IBIS: Udviklingsbistand er mere end grædende børn

Af Lars Koch
Politik og Kampagnechef i IBIS

Danskernes støtte til udviklingsbistanden er faldende. Det er ikke underligt. Som udviklingsorganisationer tenderer vi til at overdrive bistandens betydning, og der bliver skabt en forventning om, at bistand kan skabe økonomisk vækst og udvikling, selvom hovedformålet er at hjælpe fattige folk.

Udviklingsbistand har til målsætning at bekæmpe fattigdom og sikre basale rettigheder for fattige folk. Her skaber udviklingsbistanden masser af resultater, fx når vi måler på 2015-målene, hvor bistanden har bidraget væsentligt til, at en række af målene er nået globalt og i mange lande.

Hvis man vil kigge på sammenhængen mellem bistand og økonomisk vækst, er det for det første nødvendigt at klargøre, at det ikke er hovedformålet med bistanden. Og at meget bistand bliver givet primært med det formål at fremme donorens økonomiske og sikkerhedspolitiske egne interesser.

For det andet skal bistanden sættes i perspektiv. I 2014 var den samlede udviklingsbistand i verden på 135 milliarder dollars. Bistand er kun en mindre del af det samlede økonomiske flow ind og ud ad udviklingslandene. Direkte udenlandske investeringer er fem gange større end bistanden til udviklingslandene og cirka dobbelt så store for Afrika.

Remitter – migranters private overførsler af penge hjem til familien – er tre gange større. Og kapitalflugten ud ad udviklingslandene, hovedsageligt fra multinationale selskabers skattetænkning og fusk med fakturaer, told og skatter, er 7-8 gange større end bistanden. Det betyder, at udviklingslandene går glip af mindst 100 milliarder dollars i tabte skatteindtægter om året. I denne sammenhæng er bistanden kun en mindre del af billedet.

En ny tendens
En ny tendens i dansk og international bistand er at bruge bistanden til at mobilisere private investeringer i udviklingslandene. Det kan ud fra et ønske om at skabe økonomisk vækst være en god strategi. Men der er ikke nogen direkte sammenhæng mellem økonomisk vækst og reduktion af fattigdom. En række afrikanske lande har gennem de sidste ti år set en vækst på omkring 6 procent, samtidig med at antallet af fattige i landene er steget.

Den ekstreme og stigende ulighed i landene giver en lille økonomisk politisk elite mulighed for at absorbere hele væksten. Hvis bistand blandes sammen med private investeringer, så skal der opstilles meget klare målsætninger for, hvordan pengene direkte kommer fattige mennesker til gavn i form af job, skattebetalinger og en ansvarlig opførsel fra selskaberne.

Og i stedet for primært at støtte selskaber fra Danmark og andre OECD-lande, så skal man med bistand søge at skabe investeringer og vækst i lokale selskaber, der ellers ville have svært ved at udfolde sig. Det forekommer fx underligt, at en række OECD-lande bruger bistandsmidler til at investere i olie- og minesektoren, der har meget få jobs og ofte har relativt nemt ved at mobilisere kapital på det frie marked.

En vigtig katalysator
For at genskabe tilliden til bistanden er det nødvendigt at være helt skarp på, hvad formålet er, og hvordan det kommunikeres. Jeg tror, at der blandt danskerne er en vis træthed over for grædende børn. Det virker på kort sigt til at mobilisere støtte til humanitære kriser. Men det underminerer tilliden, når problemet kommer igen og igen.

Derfor er der brug for at klargøre, at bistand skal afhjælpe de langsigtede udfordringer, så børnene ikke ender i de appellerende nødsituationer. Vi skal bruge bistanden til målrettet at adressere de strukturelle årsager til fattigdom som kapitalflugt, skatteunddragelse, unfair handelsbetingelser og ekstrem ulighed i landene.

Det kan være Danidas støtte til Tanzanias skattesystemer, eller når IBIS støtter partnere i Mozambique og Sierra Leone til at få gennemsigtighed i olie- og minekontrakter og indtægter. Vi skal samtidig turde fortælle danskerne, at det er den bæredygtige vej til varigt at bringe lande og folk ud af fattigdom. For at genskabe tilliden skal vi tro på, at vi kan fortælle en lidt mere kompliceret historie end grædende børn, og at danskerne kan forstå den lidt dybere sammenhæng.

Sidst så skal vi også gøre det helt klart, at enhver udvikling kommer inde fra landene selv. I vores ønske om at understrege egne fortræffeligheder og søge støtte til forandring, så kommer bilateral bistand og folkelige organisationer alt for ofte til at overdrive vores potentielle indflydelse. Bistand kan hjælpe til mange ting, støtte forandringsagenter og politikker, der hjælper fattige og giver dem en stemme og en bedre uddannelse.

Men egentlige forandringer og opgør med despotiske, korrupte ledere, der mest har egen vinding for øje, den skal altid komme indefra i landene fra et stærkt civilsamfund. Her er bistand i bedste fald en vigtig katalysator.

debat@altinget.dk