Danmark skal bruge civilsamfundet mere strategisk
DEBAT: Traditionel tænkning omkring udviklingsarbejde skal udskiftes med bedre forankring i modtagerlande og internationale netværk, skriver Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.
Af Frans Mikael Jansen
Generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke
Udenrigsministeriet lægger nu administrationen af enkeltbevillinger ud til CISU og etablerer rammeaftaler med de resterende organisationer på grund af manglende kapacitet til selv at administrere de mange enkeltaftaler.
Jeg finder det fornuftigt, at man drager denne konsekvens. CISU har vist sig gode til at substansbehandle små ansøgninger og til at hjælpe mindre og spinklere organisationer med at håndtere udviklingsprojekter. Rammeaftaler giver større fleksibilitet og mulighed for, at organisationer kan arbejde programorienteret ud fra strategiske målsætninger.
Man må håbe, den prioritering betyder, at Udenrigsministeriet fremover får flere kræfter til at indgå i strategisk diskussion og samarbejde med danske organisationer. Det er der brug for - både bistandsfagligt og politisk. Der er stadigvæk alt for lidt samarbejde mellem Danidas indsatser og NGO-bistanden. Udenrigsministeriet burde efter min mening satse langt mere på at støtte og udnytte civilsamfundet (både i Syd og Nord) og den rolle, vi kan spille for den samlede indsats.
Komparative fordele
I mange udviklingslande er der gennem de sidste 20 år opvokset stærke civilsamfundsorganisationer i tæt partnerskab med NGO'er i Nord og ofte med inspiration herfra. Væksten og styrken af civilsamfundet i Syd stiller krav til markant nye roller for danske udviklingsorganisationer, hvis vi fortsat skal have en berettigelse.
Der er brug for et samarbejde, der ikke er fastlåst i en traditionel Nord-Syd (udviklet-underudviklet) tænkning. Og man må kræve, at de danske organisationer har mere at byde på end den pengepose, som Danida giver dem. Mange udviklingsopgaver løses bedre af lokale organisationer i disse lande, og især støtten til mindre græsrodsorganisationer bør fremover håndteres af lokale organisationer i landene.
Hvis danske ulandsorganisationer skal have en berettigelse i fremtiden, må de være i stand til at tilbyde omfattende erfaringer og viden og have et politisk fællesskab med folkelige organisationer i de pågældende lande. Det er en forudsætning for at kunne samarbejde solidarisk på at ændre de strukturer, der holder folk i fattigdom - lokalt, nationalt og globalt. De må have udviklet en særlig faglighed, de må kunne mobilisere egne borgere i solidaritet og fællesskab.
Det er dette synspunkt og denne erkendelse, der ligger bag Mellemfolkeligt Samvirkes omfattende forandringsproces i de seneste år. MS nu er medlem i føderationen ActionAid International, som arbejder i 45 lande. Her leder vi arbejdet med demokratisering, en rettighedsbasseret tilgang og skal stå for kapacitetsudvikling af partnere og ansatte - især med fokus på unge. I de næste fem år vil MS stå for uddannelse af 370.000 'forandringsagenter' i mere end 30 lande. Baggrunden er vores danske tradition med demokrati og folkeoplysning - og MS' specialisering i at arbejde med dette internationalt.
Også andre danske organisationer er blevet mere internationale og arbejder i internationale alliancer og netværk. Det giver større indflydelse og gennemslagskraft, når danske organisationer ikke bare begraver sig i en lokal projektsammenhæng med en enkelt partner, men samarbejder med en vifte af lignende organisationer og bidrager med helt konkret viden og erfaring til den konkrete program-, politik- og kampagneudvikling på tværs af landegrænser.
Fordeling af midler
Vurderingen af, hvordan finansieringen skal fordeles i fremtiden, bør efter min mening bygge på konkrete analyser af de enkelte organisations strategiske berettigelse i forhold til målsætningerne i dansk udviklingspolitik. Den må også bygge på konkret evaluering af organisationernes arbejde. Nogen håber og andre frygter, at signalet om udvidelse af antallet af rammeorganisationer vil betyde, at alle på sigt bliver lige store. Det tror jeg ikke er hensigten, og jeg mener også, at det ville være en helt forkert måde at se på fordeling af midler. Men der bør prioriteres og opstilles klare mål for, hvad der kræves af store, mellemstore og små organisationer.
Som udgangspunkt bør man se på:
- I hvilket omfang de enkelte organisationer er i stand til (kvalitet og resultater) at bidrage til realiseringen af de fire hovedsøjler i dansk udviklingspolitik (Menneskerettigheder og Demokrati, Grøn Vækst, Sociale Fremskridt; Stabilitet og Beskyttelse)
- Legitimitet i forhold til den kontekst, de vil agere i (fagligt, kompetencemæssigt og politisk)
- Mulighed for reel gennemslagskraft nationalt, internationalt og i Danmark/Europa.
Der vil fortsat være brug for, at rigtig mange danske folkelige organisationer bidrager til bistandssamarbejdet, og der kan være udmærkede begrundelser for fortsat at finansiere en underskov af relativt små organisationer på et relativt beskedent niveau. Ikke mindst for at give plads til og styrke et folkeligt engagement.
Der er også brug for en gruppe af mindre og mellemstore specialorganisationer, som har en ganske særlig tematisk niche - hvis de vel at mærke er godt forbundet med tilsvarende organisationer i mange andre lande og er i stand til at erfaringsudveksle og bringe deres viden i spil i det internationale samarbejde.
Danmark vil dog i fremtiden ikke mindst have brug for store folkelige organisationer, der også er internationalt forankret for at løfte vores udviklingspolitiske ambitioner. Ellers mister vi afgørende indflydelse på den globale udvikling, hvor der kommer stadigt flere store spillere på banen.
