EL om ulandsbistand: Venstre stikker hovedet i busken

BISTAND: Venstres plan for udviklingsbistanden er den værst tænkelige, lyder det fra Enhedslistens Christian Juhl. Bistand skal nemlig forebygge flygtninge, siger udviklingsordføreren.

Imens Venstre bifalder en opgørelse fra OECD, medfører den hård kritik fra Enhedslisten.

Opgørelsen af 29 relativt velstående landes ulandsmidler viser nemlig, at Danmarks bidrag er faldet til det laveste niveau siden 1983 – helt i tråd med regeringens løfter.

”Venstre stikker, som strudsen, hovedet i busken og tror, at vi kan nøjes med at diskutere danske forhold. De lukker øjnene for, at vi er dybt afhængige af en mere stabil og mere tryg international situation, siger Christian Juhl, Enhedslistens udviklingsordfører, i en pressemeddelelse.

Venstre lægger da heller ikke skjul på, at der er tale om en politisk prioritering.

”Vi sagde op til valget for snart to år siden, at vores udbetalinger til udviklingsstøtten skal ligge på 0,7 procent, som er FN's anbefaling. Vi vil hellere bruge pengene til andre ting i Danmark som eksempelvis sundhedsområdet,” siger partiets udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen til Altinget.

Efterlyser solidaritet
I 2016 brugte Danmark 0,73 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) til udviklingsbistand – et fald fra 0,85 procent i 2015.

Dermed lever Danmark fortsat op til FN’s målsætning om 0,7 procent sammen med blot fem andre lande. Men det er ikke nok, mener Christian Juhl.

”I en tid, hvor vi i Danmark har bedre råd end nogensinde, og hvor den internationale situation råber på international solidaritet som aldrig før, er Venstres plan for udviklingsbistanden den værst tænkelige,” udtaler han og fortsætter:

”I nogle af de hårdest belastede flygtningelejre har FN ca. halvdelen af de midler, der skal til for at mennesker kan overleve. Hvis ministeren vil forebygge, at flygtninge vender sig mod bedre vilkår i Europa, er det nu, der skal investeres og forebygges, sammen med andre rige lande.”

Udgifter til flygtninge tæller med
Enhedslisten foreslår på linje med SF og Alternativet, at Danmark skruer beløbet op til 1 procent af BNI og samtidig stopper en praksis med at tælle udgifter til flygtninge med i bistanden.

Opgørelsen fra OECD viser, at udgifter i donorers hjemlande i de seneste to år har udgjort en stigende andel af landenes udviklingsbistand. De 29 lande i opgørelsen står for over to tredjedele af verdens bistand til udviklingslande.

De fem lande, der udover Danmark lever op til FN’s målsætning er Luxembourg, Norge, Sverige, Storbritannien og Tyskland. Hollands bidrag røg sidste år under 0,7 procent af BNI. Se partiernes politik på området i boksen til højre.

 

Forrige artikel Dansk ulandsbistand rammer laveste niveau i over 30 år Dansk ulandsbistand rammer laveste niveau i over 30 år Næste artikel Kvinfo har ansat ny direktør Kvinfo har ansat ny direktør