive udfordrede. Dette er den konstruktive del.
Den anden type reaktion er den decideret fjendtlige og i værste fald truende. Det kunne være mænd, som påberåber sig brud på islam som legitimitet til at angribe kunstnerne. Tilskueren føler sig her provokeret og spiller da det religiøse kort som det, der endegyldigt skal lukke sagen.
Værdidebat er internt anliggende
Således også i Luxor for blot få dage siden, hvor kunstnerne, som selv er muslimer, prøvede at gå ind i en dialog med mændene om, hvilke konkrete brud på religionen de da så i en tegneserie på murene imod sexual harassment. I det mindste for at prøve at skabe en fælles reference at diskutere ud fra. Det lykkedes dog ikke i det pågældende tilfælde, hvor situationen blev spidset til.
Og dermed er vi igen forbi spørgsmålet om værdiforskelle. Det er i virkeligheden mindre interessant at stille Danmark over for den arabiske verden. Dybest set handler det her jo om at man i de arabiske samfund internt får taget hul på nogle af de følsomme emner, som eksempelvis hvordan man forstår og praktiserer religionen. Ikke for at fornærme nogen, men for at have et fælles sprog, et fælles grundlag at være enige eller uenige ud fra.
Et grundlag, som både kan hjælpe den trætte viceminister, når han skal drive en aktiv kulturpolitik eller de aktive graffitimalere til at få befolkningen i tale. Håbet er at bevare håbet!
