Fremmer religionsfrihed demokrati og økonomisk vækst?

UFFE TORM 
NGO-konsulent 

Folketingets Udenrigsudvalg afholder den 12. november en offentlig høring om ”Religionsfrihed og forfulgte kristne” på Christiansborg. Der er tale om en opfølgning af et åbent samråd i Udenrigsudvalget den 27. februar 2014. Samrådet blev indkaldt, fordi en række kirkelige personer og organisationer opfordrede politikerne til at reagere på de tiltagende forfølgelser af kristne mindretal i Mellemøsten, især i Irak. Og de 12 biskopper i rigsfællesskabet sendte i april måned et brev til udenrigsministeren herom.

Det er rigtigt, at især kristne mindretalsgrupper i stigende grad er blevet forfulgt eller undertrykt i de senere år. Men det gælder også muslimske og andre religiøse mindretal. Og desværre har ikke kun Danmark, men de fleste vestlige lande i begrænset omfang reageret på den manglende respekt for religions- og trosfrihed i en lang række lande i alle verdensdele. Ifølge årsrapporten for 2013 om religionsfrihed fra det amerikanske udenrigsministerium har der aldrig været så mange forfulgte i verden på grund af deres tro som nu.

Religions- og trosfrihed er en af de helt grundlæggende frihedsrettigheder både i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra december 1948 og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra november 1950. Religionsfrihed hænger tæt sammen med forsamlings-, organisations- og ytringsfrihed. Uden disse friheder er der ingen religionsfrihed og omvendt. Religionsfrihed er alle andre friheders moder.

I den aktuelle debat om religions- og trosfrihed er det bl.a. blevet fremført, at menneskerettigheder har deres udspring i kristendommen. Og et andet argument fremført fra kirkelig side er, at religions- og trosfrihed helt kontant kan betale sig! Men forholder det sig virkeligt sådan?

Fremmer religionsfrihed demokrati og menneskerettigheder?

Det i august 1948 nystiftede Kirkernes Verdensråd bakkede ganske vist op om den af FN foreslåede globale menneskerettighedskonvention, som blev vedtaget i december samme år. Men det var ikke ensbetydende med, at alle nationale eller lokale kirker var enige heri. Og kolonimagterne var i øvrigt i begyndelsen lunkne overfor ideen om en international konvention om menneskerettigheder, som kunne bruges mod dem.

Det var da også de dengang få selvstændige lande i Syd, som især pressede på i FN for at få vedtaget en verdenserklæring om menneskerettigheder. Det gjaldt især Pakistan, Liberia, Jamaica og Costa Rica. Men det er glemt. I Syd opfattes menneskerettighederne i dag ofte som en vestlig, imperialistisk opfindelse.

Inspirationen til FN’s menneskerettigheder skal da også findes i oplysningstiden (ca. 1690 - 1790) og især i den amerikanske uafhængighedskrig (1775-87) og den franske revolution (1789-99). Og jo, man kan sagtens også se kristne værdier afspejlet i menneskerettighederne. Men de kristne kirker har ikke altid kæmpet for demokrati, ligestilling mellem kønnene eller ytrings- og religionsfrihed. Og mange kirker både i Afrika, Asien, Europa og USA har fortsat store problemer med demokrati og menneskerettigheder.

Der er desuden mange eksempler på, at religion har virket undertrykkende. Religiøs skæbnetro og defaitisme kan være med til at modarbejde menneskers naturlige stræben efter bedre levevilkår. Det gælder også for kristendommen. Biblen er blevet brugt til at legitimere slaveri i sin tid og apartheid i nyere tid. Men biblen er dog også blevet brugt til at bekæmpe slaveri, apartheid og diktatur.

FN’s menneskerettighedserklæringer blev vedtaget på et tidspunkt, hvor de fleste lande i Asien og Afrika stadig var kolonier. De fleste har senere tilsluttet sig FN’s menneskerettighedserklæringer for at komme med i ”det gode selskab” og få del i Vestens udviklingsbistand. Men det betød ikke, at magthaverne havde eller har til hensigt at efterleve menneskerettighederne. Det kunne jo koste dem selv magten!

Hvis de globale menneskerettigheder var blevet formuleret efter afkolonialiseringen, havde FN’s Verdenserklæring herom nok set noget anderledes ud. Det er et vestligt postulat og ren ønsketænkning, at FN’s individuelle menneskerettigheder er universelt accepterede. De fleste lande overholder dem jo ikke.

Kan religionsfrihed betale sig?

Den amerikanske forsker Brian J. Grim, som er leder af Business and Religious Freedom Foundation i Annapolis, USA, hævder, at religions- og trosfrihed vil fremme økonomisk vækst og social fremgang. Det er klart, at voldelige religiøse konflikter som alle andre etniske, sociale og politiske konflikter kan hæmme den økonomiske aktivitet og vækst i de berørte lande eller ligefrem nedbryde hele samfundet.

Men at religionsfrihed alene i sig selv skulle fremme økonomisk vækst og udvikling, er der næppe overbevisende belæg for. I al fald har Kinas diktatur hidtil bidraget mest til opfyldelsen af FN’s målsætning om halvering af verdensfattigdommen inden 2015. Mere end 700 millioner kinesere er blevet løftet ud af ekstrem fattigdom i de sidste 30-35 år, mens uhæmmet kapitalisme og rå markedskræfter ofte har skabt øget fattigdom. De voksende nationale og globale uligheder truer den sociale stabilitet i mange lande.

Det, der især fremmer økonomisk vækst, er satsning på uddannelse, sundhed, økonomiske reformer vedr. investeringer og handel samt muligheder for privat foretagsomhed uden bureaukratisk indblanding. Det er den opskrift, Kina og Vietnam har brugt, uden at kommunistpartiet i de to lande har opgivet deres magtmonopol. Så kan man naturligvis tro på, at væksten kunne have været endnu større, hvis der havde været trosfrihed og demokrati. Men bevises kan det jo ikke. Og måske havde prisen herfor endda været en endnu højere grad af forurening af luft, vand og jord i de to lande. Men heller ikke det kan dokumenteres.

Kristendom = kapitalisme?

Med henvisning til Europas udvikling hævdes det endvidere, at især (pietistisk) kristendom har fremmet sparsommelighed, foretagsomhed og deraf følgende økonomisk vækst. Men i så fald burde en række overvejende kristne lande syd for Sahara og lande, hvor kristne og muslimer hidtil har levet fredeligt side om side, have klaret sig bedre end de asiatiske ”tigerøkonomier”. Det gælder f.eks. Sydkorea, Singapore, Taiwan og Vietnam, der hverken praktiserer religionsfrihed eller præges af demokratiske værdier.

Selv om religiøse spændinger mellem muslimer og kristne nu er voksende i Afrika, er der opstået afrikanske ”løveøkonomier”, f.eks. Etiopien, Kenya, Nigeria og Tanzania med imponerende økonomiske vækstrater de senere år. Men der er ikke meget, der tyder på, at kristendom og kapitalisme er forbundne kar.

Religions- og trosfrihed skal naturligvis ikke fremmes af økonomiske grunde, fordi det kan betale sig på bundlinjen. Religionsfrihed for alle skal fremmes og respekteres, simpelthen fordi vi mener, at det er en grundlæggende menneskerettighed - og ikke fordi det måske er en profitabel markedsmekanisme. Der er ganske enkelt ikke behov for andre argumenter - f.eks. økonomiske - for religions- og trosfrihed for alle.

Manglende forståelse for religions betydning

Manglende respekt for religionsfrihed er ikke primært et udviklingsproblem. Religionsforfølgelse skyldes ikke underudvikling og fattigdom, men er et alvorligt socialt, kulturelt og voksende politisk problem i både fattige og rige lande. Det betyder, at religionsfrihed som et globalt problem skal tages seriøst og prioriteres højere især i Danmarks udenrigspolitik, men naturligvis også i dansk udviklingspolitik.

Udviklingsbistanden er et af de instrumenter, der er til rådighed i udenrigspolitikken. Fremme af religions- og trosfrihed burde derfor som en selvfølge være en integreret del af den rettighedsbaserede tilgang til udvikling. Men det er ikke primært de fattige i ulandene, som skal betale for en øget dansk indsats for religionsfrihed finansieret af bistandsmidler. De fattigste vil nok gerne ”frelses” - men først og fremmest fra fattigdom, sult, sygdomme og uvidenhed. Korn og brød mætter mere end Koraner og Bibler!

Både udenrigs- og udviklingspolitik kræver en elementær forståelse for og indsigt i de kulturelle og dermed religiøse dimensioner i både den internationale politiske udvikling og i udviklingsarbejdet, kompetencer som Udenrigsministeriet desværre ikke besidder. Og det er jo nok hovedforklaringen på, at emnet religions- og trosfrihed i det store hele længe har været fraværende både i dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

debat@altinget.dk