Nye rammer kan svække internationalt lederskab

Af Vagn Berthelsen
Generalsekretær i IBIS

Jeg synes, at ramme-konceptet er en rigtig god ide! Det sparer penge til kontrol og administration, så flere penge kan gå til det egentlige formål, nemlig udvikling i ulandene. Det muliggør langsigtet planlægning og tilsagn til partnere i ulandene, som i mindre grad tvinges til at arbejde kortsigtet. Det løfter grundlæggende niveauet, så dialogen handler om det overordnede og væsentlige og ikke om detaljer, som i den større sammenhæng er ligegyldige.

På baggrund af de danske erfaringer er der interesse for at kopiere ramme-modellen i forskellige lande i Europa, senest er det Holland, der måske vil indføre en lignende model. Og af samme grund er det godt, at flere danske organisationer med solid erfaring og kunnen nu inviteres til at få en rammeaftale. Det giver dem en bedre ramme for at arbejde, og det vil være til gavn for deres samarbejdspartnere.

Jeg vil pege på to udfordringer i modellen. 

Fare for ensretning
Christian Friis Bach har samtidig signaleret et øget fokus på dokumentation og resultater og sagt, at organisationerne skal forvente en større differentiering i bevillingerne. Helt rimeligt. En rammeaftale må ikke blive en sovepude, og vi skal levere gode resultater. Men det bliver en udfordring at sammenligne organisationerne, som er vidt forskellige, og som arbejder med meget forskellige sektorer og mandater.

NGO'ernes diversitet er netop en stor styrke, som der skal værnes om. Vi skal ikke ensrettes og lave det samme. Men hvordan sammenligner man vigtigheden af og dermed prioriteringen af fx uddannelse, sundhed, klima, miljø, vækst, organisering af arbejdsmarkedet, menneskerettigheder for blot at nævne enkelte?

Svaret vil være, at det skal ske med afsæt i strategien for udviklingsbistand, men det holder kun et stykke ad vejen, for så klare er strategiens prioriteringer ikke.

Udfordringen bliver at lave et system, som på en rimelig måde kan bruges til at sammenligne "æbler og bananer'" uden at ensrette organisationerne og stille og roligt underminere egenarten. Det bliver en udfordring, også fordi metoder og standarder ikke er eller skal være ens.

Svækket internationalt engagement
Den anden udfordring handler om danske NGO'ers internationale rolle. Danmark er en lille stormagt inden for udviklingsbistand, og vi har mulighed for at påvirke internationale  politikprocesser, også på NGO-siden. Men det forudsætter, at der er nogen store organisationer, som har kapacitet og styrke til at deltage på det internationale niveau.

Så langt så godt. Men med op til 18 rammeorganisationer må det forventes, at der bliver et kraftigt pres på bevillingerne. Hver enkelt organisation vil synes, at netop vores arbejde er det vigtigste, og vi vil naturligt nok presse på for at få større bevillinger. Og det kan gå i retning af 18 rammebevillinger af nogenlunde samme størrelse, hvilket kan underminere muligheden for, at nogle organisationer internationalt "trækker" de tunge processer.

Jeg argumenterer ikke for, at den nuværende fordeling blot skal fastfryses, det kan og skal måske ændres over tid, i takt med at organisationerne udvikler sig. Men jeg opfordrer til at have et blik for, at det er nødvendigt men en vis tyngde, hvis man internationalt skal spille en rolle.

debat@altinget.dk