Rammeorganisationerne skal styrkes
DEBAT: Ikke alle bistandsmidler skal lægges i de samme kurve, skriver tidligere udenrigsminister og udviklingsordfører Per Stig Møller (K), der mener, at samarbejdet med dansk erhvervsliv bør styrkes.
Af Per Stig Møller
Udviklingsordfører (K)
Vores udviklingsbistand skal naturligvis med jævne mellemrum til gennemsyn. Går den til de rigtige lande? Går den til de rette samarbejdspartnere? Leverer de danske rammeorganisationer varen?
Det er vigtigt at fastholde bekæmpelse af fattigdom som grundlæggende for bistanden. Det er den, som skal bekæmpes for at hjælpe mennesker og samfund ud af fattigdomsfælden og ind i udviklingen. Men fattigdom er jo ikke det eneste problem. Normalt er den kombineret med korruptionsproblemer, manglende retssikkerhed og gennemskuelighed, et svigtende eller fraværende skolesystem, et unåeligt sundhedssystem og manglende demokrati samt jævnt hen total despekt for menneskerettighederne. Fokus skal således være bredt, for at det nytter noget.
Og det er bredt og forvaltes bredt og godt af Udviklingsministeriet og vore rammeorganisationer. Derfor bør man støtte og styrke dem i stedet for at svække dem.
Vi kan ikke være i alle lande med bistand. Derfor vælger vi nogle ud som særlige programsamarbejdslande med særligt store programmer, der udvælges og præciseres i tæt samarbejde med modtagerlandet. Vi skal ikke komme og fortælle, hvad de skal have. Vi skal komme og hjælpe med det, de mener vil fremme vilkårene, men naturligvis forudsat at vi også deler den opfattelse, de har. Vi skal selv stå til regnskab for vore valg, og vi skal vide, at vore midler gør den nytte, vi ønsker. Intet land er jo forpligtet til at modtage vores bistand.
Omkring landevalget er der normalt bred enighed.
Men vi skal ikke lægge alle midlerne i de samme kurve, vi skal også støtte særlige projekter i lande, der ikke er programsamarbejdslande, men som vi ønsker at hjælpe på særlig vis med særlige opgaver, f. eks. inden for sundhedsvæsen og uddannelse, som de fattige er afskåret fra og ikke bør være afskåret fra. Vi kan udvide den regionale aktivitet, så vi hjælper flere lande, som har gavn af det samme eller et beslægtet program. Det gælder f.eks., når vi vil fremme retssamfund og frie medier. Men det gælder så sandelig også, når vi taler kvinders rettigheder og udfører særlige kvindeprogrammer, som de danske organisationer er verdensmestre i.
Og vi kan hjælpe med særlige erhvervsprogrammer, mikrokreditter og samarbejde med danske erhvervsvirksomheder for at skabe beskæftigelse og indkomst og dermed konkret hjælpe mennesker ud af fattigdom og ind i samfundet. Et sådan samarbejde vil ofte være eksempelsættende og vise andre virksomheder vejen frem mod CSR. Dette samarbejde med det danske erhvervsliv bør styrkes. Det er konkret. Det løser problemer, og det øger dansk fokus på udviklingslande.
Dansk udviklingsbistand har således mange spillere, og det skal den blive ved med at have.
