Forskere: Inddrag modtagerlandene i partnerskabsaftaler

Af Lars Buur og Julie Rosenkilde
Henholdsvis lektor og forskningsassistent, Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Dansk udenrigspolitik er i opbrud. Under indtryk af de store nedskæringer på udviklingsområdet er der behov for en skarp prioritering, hvis Danmark fortsat skal gøre sin stemme hørt. Vi kan ikke gøre lidt af det hele som før i tiden. Det kræver et opgør med den danske tradition for at give lidt til alle. Det er udfordringen for regeringens udenrigskoordinator Peter Taksøe-Jensen.

Hvad bør omlægningen prioritere? Virksomhedsudvikling, grøn omstilling, klimatiltag og ny viden og innovation i partnerskab med udviklingslandene. Det vil styrke modtagerlandenes evne til at håndtere egne udfordringer. Og det vil gavne Danmark og danske virksomheder.

Eller er det civilsamfunds udvikling, vagthund-kritik af menneskerettigheds-krænkelser samt fattigdomsbekæmpelse, der må komme først? Meget tyder på, at civil samfundsudvikling, rettigheder og fattigdomsbekæmpelse kommer med økonomisk udvikling. Der er få steder – hvis der er nogen tilfælde overhovedet – hvor det har været omvendt.

Tænk nyt
At de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling er blevet en vigtig del af dansk udenrigspolitik er der bred enighed om. Hvordan de skal eller kan udmøntes, er mindre klart. De 17 mål dækker enormt bredt. Men som noget nyt er erhvervslivet kommet med, og det er et stort fremskridt.

Steen Hildebrandt fra Aarhus Universitet fremhæver, at verdensmålene er vigtige, fordi de viser virksomhedsledere, at de er forbundne med og har et ansvar for resten af kloden. Verdensmålene repræsenterer et erkendelsesmæssigt ryk i det globale politiske værdisystem i retning af, at bæredygtig udvikling skal være lokomotivet for økonomisk vækst.

Det er med andre ord ikke vækst i sig selv, der er interessant, men typen af vækst og den velstand, den giver mulighed for, der er afgørende. Her har Danmark gode muligheder for at gøre sig gældende. Men hvad er bæredygtig vækst og velstand egentlig? Når højtflyvende normativitet og ideer, om at alle skal være lige meget med, er skrællet af, så bør en dansk indsats fokusere på at fremme de danske interesser, der kan gøre en forskel lokalt i udviklingslandene.

Vi bør fokusere på fremme af små og mellemstore virksomheder, grøn omstilling, klimatiltag og nyskabende viden og innovation, hvor vi uomtvisteligt har noget at byde ind med.

Tænk i partnerskaber
En af de store svagheder ved de tidligere årtusindemål, MDG’erne, var, at mål otte om det globale partnerskab ikke blev indfriet på grund af manglede finansiering. I de nye verdensmål er globale partnerskaber mål nummer sytten. Og det faktum, at vi er og bliver stadig mere forbundne, har betydning for Danmark. Erhvervsudvikling skal ske i partnerskab med modtagerlandene.

Og vi er faktisk allerede godt i gang med denne partnerskabsproces. Den 3-årige konsultationsproces, der har ført frem til de sytten verdensmål, har været et produkt af den tænkning, hvor medlemslandene i FN har åbnet dørene for input fra de forskellige former for civilsamfundsorganisationer og virksomheder og herved inddraget dem i formuleringen af målene.

Så langt så godt. Gennem den åbne konsultationsprocessen er der blevet skabt en anerkendelse af, at vi i partnerskabet er gensidigt afhængige af hinanden, og en tillid til, at vi har brug for at mobilisere alle midler, for at det i sidste ende skal lykkes at implementere målene.

Men her er der et paradoks, som vi må forholde os til: Vi må gøre op med den bureaukratiske ide om, at samfund kan styres gennem diktater fra os i nord. Kun partnerskaber gennem stærke horisontale relationer kan skabe mere bæredygtig velstand globalt. Og samtidig må vi gøre os klart, at vi ikke længere kan købe os til indflydelse, som vi tidligere har gjort, når vi har talt partnerskabsorienteret udenrigspolitik.

debat@altinget.dk