Hellere ansvarlige regeringer end vækst
DEBAT: Folkekrav til de nye udviklingsmål sætter ærlige og lydhøre regeringer, uddannelse og sundhed over økonomisk vækst. Civilsamfund verden over skal styrkes for at holde regeringer fast på disse krav, skriver Laust Leth Gregersen, Concord Danmark.
Af Laust Leth Gregersen
Sekretariatsleder, Concord Danmark
Økonomisk vækst alene garanterer på ingen måde bæredygtig udvikling og velstand for alle. Det har FN's højniveau-panel med bl.a. den britiske premiereminister David Cameron i spidsen allerede slået fast på deres møde i Monrovia i februar. Det samme budskab findes sort på hvidt i EU-Kommissionens post-2015-udspil.
Men hvis vi ikke kan forlade os på, at økonomisk vækst automatisk medfører udviklingsresultater, hvad er så de afgørende parametre, som skal inddrages i den nye post-2015-ramme?
Folkekrav om ærlige og lydhøre regeringer
En hjørnesten er utvivlsomt god og ansvarlig regeringsførelse, der leverer basale velfærdsydelser. Det er allerede solidt dokumenteret ud fra erfaringerne med de nuværende 2015-mål. Men måske endnu mere interessant er, at ansvarlig og socialt retfærdig regeringsførelse faktisk står som det klart stærkeste globale folkekrav til nye mål ifølge FN's ambitiøse borgerhøringsprojekt MyWorld.
Den aktuelle resultatopgørelse fra MyWorld viser således at "ærlige og lydhøre regeringer", "god uddannelse" og "bedre sundhedssystemer" uden undtagelse er de tre vigtigste prioriteter for borgere fra både rige og fattige lande verden over.
Det er alvorligt stof til eftertanke i en tid, hvor (manglende) vækst og økonomisk performance gang på gang fremstilles som de endegyldige succeskriterier for både Europa og verdenssamfundets udvikling, mens social retfærdighed og bæredygtighed udelades fra regnestykket.
Retfærdig fordeling er regeringers ansvar
På trods af at mange fattige lande endelig oplever vedvarende økonomisk vækst, og der er opnået utroligt vigtige resultater på globalt plan siden vedtagelse af 2015-målene, er fremskridtene ekstremt ujævnt fordelt.
I mange tilfælde har den øgede velstand ikke haft nogen "trickle-down"-effekt i form af forbedrede levevilkår og øget social sikkerhed for den brede befolkning. Der sker ofte på grund af systematisk diskrimination og manglende respekt for de bestemte gruppers mest basale rettigheder – særligt kvinders rettigheder.
Uligheden er vokset voldsomt i mange lande, og over 70 procent af verdens fattigste mennesker bor nu i mellemindkomst-lande som fx Indien og Brasilien, som har oplevet høj økonomisk vækst siden årtusindeskiftet.
Disse udfordringer er strukturelle og kan ikke afhjælpes via traditionel bistand eller fortsættelse af de igangværende vækstmønstre. De fordrer, at verdenssamfundet samlet adresserer de strukturelle årsager til fattigdom og marginalisering. Først og fremmest ved at stille krav om at enhver form for regering må kunne holdes ansvarlig for at skabe fair og lige vilkår for, at alle borgere kan opnå et bedre liv.
Det er selvfølgeligt langt lettere sagt end gjort, men en del af svaret ligger i at styrke civilsamfundets rolle i udviklingsprocessen.
Civilsamfund og demokratisk ejerskab
Det arabiske forår og de folkelig protester mod massevoldtægt i Indien viser, at civile samfundsbevægelser kan skabe forandringer med en hast, som ingen beslutningstagere havde forudset. Det har skabt et øget fokus på civilsamfundets kraft – ikke mindst i EU, der nu har udviklet en strategisk tilgang til samarbejdet med civilsamfundet.
Men civilsamfundets arbejdsrum er uensartet verden over, og mange steder oplever civilsamfundsorganisationer et øget pres. Derfor lancerer Concord snart en ny strategi, der skal målrette og styrke vores arbejde for at sikre, at EU aktivt støtter civilsamfundet både i nord og syd.
EU's nye civilsamfundsstrategi er et lovende skridt, som EU, medlemslandene og civilsamfundet selv nu skal levere på i praksis. Dette arbejde vil blive markant styrket, hvis civilsamfundet understøttes af den globale udviklingsramme fra 2015.
