Exoskelettet Arzrouni

SPIN-INTERVIEW: Særlig rådgiver Christopher Arzrouni ser sig selv som en klassisk embedsmand, hvis mål er at give udenrigsminister Kristian Jensen flere timer i døgnet. Han er en policy-udvikler, der fungerer som tolk mellem embedsværk og politikere.

Hvad er den vigtigste funktion som særlig rådgiver?

”Loyalitet betyder alt. Jeg ser mig selv som Kristian Jensens exoskelet. En rustning, som gør bæreren hurtigere og stækere. Ligesom RoboCops ydre skelet. Exoskelettet har ikke sin egen vilje, men forstærker kun bæreren.”

Hvordan kommer det til udtryk?

”En særlig rådgivers arbejde, hvis det er ordentligt udført, foregår i total anonymitet og fortrolighed. Per definition findes den særlige rådgiver ikke. Jeg findes ikke. Der findes kun Kristian Jensen. En særlig rådgiver må ikke henlede opmærksomheden på sig selv. Det er rammen for arbejdet.”

Hvordan påvirkes arbejdet af den særlige rådgivers uddannelse og baggrund?

”Tidligere manglede ministerierne en forståelse for en moderne kommunikationsverden. Det er ikke længere tilfældet. Det, en minister har brug for i dag, er en fast policy-udvikling i sit ministerium, såsom i Koordinationsudvalget. Især når han har opgaver, der vedrører hele regeringens arbejde. Det er næsten spild af særlige rådgivere, hvis embedet skal bruges til et journalistisk formål.”

Hvordan påvirker dit politiske ståsted dit virke?

”Jeg bliver bedre til at gennemskue, hvad andre vil. Hvis jeg nu ikke havde nogen politiske holdninger, havde jeg sværere ved at forstå politikere. Så tror jeg, at jeg ville se det hele som et ludospil, hvor det var ligegyldigt, om brikkerne var blå eller røde. Da jeg nu har et særdeles blåt udgangspunkt, har jeg nemmere ved at forstå, hvor politikerne vil hen. Jeg er et kompas, der altid peger mod syd. Det er ret nyttigt, selvom man vil mod nord.”

Hvad er optimale arbejdsforhold for en særlig rådgiver?

”Der er to situationer, jeg fungerer godt i. Når jeg har en chef, jeg har respekt for, og når jeg har en mission, jeg sympatiserer med. Missionen lige nu er at få det borgerlige Danmark til at fungere effektivt.”

Forrige artikel Nyt magasin om magten i dansk politik Nyt magasin om magten i dansk politik Næste artikel Venstre: Vi følger helt klart OECD-reglerne Venstre: Vi følger helt klart OECD-reglerne