Danmark giver 300 millioner kroner til hungersnød

NØDHJÆLP: Danmark opruster nu sin indsats for at bekæmpe fødevarekrisen på Afrikas Horn og Yemen.

Den danske regering afsætter 300 millioner kroner til at bekæmpe fødevarekrisen i området omkring Afrikas Horn. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer, efter FN har appelleret om øget humanitære bidrag til regionen. Samtidig har flere partier opfordret regeringen til at gribe ind overfor hungersnøden, hvor op imod 100.000 sudanesere risikerer at dø af sult som følge af den hungersnød, der blev erklæret i den nordlige del af landet i februar.

”Jeg er netop vendt hjem fra Kenya, hvor jeg har fået et førstehåndsindtryk af den krise, som udspiller sig disse dage. Situationen på Afrikas Horn bliver mere og mere desperat for hver dag, der går. FN's humanitære bevillinger er voldsomt underfinansierede, og millioner af mennesker er ved at dø af sult,” siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og tilføjer:

”For mig er det afgørende, at vi hjælper i nærområdet, og støtter de tørkeramte lande, så de kan tage vare på de mennesker, der bliver ramt af tørken.”

Foruden akut nødhjælp vil det danske bidrag på 300 millioner kroner også hjælpe mere langvarige indsatser til at styrke fødevaresikkerheden og den øgede modstandskraft i området.

Det økonomiske bidrag vil støtte indsatser gennem FN's fødevareprogram, det internationale Røde Kors samt danske NGO'er i de udsatte områder.

Forrige artikel Trump klar til at skære dybt i ulandsbistanden Trump klar til at skære dybt i ulandsbistanden Næste artikel Løkke mødes med Natos Stoltenberg Løkke mødes med Natos Stoltenberg