Hver tredje vil sænke ulandsbistanden yderligere

MÅLING: Trods historiske besparelser på udviklingsbistanden er 35 procent af vælgerne klar til at skære mere i ulandsbistanden, viser ny måling. Men et flertal vil som minimum fastholde niveauet.

Selvom V-regeringen med opbakning fra blå blok har sendt udviklingsbistanden ned på et rekordlavt niveau i 2016, vil mere end en tredjedel af vælgerne skære yderligere på bistanden.

35 procent af vælgerne ønsker nemlig, at udviklingsbistanden skal sænkes. Det viser en ny måling, som Norstat har lavet for Altinget.

Omvendt er der med 55 procent flertal for, at ulandsbistanden ikke skal sænkes yderligere – heraf vil 20 procent af vælgerne faktisk hæve udviklingsbistanden. 10 procent har svaret "Ved ikke" på spørgsmålet om, hvad der skal ske med udviklingsbistanden fremadrettet.

0,71 procent af Danmarks BNI er i 2016 afsat til at hjælpe verdens fattigste lande. Det er det laveste niveau siden 70’erne.

Men Danmark er fortsat i den eksklusive klub på fem lande i verden, der lever op til FN’s målsætning om at give minimum 0,7 procent af BNI til udviklingshjælp.

V-vælgere vil skære
Den tidligere SR-regering havde afsat 0,87 procent til udviklingsbistanden i 2015. Målet dengang for regeringen var at give en procent, men det mål blev aldrig indfriet – nu afviser Socialdemokraterne at sætte et mål for ulandsbistanden.

Opbakningen til at hæve udviklingsbistanden er størst blandt den Radikale vælgergruppe, mens Dansk Folkepartis vælgere er mest skeptiske overfor udviklingsbistanden.  

Mere overraskende er det måske, at 49 procent af Venstres vælgere ønsker at sænke udviklingsbistanden. 46 procent vil enten beholde eller hæve det nuværende niveau.

Regeringen forventer at offentliggøre en ny udviklingspolitisk strategi i juni under Folkemødet på Bornholm.

Forrige artikel S bringer regeringen i mindretal om udflytning af DIIS S bringer regeringen i mindretal om udflytning af DIIS Næste artikel Nyt magasin om magten i dansk politik Nyt magasin om magten i dansk politik