Folkekirkens Nødhjælp: Nærområdeindsatsen er slået fejl

DEBAT: Så længe der ikke er mulighed for et værdigt liv i nærområderne, så tvinger vi mennesker på flugt, skriver Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Af Birgitte Qvist-Sørensen
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp

Det måske største tema i valgkampen i juni var, hvorvidt det kunne betale sig at arbejde. Et halvt år senere er det politiske fokus skiftet markant. Nu handler det om, hvorvidt det kan betale sig at flygte. Der er vist ingen grund til at gøre rede for debatten. Den er kendt og velbeskrevet.

Træder man et skridt tilbage og laver en meget grov generalisering, kan man sige, at der er to faktorer, der afgør, om mennesker flygter. Vi kan kalde dem en ”push-" og en ”pull-faktor". Pull-faktoren er den, der fylder mest i europæisk politik i disse dage. Landene kappes om, hvem der kan gøre sit land mindst attraktivt for flygtninge. Nordmændene har foreslået 15 nye stramninger, svenskerne har indført grænsekontrol, Danmark har foreslået flere stramninger. Det er en forståelig politisk reaktion. For her kan man gøre noget. Man handler.

Den anden faktor er den, der skubber folk på flugt. Den tales der også om. Man taler om en fælles jobskabelsesfond til Afrika, der skal få folk til at blive hjemme. Der tales om mere hjælp til nærområderne. Til de områder, som vi i Folkekirkens Nødhjælp er eksperter i.

Det slående ved den aktuelle situation er, at man i Danmark kan få indtryk af, at der skal små nedjusteringer af forholdene til, for at folk bliver væk. At hvis man skruer lidt på ”pull-faktoren”, så er problemet løst. Det vidner om, at man ikke har gjort sig begreb om, hvor forfærdelig situationen i de områder, de flygter fra, er.

Mangel på håb
Hvis ikke du har et livsperspektiv, så flytter du. Det ville vi selv gøre, og det er blandt andet det, vi ser nu med flygtningestrømmene op gennem Europa. De er vidnesbyrd om, at nærområdeindsatsen er slået fejl. Vidnesbyrd om, at der ikke investeres nok.

Og uanset hvor i verden et nærområde ligger, er behovene de samme: Basal sikkerhed og basale behov, såsom vand, mad og sanitet. Men en ting, som mange glemmer, er, at der også er behov for et værdigt liv. Et livsperspektiv.

Mange flygtninge opholder sig i en lang årrække i flygtningelejre. Det betyder, at der også er behov for skolegang til børnene, for erhvervsuddannelse, for at kunne vælge, hvad du vil købe på markedet. Der er behov for medbestemmelse, og der er behov for noget at lave.

Udviklingsindsatsen og den humanitære indsats skal derfor gå hånd i hånd i nærområderne. Det kræver helhedstænkning, det kræver samarbejder og ikke mindst, så kræver det en politisk erkendelse af, at nærområderne er mere end bare noget, vi snakker om.

Så længe vi håndterer ”push-faktorerne” halvhjertet, vil vi se flygtningestrømme mod Europa. For jeg tror ikke, at europæiske politikere hverken kan eller vil konkurrere med forholdene i nærområderne, når det kommer til manglen på basale rettigheder, sikkerhed og behov. Vi hverken kan eller vil konkurrere med nærområderne i manglen på livsperspektiv og værdighed.

Og så længe der ikke er mulighed for et værdigt liv i nærområderne, så tvinger vi mennesker på flugt. Derfor synes jeg, vi skal rette den fulde politiske opmærksomhed mod det, der virkelig virker. Lad os fokusere på det, der tvinger mennesker på flugt – og ikke de forhold, der møder dem, når de er flygtet.

Forrige artikel Forsker: Drop de nationale dagsordener Forsker: Drop de nationale dagsordener Næste artikel Genlæs debatten om nærområdeindsatserne Genlæs debatten om nærområdeindsatserne