V: Ingen tilbagesendelsesaftale, ingen bistand
DEBAT: Vi bør stille tilbagesendelsesaftaler som et krav for de lande, der modtager udviklingsbistand. Det foreslår Venstres udviklingsordfører, Michael Aastrup Jensen, som et led i regeringens nye udviklingsstrategi.
Af Michael Aastrup Jensen (V)
Udenrigs- og udviklingsordfører
Som noget helt nyt foreslår Venstre, at tilbagesendelsesaftaler skal være en betingelse for modtagelsen af dansk udviklingsbistand. Hvis man modtager dansk udviklingsbistand, skal man også modtage egne flygtninge. Der skal altså være noget for noget.
Det kan ikke være rigtigt, at vi i Danmark skal modtage flygtninge fra de lande, som vi samtidig betaler udviklingsbistand til. Derfor skal vi stille tilbagesendelsesaftaler som en betingelse for at modtage udviklingsbistand og samtidig undersøge muligheden for at indgå tilbagesendelsesaftaler med en række lande, som i dag ikke modtager dansk udviklingsbistand.
Stiltiende accept af aftalebrud
Der findes i dag en række tilbagesendelsesaftaler, som desværre ikke alle fungerer i praksis. Vi skal derfor sørge for, at der er økonomisk incitament til at få dem til at fungere. Generelt kræver tilbagesendelsesaftaler en politisk og diplomatisk indsats i de lande, hvor mulighederne for tilbagesendelse kan være fastlåste eller vanskelige.
Tilbagesendelsesaftaler er altså ikke noget nyt, men vi har fra dansk side aldrig før opstillet dem som betingelse for at modtage dansk udviklingsbistand. I 2015 gav vi for eksempel 32,5 millioner kroner til Irak i bistand, men på trods af det har tilbagesendelsesaftalen fra 2009 reelt ikke fungeret siden 2011. Vi har med andre ord stiltiende accepteret, at Irak ikke har overholdt tilbagesendelsesaftalen ved at fortsætte bistanden. Med Venstres nye forslag skal det ikke kunne lade sig gøre.
Flere andre eksempler
I udlandet har man i flere lande praksis på tilbagesendelsesaftaler som betingelse for at modtage udviklingsbistand. Det skal vi også have i Danmark.
Spanien og Marokko indgik i 1992 en tilbagesendelsesaftale, som dog først kom i funktion i 2012. Aftalen indebærer, at Marokko modtager støtte til at beskytte sine kyster og grænser for at forhindre flygtninge i at rejse til Spanien. Ud over Marokko har Spanien lavet aftaler med en række afrikanske lande, der kombinerer samarbejde om grænsekontrol med udviklingsprojekter samt regler om tilbagesendelse.
Et andet eksempel er Italien, som gennem tiderne har indgået flere tilbagesendelsesaftaler med Marokko (1998), Tunesien (1998), Algeriet (2000) og Egypten (2007). Italien har i disse aftaler praktiseret ”conditional development aid”. Det betyder, at disse lande modtager udviklingsbistand på betingelse af, at de er samarbejdsvillige ved tilbagesendelsen af asylansøgere og udlændinge.
Implementering som en del af genforhandling
Danmark skal selvfølgelig overholde de aftaler, som allerede er indgået. Derfor kan implementeringen af tilbagesendelsesaftalerne ske i forbindelse med, at de enkelte bistandsaftaler skal genforhandles.
Der befinder sig lige nu 1319 udlændinge i udsendelsesposition i Danmark. Det tal, må vi forvente, stiger, når asylansøgernes sager det seneste år er blevet opgjort. Det er mange mennesker, og der er derfor behov for konkrete løsninger til, hvordan vi mest effektivt får begrænset antallet af flygtninge og migranter, så det danske samfund bedst muligt kan følge med.
Tilbagesendelsesaftaler, som virker, vil kunne have en markant effekt på reduktionen af flygtninge og migranter i Danmark. Derudover er der noget principielt forkert i, at vi i Danmark skal modtage flygtninge fra de lande, som vi samtidig betaler udviklingsbistand til.
Dansk Flygtningehjælp: Globalt paradigmeskift kræver globale løsninger
Sex & Samfund: Gode takter i nyt udspil – kan ambitionerne implementeres?
