Adra: Regeringens bistandsprioriteter sætter næste­kærligheden under pres

Af Jens Vesterager
Generalsekretær, Adra Danmark

Menneskerettigheder, demokrati, ligestilling og civilsamfundsudvikling har gennem mange år været centrale elementer i dansk udviklingsbistand.

At skabe udvikling og bekæmpe fattigdom kræver sunde, demokratiske samfund, solide institutioner og oplyste medborgere, som kender deres rettigheder og kan stille krav til magthaverne.

Det tager lang tid, men det virker. Det bidrager i øvrigt også til at skabe nogle lande, hvorfra borgerne ikke ønsker at migrere over Middelhavet, men dét er en helt anden diskussion.

Fra udviklingsbistand til klimabistand
I sit forslag til finansloven for 2020 har regeringen annonceret et løft af den grønne udviklingsbistand. Det er i udgangspunktet positivt, for klimakrisen påvirker i dén grad også udviklingslandene.

Vi hilser det velkomment at passe på skaberværket ved at bruge flere penge på at bekæmpe verdens klimaproblemer.

Udfordringen er, at regeringen i sit forslag ikke øger den samlede bistand, men tager af den eksisterende udviklingsbistand for at øge den såkaldte klimabistand.

Det kommer altså til at koste et andet sted.

Hvor skal pengene tages fra? Er det kampen mod børneægteskaber, som skal nedprioriteres? Er det støtten til civilsamfundsudvikling eller arbejdet mod diskrimination af minoriteter, som ikke længere er vigtigt?

Verdens fattigste betaler prisen for at løse klimaproblemerne
Klimaudfordringerne er nye ekstra udfordringer – som kræver nye ekstra midler!

Klimakrisen er i høj grad skabt af verdens rigeste lande, men med regeringens forslag er det verdens fattigste, der kommer til at betale for at løse problemerne, som de i høj grad lider under.

For bønderne i Afrika er det livstruende, at vejrforholdene er mere og mere utilregnelige, og tørkeperioderne længere og hyppigere.

Måske betyder sparsom regn, at landsbyens brønd tørrer ud, eller at bønderne har brug for at udvikle nye metoder og afprøve nye afgrøder. For dem er der tale om nye og ekstra udfordringer, som kræver ekstra og ofte kollektive indsatser.

Kun et stærkt civilsamfund vil være i stand til at tackle klimaændringerne. Løsningerne udvikles og implementeres i fællesskaber.

Kampen mod fattigdom, undertrykkelse og diskrimination af piger og kvinder går hånd i hånd med udviklingen af et stærkt civilsamfund. Og det gør kampen mod klimaforandringer også.

Det er derfor af overordentlig stor vigtighed, at civilsamfundsudvikling fortsat får samme høje prioritet. Kun et stærkt civilsamfund kan spille en nøglerolle i de politiske beslutningsprocesser, der sigter mod at håndtere klimaforandringer og beskytte de fattigste og mest sårbare mennesker mod konsekvenserne.

Indsatserne skal tænkes som fælles og integrerede
Det ville klæde regeringen at hæve ambitionerne for udviklingsbistanden, så den grønne bistand er additionelle midler.

Dermed kan vi både bekæmpe fattigdom, fremme menneskerettigheder, udvikle velfungerende demokratiske stater og stærke civilsamfund og bekæmpe de menneskeskabte klimaforandringer.

Jo rigere vi bliver, jo mindre solidariske er vi med verdens fattige. For omkring 20 år siden havde Danmark råd til at bruge en procent af bruttonationalproduktet på udviklingsbistand.

Siden er vi som nation blevet langt rigere, men vi har fået mindre råd til udviklingshjælp!

Solidariteten og næstekærligheden er under pres.

Verdens fattigste rammes hårdest af klimaforandringerne. Vi må stå på deres side og gøre alt, hvad vi kan, for at vores handlinger og overforbrug ikke har og får for alvorlige konsekvenser for deres liv og hverdag.

Men det kræver, at regeringen prioriterer midlerne til både den eksisterende udviklingsbistand og den grønne klimabistand og tænker indsatsernes mål som fælles og integrerede.

Vi må kæmpe for en retfærdig verden, hvor ingen skal leve i den dybeste fattigdom, og hvor vi passer på kloden. Men det kræver en massiv og fælles indsats.

debat@altinget.dk