Aids-Fondet: Savner klar strategi for global hiv-indsats

Af Laura Kirch Kirkegaard
International chef i AIDS-Fondet.

I forbindelse med FN’s højniveaumøde om hiv og aids i juni 2016 udtalte Venstres udviklingsordfører, Michael Aastrup Jensen, i Politiken, ”at aids-området skal være et af fremtidens fokusområder” i dansk udviklingsbistand.

AIDS-Fondet mener, at den nye udviklingspolitiske strategi kan udgøre et godt fundament for en effektiv indsats mod hiv og aids.

Især bifalder vi strategiens fokus på civilsamfundets rolle. Civilsamfundsorganisationer og lokalsamfund er ofte de livsvigtige forbindelser mellem statens sundhedstilbud og de mest udsatte og marginaliserede borgere.

De spiller også en central rolle i at styrke rettigheder og nedbryde strukturelle barrierer for hiv-indsatsen, såsom diskriminerende lovgivning eller kønsulighed. For at opnå en virkelig effektiv indsats er der brug for at understøtte et stærkt samspil mellem den offentlige sektor, erhvervslivet og civilsamfundet.

Strategien nævner også sundhed og bekæmpelse af hiv/aids som en forudsætning for bæredygtig vækst. Det er en vigtig erkendelse, når vi har at gøre med en epidemi, som primært rammer mennesker i den (re)produktive alder.

Den private sektor har en stor interesse i, og et medansvar for, at hiv og aids både forebygges og behandles effektivt uden stigmatisering og diskrimination.

Endelig er det meget positivt, at der er fokus på forskning, innovation og offentlig-private partnerskaber. Hvis vi skal finde en bæredygtig løsning på hiv-epidemien, har vi brug for flere og bedre forebyggelses- og behandlingsmetoder.

For eksempel bør vi fortsætte arbejdet med at finde en vaccine, der kan forebygge hiv, og vi skal videreudvikle og udbrede hiv-forebyggelse til kvinder, som giver kvinden kontrol over sin egen sundhed.

Tid til at fokusere
Overordnet set mener AIDS-Fondet dog, at strategien mangler at beskrive den rolle, Danmark vil spille i den globale hiv-indsats fremover. Danidas strategi for hiv/aids-indsatsen daterer tilbage til 2005, og der er brug for en opdateret og fokuseret indsats, som sætter Danmarks kompetencer og prioriteter i spil.

Det internationale samfund har de seneste 15 år præsteret at få 17 millioner mennesker i behandling for hiv, og Danmark er gået forrest i denne indsats. Vi har vist, at det kan lade sig gøre at nå de mest sårbare mennesker, som lever i størst risiko for at blive smittet med hiv, og vi har gjort indsatsen mere effektiv.

Men med over 2 millioner nye hiv-tilfælde om året skal forebyggelsen blandt unge, kvinder og særligt udsatte grupper styrkes. I det sydlige Afrika er piger og unge kvinder over dobbelt så udsatte for hiv-infektion som deres jævnaldrende mænd.

At vende situationen kræver investeringer i nye og eksisterende forebyggelsesteknologier og ændring af de lovgivninger og praksisser, der diskriminerer og udgør barrierer for seksualundervisning, ligestilling og rettigheder for særligt udsatte mennesker.

Her kan Danmark nemlig bidrage på flere områder; den danske ressourcebase inden for medicinsk forskning, civilsamfundets erfaring med levering af målgruppenær, primær forebyggelse og Danmarks styrkepositioner i forhold til en evidensbaseret, menneskerettighedsorienteret tilgang til hiv-indsatsen.

Samtidig er der oplagte synergieffekter at hente i en opdatering af denne strategi i samspil med relaterede indsatsområder såsom kvinders ligestilling, samt seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.

Det vil også være relevant at se på, hvordan Danmark vil arbejde med Leaving no-one behind-princippet i forhold til hiv/aids.

Det står klart, at man ikke kan komme epidemien til livs uden at inkludere de befolkningsgrupper, som oplever de største barrierer for adgang til sundhedsydelser og basale rettigheder.

Involvering af sexarbejdere, stofbrugere, transpersoner, indsatte og mænd, der har sex med mænd, er en forudsætning for succesfuld forebyggelse og behandling.

Danmark kan modarbejde stigmatisering, diskriminering og kriminalisering af udsatte befolkningsgrupper både programmatisk og politisk. Det er en grundpille i en effektiv hiv-indsats, som Danmark også fremover bør være med til at forsvare i en tid med store politiske og religiøse brydninger – og som vi kan være stolte af.

Lad det ikke blive ved ord
Ét er ord på papir, noget andet er den budgetmæssige udmøntning af ordene. De seneste år har budt på dybe beskæringer i hiv/aids-indsatsen i Danmarks partnerlande og i bidragene til de internationale organisationer, som koordinerer og finansierer forebyggelse og behandling i verdens fattigste lande.

For eksempel er bidraget til den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria faldet støt i de seneste år, ligesom UNAIDS og en række forskningsinitiativer også er kraftigt beskåret.

Også i de bilaterale programmer ses en markant nedgang i de danske investeringer i sundhedsprogrammer generelt og hiv-indsatsen på tværs. Heller ikke til den danske civilsamfundsindsats er der øremærkede midler til hiv-indsatsen.

Danmark kan bruge den nye strategi og vores internationale position til at gøre en positiv forskel for unge kvinder og udsatte grupper og samtidig være med til at nå verdensmålet om at gøre en ende på hiv-epidemien, men det kræver, at vi også tænker strategisk og fokuserer vores indsats mod hiv på evidensbaseret forebyggelse, rettigheder og anti-diskrimination frem til 2030.

debat@altinget.dk