Danmark vil åbne ny ambassade i Irak

DIPLOMATI: Danmark vil åbne en ambassade i den irakiske hovedstad, Bagdad, i løbet af efteråret. Samtidig lukkes ambassaden i Malaysia. 

Danmark vil åbne en ambassade i Irak. 

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse. 

"Vi skal være til stede der, hvor Danmark har mest gavn af det – og hvor vi bedst kan fremme vores værdier og udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser," siger Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at åbne en ambassade skal blandt andet ses i lyset af, at Danmark overtager lederskabet af NATO’s mission i Irak, NMI, fra udgangen af 2020. Og her vil det være centralt med en styrket dansk diplomatisk tilstedeværelse i Bagdad.

Ambassaden forventes at åbne i efteråret, og Jeppe Kofod peger på, at en ambassade i Irak sammen med dansk ledelse af NATO’s mission i Irak vil give den danske indsats i regionen et løft.

"Vores tilstedeværelse handler ikke mindst om at bekæmpe Islamisk Stat og det forfærdelige volds-, døds- og terrorregime, de repræsenterer. Med vores engagement er vi med til at sikre, at Islamisk Stat ikke igen får fodfæste i regionen og dermed mulighed for at true Europa og Danmark,” siger Jeppe Kofod. 

Ambassade i Malaysia lukkes
Samtidig med beslutningen om at åbne en ny ambassade, er det også besluttet at lukke en – nemlig ambassaden i Malaysia, der er placeret i hovedstaden Kuala Lumpur.

Ambassaden i Malaysia blev oprettet i 1963, men ifølge Udenrigsministeriet har den over en årrække oplevet faldende efterspørgsel på rådgivningsydelser fra de danske virksomheder.

Lukningen af ambassaden i Malaysia betyder, at Danmarks diplomatiske relationer til og kommercielle arbejde i Malaysia fremover vil blive dækket fra ambassaden i den indonesiske hovedstad, Jakarta. 

Forrige artikel Jeppe Kofod udnævner Danmarks første migrationsambassadør Jeppe Kofod udnævner Danmarks første migrationsambassadør Næste artikel Regeringen lover handlingsplan: Vil indtænke verdensmål i alle ministerier Regeringen lover handlingsplan: Vil indtænke verdensmål i alle ministerier